Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Weal: Calm ★★★★★☆

Weal: Calm ★★★★★☆

346
0

Weal finder på debutpladen Calm en særdeles holdbar formel for deres støjrock: Lange, vandrette linjer, stærk baryton-vokal suppleret med kvindevokal på flere numre. Og så detaljer og overraskelser i hobetal, så man aldrig helt kan indfange pladen. Calm indskriver dermed Weal iblandt toppen af støjrocksbands i Danmark.

Måske lidt paradoksalt åbner Weal albummet Calm med et ret foruroligende instrumentalt nummer, ‘Ring Any Bells’. Det rummer støj, hints af venlige akkordgange, der dog lige når at slå i en lidt skæv retning inden de bliver for harmoniske – og bliver dermed et ret godt billede på pladen: For der er mange ting repræsenteret på Calm.

Den røde tråd er dog tydelig at få øje på – ikke mindst i at samtlige numre er meget ’vandret’ tænkt, med lange bevægelser, ofte gentagne akkordrundgange og i det hele taget en fornemmelse af noget flydende, organisk.

Jeg har tidligere kritiseret bandet for at være for lidt legende efter de lagde stilen lidt om, men netop på Calm bliver der leget lidt åbenlyst – men til gengæld brugt tid på at små variationer får deres plads. Numre som ‘Night Drive’ og ‘New York Noise’ har klare støjrock-elementer. Ja, måske endda hints til Speaker Bite Me på If Love Is Missing...-pladen?

Det er super godt, det er langt og oven på dette til tider støjende lydbillede ligger så ikke blot én vokal. For Weal har inviteret Tanja Simonsen ind på ‘Night Drive’ og ‘Elephant’ og vokalpræstationen sender associationer til Ladytron ved på én gang at lyde futuristisk maskinel – men også rumme varme og glød. Og i øvrigt supplere Peter Theist virkelig, virkelig fint.

Generelt er alt virkelig, virkelig veldisponeret på Calm. Det bliver dermed en lille overraskelse, da næst-sidste nummer, Silent King, folder sig ud og på (absolut mest) godt og ondt kunne have været et glemt The National-nummer; det er en stærk, stærk ballade med en måske lidt banal tekst:

Let me introduce you to love
All you gotta do is hold me
Let me introduce you to loss
All you gotta do is fool me
starter Theilst’s baryton og i seje træk folder nummeret sig videre ud efter en lang intro. Det er patetisk, stort og en vaskeægte powerballade – lige ind til Weal beslutter sig for at lege igen ved at afslutte nummeret og gå i uptempo i outroen, rykke lidt rundt i akkorderne og dermed overraske i stedet for at enten fade eller slutte på én eller anden form for høj opbygning. Det er frækt, frustrerende – og fungerende.

Fra de øvrige numre skiller ‘Elephant’ sig i øvrigt også ved ud over at have Simonsen med også være en country-agtig ballade, der sender tankerne i retning af da Metallica flirtede lidt med country. Men damn! Weal løfter og byder også på en let forstemt messing-stemme (trombone?). Det gør nummeret mærkbart mere sart og selv om det ikke som sådan er country, så sikrer denne detalje netop, at det ikke bliver for klichepræget.

Men nu har jeg egentlig styret uden om det faktum, at Calm er en støjrock-plade og taget nedslag på de numre, der stikker ud. For de øvrige numre er ganske fremragende i lyd, i insisteren på at tage sig tid og hellere bygge ud med små detaljer på repetitive akkordrundgange, end fræse soloer.

Og det er i høj klasse, det Weal får leveret. Flere danske bands i genren må skæve næsten misundeligt til, hvor godt Calm hænger sammen, hvordan Weal styrer timingen i musikken og hvordan vokalen netop bliver en baryton uden blær. Calm er samtidig ret lettilgængelig, har et par hitpotentialer og selv om jeg da tænker, der er nogen der vil kede sig lidt, når riffs eller akkordrundgange gentages, så vil disse personer overse, at der hele tiden er små variationer og udvikling. Og det er netop der, Weal excellerer.

Calm er den første plade, jeg anmelder i år og jeg håber selvfølgelig, men kan også frygte at andre ikke kan leve op til samme kvalitetsniveau. Eneste anke ved pladen er at tekstuniverset nok ikke er der, man skal finde de store oplevelser, men som nævnt så er der stærk vokal på de leverede tekster – og ret beset er meget af pladen også mere stemninger uden sang.

Åbningsnummeret, ‘Ring Any Bells’, rummer både (nedtonede) støjflader, antydninger af melodiske hooks og en til tider foruroligende stemning. Det indrammer ganske fint Calm, som er en stærk, stemningsfyldt plade, jeg kun på det varmeste kan anbefale!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.