Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Alpas Ave: Black Mirror (EP) ★★★★☆☆

Alpas Ave: Black Mirror (EP) ★★★★☆☆

186
0

Den eksperimenterende duo Alpas Ave både tiltrækker og støder væk på deres 6 numre lange debut-EP, der navigerer rundt i et ganske betagende lydunivers, der dog savner det sidste “punch” for at ramme helt plet.

Det er ellers tæt på, singlen “Black Mirror”, der er en form for eksperimenterende popmusik, som både emmer af mystik og noget fremmedartet og noget ret iørefaldende og “poppet”, har i hvert fald en vis gennemslagskraft. Det er ikke helt ulig et moderne popnavn som FKA Twigs, hvor RnB, pop, elektronik og noget æterisk og svævende flyder sammen i et stort, mørkt rum.

Den har noget radiopotentiale, men det er nu ikke det jeg mener med “gennemslagskraft”. Nej, selvom sangskrivningen generelt er god hos Alpas Ave, og lyduniverset ganske fascinerende, så savner jeg lige, at musikken får det sidste løft. Et peak, eller flere, en form for klimaks og forløsning, hvor de ulmende kræfter man fornemmer i det dunkle, dragende og lidt faretruende univers, slippes helt fri.

At lytte til Black Mirror giver mig en eller anden fornemmelse af, at grundelementerne er i spil i musikalsk form. Ild, vand, jord og luft. De tre sidstnævnte er godt repræsenteret og i et fint blandingsforhold, jeg savner måske lidt mere ild.

Måske er det et bevidst valg fra forsanger Marianne Ernst Dam og lydsnedker Martin Pilgaard Grishauge, at Alpas Ave ikke må slippes helt fri. Det er der bestemt også en vis effekt ved, som blandt andet gør, at man tvinges til at høre efter og af og til sidder på kanten af stolen og venter på det sidste skub. Som når Dam følelsesladet synger sig højstemt igennem den rolige, stemningsmættede og ret musikalske afklædte afslutningshymne “Echo”. “Those days are gone”, lyder det gentagende gange ud af det mørke, næsten tomme rum. Der bygges stille og roligt ovenpå med klaver, noget synth og en sagte rumlen et sted i baggrunden. Betagende er det, og virkelig smukt og gribende. Men jeg savner at falde ned af stolen.

I stedet for det sidste skub, så bøjer Alpas Ave af og vælger en mere blød landingen. Alpas Ave er en sammensætning af det filippinske ord for frigørelse, Alpas, og det danske ave, som at holde i ave/under kontrol. Det er en meget dækkende beskrivelse for musikken på denne EP.

Et nummer som den elektronisk summende og pulserende “Leaking Dedication” ville eksempelvis ikke tage skade af, at vise lidt mere tænder. Blusse endnu mere op, eller bare udvise en eller anden form for mindre tøjlet adfærd. Det er som om temperamentet er der, og potentialet til, at lade det hele gå op i røg og damp. Er det mit temperament, som savner det, eller er Alpas Ave bange for de kræfter de måske kunne sætte fri?

Der er ellers masser af følelser og emotionelle udbrud, på de ret afvekslende 6 numre man får serveret i lækker produktionsmæssig indpakning her. På en sang som “You Betray” bliver det måske lige lovlig storladent og vokalmæssig eksperimenterende til min smag. Jamen, er storladent ikke en form for vildskab og “peak”? Joooh, men det bliver kvart i islandsk grand prix lyd for mig her, hvor vulkanerne ikke ser ildspyende og mægtige ud, men i stedet for har et skær af neon og pop-step blinke blinke.

Så er det helt anderledes forførende og tillokkende, når Alpas Ave går den modsatte vej på et nummer som “Darkest Is The Dream”. Her forsvinder de næsten ind i dem selv, eller ned i et kulsort hul, hvor lyset bøjer af mod den musikalske event horizon man kan forestille sig venter forude. Her er ikke som sådan koldt og goldt, der er en form for varme. Eller skulle man sige varme i form af de store følelser, der udtrykkes. Både i vokalen, der her ganske enkelt er fortryllende og svimlende smuk, og så det meget, meget elegante og delikate lydtæppe, der smyger sig omkring stemmen i mørket. Der lurer et bæst i mørket et sted. Det lyder som en dans mellem lys og mørke, “I pray for you… I stay for us”, lyder det inden sangen forsvinder ud i intetheden.

Når Alpas Ave rammer dét niveau på Black Mirror, så er der ikke mange der røre dem, hvad tiltrækningskraft og emotionel indvirkning angår. Det er næsten som om al luft suges ud af rummet, eller at man bare sidder i åndeløs spænding og holder vejret. Men, i sidste ende savner jeg et nummer, som så går den radikalt anden vej, giver mig en ordenlig mavepuster og tvinger mig til at ånde ud og hive efter vejret.

Black Mirror… man kan nok lægge en del tolkning og mening i titlen. Sort refleksion.. sort spejlbillede… intet spejlbillede… et kig ind i en mørk sjæl… en tv-serie… et nummer af Arcade Fire… lille spejl på væggen der… Det kan måske også få en lille bismag af noget selvhøjtideligt, men det skal man nu ikke lade sig afskrække af som udgangspunkt.

Alpas Ave, skal måske bare på sigt være opmærksomme på ikke, at forsvinde helt ind i deres eget sorte spejlbillede og åbne en lille smule mere op for sluserne? Indtil da ender vi på 4 store stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.