Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer KuKu De Kobra: GaneShaMan ★★★☆☆☆

KuKu De Kobra: GaneShaMan ★★★☆☆☆

198
0

Med melodien i centrum spiller KuKu De Kobra en nærmest poppet rock. Bandet kalder det selv hard rock, men da udtrykket er nærmest harmløst, er det svært som lytter at se hvorfor. Det til trods, er der styr på teknik og melodier, mens pladen dog bliver for lang og kantløs.

Første gennemlytning fik mig til at overveje hvordan KuKu De Kobra egentlig adskiller sig fra Dizzy Mizz Lizzy. For der er for begge bands vedkommende tale om rock med melodien i centrum.

Forskellen skal findes i, at KuKu De Kobra ikke som sådan er et riff-baseret band. Der er meget fokus på melodien, men primært den, der synges. Og det gøres den så i øvrigt ganske fint på sådan en lidt rå Pretty Maids-agtig måde.

Guitarer og synths er mere – hmm – vandret tænkte end huggende, lodrette riffs og selv om det egentlig lyder fint, så stryger det næsten også lytteren for meget med hårene.
Det bliver unægtelig pænt – men også lidt kedeligt. Eller for middle of the road-søgende.
Delene fejler ikke rigtigt noget; bassen driver stoisk rytmen frem, trommerne ligger ret tungt. Og over det synges der fint – mens guitarer/synths trækker vandrette tråde.
Jeg har intet at udsætte på det.

Men selv mere riff-inspirerede numre som Ceasefire in a Cesspool’ eller ‘Riffhanger II – Curse of the Elephanom’ eller det afsluttende ‘Bed’ bliver for pæne. Ikke fordi sangeren ikke gør sit for med overdrive at give lidt suppe til udtrykket. Men der spilles lidt op af en pænt produceret underlægning – ”kom nu! Gør ét eller andet beskidt og overraskende” tager jeg mig selv i at tænke. Men ønsket bliver aldrig honoreret.

Jeg ville super gerne kunne vise, at der så er ét nummer, der stikker ud og netop har den kant, jeg forbinder med (hard) rock. Men blandt de 11 numre finder jeg det simpelt hen ikke.

Jeg finder dog fine guitarsoloer, god lyd, melodier og helte-vokal – ja, endda næsten råbekor. Men altid på en måde, så selv meget støjfølsomme ikke rigtigt vil bede om at der bliver skruet ned.

Noget af materialet virker endda bedaget – ‘Vahana’ har en trampende feeling, som simpelthen ikke rigtigt lykkes. Det bliver lidt tungt og ønsket om at lave et fremmarcherende nummer falder til jorden. Ikke fordi KuKu De Kobra snubler – det hele spilles sikkert. Men netop på grund af sikkerheden?

Pladen fungerer bedst under de to på hinanden følgende numre, ‘Educated Wallower in Fascism’ og ‘My Own Private Winnie Cooper’, hvor der igen-igen forsøges at blive tilført energi. Det lykkes næsten ved at sætte tempoet i vejret på ‘My Own…’ Men tempoet tages straks ud af ligningen på den derpå følgende ballade, ‘Waiting on a Broken Bird’.

Der er 11 numre på GaneShaMan. Hvor mange af dem, der er for mange, skal jeg ikke kunne sige. Der er to vignetter, som er fine nok men ikke rigtigt bidrager med noget.

KuKu De Kobra bliver på GaneShaMan en noget fad oplevelse og selv om de har godt med effekter på især bas og rytmeguitar, så pakkes det væk i alt for pæn produktion.
Det undrer mig derfor ikke, at bandet har fået airtime på MyRock, hvor netop den NU-rock-agtige og alt for pæne produktion synes at være en paria, alt for mange bands lider under.

Det er en stor skuffelse når man som lytter keder sig igennem en rockplade.
Men der spilles fint og der er nok også er tænkt over udtrykket. Men for at citere en anden skaldepande, så ’kan jeg ikke rigtigt mærke det’. Og det er lidt synd.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.