Home Artikler Repeat #67

Repeat #67

300
0

Singlerne i denne uge er lige ved, at være en omgang ben der sover, meeeen så kommer der alligevel lidt surf i sagerne. Der er blevet lyttet til nyt fra Dan Rose, Jaguaren i Skoven, We Were In a Rock Band, Wanna Be Brothers, Pacific Swell og TigerSwan.

Så har vi balladen, på flere punkter, i hvert fald to. I Skrivende stund har YouTube netop annonceret, at de fjerner “alt” dansk musik. Måske er striden og pisse-konkurrencen allerede løst når det her ryger online (sikkert), men ellers så giver det jo lidt udfordringer på flere punkter, også for Repeat og formatet. Men, vi gør lige som om det hele og alle links virker.

Andet punkt er, at efter en god stime, er denne runde Repeat helt uden kvindelige kunstnere, eller kvindeligt islæt, det kan jeg kun beklage, men jeg kan ikke trylle flere kvinder frem i indbakken. En indbakke, der inklusive sidste nummer her i denne udgave af Repeat, nu er HELT tom for nye singler!!! Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket, så når de 14 dage fra jeg skriver dette til artiklen er publiceret, er gået, er indbakken sikkert stukket af igen – det var ellers en rar følelse så længe det varede.

Nok sniksnak, videre!

Dan Rose – “Copenhagen Eats Itself”

Dan Rose trækker en streg i sandet til oktober når EP’en Where The Line Is Drawn udkommer. Inden kan man lytte til singlen, “Copenhagen Eats Itself”, der er ude i dag (fredag d. 14/8). Et nummer som Rose selv beskriver som en let bister folk-rock single tilsat strygere. Vi har anmeldt Rose et par gange her på siden, hvor materialet har fået en lidt blandet modtagelse, men lad os se hvordan landet ligger i 2020.

Nummeret er af den slags, hvor jeg under første gennemlytning tænkte “det her kunne godt være et eller andet, men jeg pakker den lige væk”. Den rummer en skævhed og deri også en nærhed og noget upoleret, det er måske det der forkætrede “autencitet”, men det er også et nummer hvor jeg føler jeg lige skal være i det rette hjørne. Det hjørne hvor de tydelige “fejl og mangler” der er, som på den lidt kantede vokal, føles som et plus og ikke noget der skurrer.

Finder man det hjørne, så synes jeg at Rose, ud over et godt og sikkert greb om genrens traditioner og konventioner, uden at det skal lyde som om det er skåret efter en nøje skabelon, har skruet et nummer sammen hvis selskab jeg bestemt ikke har noget i mod. Jeg kan godt lide den akustiske guitars lidt “spændte” klang, den matcher Roses vokal godt, en vokal der lyder som om den mere ofte end ikke skal kæmpe for det, men det giver også noget nerve. Strygerne giver en rigtig god, varm og mere “glat” kontrast, så der opstår en ret god vekselvirkning og dynamik sangen igennem.

Og så er nummeret skåret ret skarpt med en spilletid på under 3 minutter, hvor Rose alligevel når ret vidt omkring og får leveret et kort nummer, der har noget højstemt hymne over sig.

Konklusion: Rose er ikke en sanger uden torne (pardon the pun) men, det er ikke det samme som at det ikke er en smuk (sang)blomst. Det er måske ikke for alle, men min nysgerrighed er pirret – hvilket også er noget en single skal kunne gøre.

Jaguaren I Skoven “Lang Fra København”

Hvis København åd sig selv i første single, så er vi nu langt fra København hos Jaguaren I Skoven, der om ikke andet har et navn som får mig til at stoppe lidt op og tænke; “hah…?”. Jeg er lige så fræk, at jeg kopierer hele den tilsendte pressetekst, for den siger faktisk en del. Eller ingenting?

“I Nordskoven cirka 10 timers gang fra København ligger en lille træhytte, hvor der i længere tid har været en del larm. Når det ikke larmer ser man ofte en skikkelse sidde ude på en havestol med havregryn og en snaps. Omkring solnedgang og solopgang er det som om hans syn og hørelse ændrer sig, men han hedder Bjarke og er efter hans læges udsagn beviseligt et menneske.

Han skriver sange og indspiller dem normalt med sine venner Fuglen, Velourhanen, Steen og Rævefar. Grundet omstændighederne og en række flyaflysninger er de fire kompagnoner dog strandet udenlands, og Bjarke har måttet lære sig orgel for ikke at gå helt ned. Nu er hans plan foreløbig at turnere riget rundt i sin gamle Volvo, og han lægger fra land med en video til det nye hit “Langt fra København”, filmet i udestuen af Jesper Helbo.

En nabo udtaler: “Nå det lyder da spændende; det er sådan lidt som hvis Anne Linnet havde fået barn med Jim Morrison. Og jeg er ellers mest til The Clifters.”

OK, der er fare for, at det kan komme til at fremstå for tilstræbt skævt og finurligt med sådan en beskrivelse og introduktion. Også i en grad hvor det kan komme til at overskygge musikken. Der er da også en vis “quirkyness” over den enkle og tøffende orgelrytme som indleder nummeret. I den forbindelse skal det lige nævnes, at det tilsendte nummer rummer ordene “orgel version” i titlen, så der findes måske andre udgaver derude, men det er altså orgelversionen der ligger til grund for denne lille anmeldelse.

Øhhhhhm, jeg kan lide det! Indledningsvis var jeg næsten ved at tro, at jeg ligefrem var forelsket i nummeret, men som det skrider frem så “nøjes” jeg blot med at være lidt betaget af det, uden at jeg kommer helt op at ringe. Forstå mig ret, der er ret meget her, som jeg synes om. Den stille, dansende rytme, orgelklangen, den sådan lidt hmm… døsige? Nah… uinteresserede? Mmm, ikke helt… monotone? Distancerede? Nå, det er vokalen jeg forsøger at beskrive, den svæver på en eller anden halv-fjern vis ovenover det hele, langt fra København, I ved, mens melodien smyger sig fremad på sin egen særegne måde.

Tilsammen får det hele et lidt ikke-jordisk, drømmende skær, som er sangens egentlige tiltrækningskraft. Det er et nummer man ikke helt kan afkode, eller blive klog på, som en musikalsk skovalf, der danser rundt i en lysning. Skal man gå tættere på?

Konklusion: Jeg er ikke helt klar over hvad Jaguaren I Skoven egentlig er for et dyr (vel en jaguar!, red.), men den har ikke skræmt mig væk. Men jeg skal nok lige se den lidt mere an, inden jeg kan afgøre om den har sat kløerne helt i mig.

We Were In a Rock Band  – “Seasons”

“WE WERE IN A ROCK BAND – Et band bestående af to gutter, som lærte hinanden at kende i en mørk kælder omgivet af Marshall forstærkere, Pearl trommer, og tomme øldåser”.

Så bandet er altså en duo, bevæbnet med akustiske instrumenter. Behøver man vide mere? Næh!

Det er så sådan set også det duoen og deres sang byder på. Hvilket måske ikke er den store overraskelse ud fra præsentationen, det er jo temmelig meget skåret ind til benet, men jeg kunne dog godt savne noget der overraskede bare lidt mere. Det her er bestemt en hæderlig og ganske iørefaldende lille sag, men når setuppet, leveringen og udformningen er så traditionsbundet og velkendt, så skal der måske bare lidt mere til, hele vejen rundt, for at det virkelig letter eller sætter sig fast.

Jeg har intet imod at tilbringe knap 5 minutter i selskab med We Were In A Rock Band, indspilningen er dejligt “crisp”, det lyder godt, vokalen nydelig og beroligende og sangen flyder fornuftigt derudaf. Men det er, uden at det skal lyde for negativt, også lidt radio- og/eller baggrundsmusik. Det er som om sangen aldrig for alvor kommer op i højeste gear, og heller ikke er interesseret i det. Det er roligt trav ud mod horisonten med den sættende sol i øjnene, ikke noget med galop eller pludselige tempo- og retningsskift. På den ene side leveres det med sikker hånd, på den anden side savner man at tøjlerne slippes lidt mere.

Konklusion: En sang af den slags som er “helt vildt OK”. Ikke mere, ikke mindre.

Wanna Be Brothers – “I Don’t Play Like That (Don’t Give a Fuck)”

Lang titel, der. Wanna Be Brothers har jeg tidligere været omkring her i Repeat tidligere i år, nu er de aktuelle med en ny single der “er en ballade der kredser om ensomme køreture i natten, savn, tvivl og selvværd, og er perfekt til de lange sommeraftener, eller køreture i det danske sommerlandskab”.

Ej, nu skal vi kraftedeme lidt i gang og op i tempo i denne uge, der skal mere SMÆK på! Nuvel, det er jo så ikke Wanna Be Brothers skyld, at sammensætningen og rækkefølgen af numre i denne omgang af Repeat faldt ud som den gjorde, men jeg synes jeg sidder lidt fast.

OK, tilbage efter en pause og en metalmusikalsk tarmskylning, jeg ved ikke om det hjalp. Måske kunne varmen i dette nummer, titlen til trods, på sigt give et løft. Jeg kunne stadig godt bruge lidt mere gang i gardinerne og slag i dynen end der er her, men fanger man de lune frekvenser som Wanna Be Brothers opererer på så gemmer der sig faktisk et ret lækkert og indbydende nummer her. Især den elegante og veldoserede brug af kor og harmonier er noget, som stille og roligt får mig til at sænke paraderne og lade nummeret vikle sig om mig, som et lunt slumretæppe. Eller en tilpas tempereret brise på en strand?

Der er noget west coast lækkerhed over det, uden at det bliver FOR vulgært og smurt ind i honning. Her er dømt ro og afslapning, uden at det bliver for dovent, der er vel nærmest tale om en form for musikalsk velvære og udrensning – det kan vi jo alle trænge til af og til?

Konklusion: Wanna Be Brothers har fat i noget rigtig indbydende her, det smager også af mere, hvilket bestemt er et kæmpe plus for en single. Jeg venter i spænding!

Pacific Swell – “Bellis Perennis”

Psykedelisk rock og gypsy surf, det lyder sgu som om der er dømt fest og farver hos Pacific Swell, der også kan bryste sig af at have “the meanest voice in the west” bag mikrofonen! Det skal vist bare høres?

Så nåede vi alligevel, på en måde, på Gutter Island i år! Det er i hvert fald musik af den slags, som jeg sagtens kunne forestille mig i Gutterens hyggelige, lidt primitive, smukke omgivelser. Stik mig en bajer og en fernet, mens jeg får ild i en smøg. Det lyder meget som lovet, surfet og let-psykedelisk og så er jeg straks fanget af den der “onde” vokal. OK, så ond er den heller ikke, men den er dog pænt cool og badass med en god snerren, der får det til at kradse dejligt i øregangene.

I det hele taget emmer Pacific Swell af coolness, coolness på den lidt smarte Tarantino retro-chic’e vis, som man enten er helt med på, eller vil synes er lidt for hip. Er Tarantino stadig hip? Nuvel, det er vist en anden diskussion, men hvis man husker 90’erne og hvordan det ramte noget i tidsånden der, så er det her et fint og effektivt call back til den stemning. Dermed ikke sagt, at musikken her føles bedaget eller på den måde tilbageskuende, det var ment som et pejlemærke.

Bellis Perennis betyder forresten tusindfryd, tak google, det har vel sådan lidt flowerpower hippestemning over sig. Den fornemmer man måske også et eller andet sted i sangens psykedeliske del, men den overordnede stemning trækker dog mere i retning af garagen og surf med sand mellem tæerne, selvom der er ekkoer af noget beatnikket i de varmblodede korstykker, der bakker Mr Means vokal op.

Konklusion: Surfs up, jeg er på.

TigerSwan – “Beautiful”

“Beautiful” er den næstsidste single fra TigerSwans kommende album, H/E/R, som omhandler kærligheden på godt og ondt. Gennem otte personlige sange, delt op i to dele – den ulykkelige og den lykkelige kærlighed – tager TigerSwan dig med på en rejse alle kan relatere til. Sangene er baseret på trioens egne erfaringer og beretninger fra venner og bekendte. “Beautiful” er en af de lykkelige historier om kærlighed ved første blik, og hvordan det kan få en til føle sig så opløftet, at man glemmer tid og sted. Hun er helt igennem perfekt og smuk som hun er, og så er alt andet ligegyldigt.

OK… OK… ja… “Beautiful” er et popnummer, og bestemt ikke et dårligt et af slagsen, hvis man er til lige netop denne form for glatte, uhyre smooth og velproducerede, radiovenlige slags. Man kan ikke tage fra TigerSwan at det glider gnidningsfrit og at bandet efterhånden har ramt en meget international og (i teorien) bredt appellerende lyd. Det er et nummer, som man sagtens kunne forestille sig som soundtrack til en reklamefilm, eller lyde ud af radioer verden rundt.

På den anden side ligger heri også bagsiden af medaljen, eller en anden måde man kunne anskue nummeret på. Det er så glat og vellydende leveret og præsenteret at det tangerer det kønsløse. Her er ingen knaster, modhager, noget der river bare en lille smule eller på nogen måde kunne fornærme noget – eller jo, det er der jo så. Det er skidegodt håndværk men også vældig anonymt og upersonligt. Det lyder som om det er taget direkte fra transportbåndet, som leder væk fra den programmerede maskine der står og spytter sange ud til massekonsum.

“Sandheden”, hvis man kan kalde det, det? Den ligger nok et sted midt i mellem. Det ville være tarveligt af mig at antage, at det her udelukkende var et kalkuleret, hjerteløst produkt som der ikke både er investeret tid og lagt noget hjerteblod og oprigtige følelser i. Det leder mig til konklusionen, at…

Konklusion: Det her bestemt ikke er min smag. Men jeg er hundrede procent sikker på, at det vil kunne falde i mange andres smag. Dårligt er det ikke.

Føjes til På Repeat-listen: Pacific Swell

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jaguaren i Skoven pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.