The Grenadines: Fools ★★★☆☆☆

0
967
views

Det 4 mand store danske folk-pop-rockede band, The Grenadines, leverer overbevisende håndværk på deres selvbetitlede debut, men desværre er der langt mellem de mindeværdige øjeblikke.

The Grenadines startede tilbage i 2012 ud som et sangskriver projekt, hvor de 4 medlemmer, der på det tidspunkt ikke kendte hinanden, drog på en inspirations- og sangskrivningstur til Sverige. Dette udviklede sig hurtigt til mere end inspiration, og nu, lidt over 2 år senere, er de klar med debuten.

Bandets sammensætning er lidt atypisk, da de 4 medlemmer som udgangspunkt er vokalister og guitarister, som dog også mestrer andre instrumenter. Og der veksles på albummet mellem leadvokal og backingbesætning, og om det er dette, der har bidraget til, at variationen på albummet er så stor, tør jeg ikke spå om.

Selv skriver bandet at de sender en hilsen til kunstnere som Fleetwood Mac, The Band, Crosby, Stills & Nash og Neil Young, og ja, bandet spiller jo folk-pop-rock, så det er nok ikke skudt helt ved siden af, selvom jeg på en enkelt af sangene blev sendt lige i favnen på Jamie Walters, I ved, ham der fra Beverly, og udover ham, er der såmænd også blandt andre Radiohead og The Beach Boys, The Lumineers, samt en selans masse andre nu-folk kunstnere, i bandets lyd.

Albummet indeholder 12 sange, hvor af 3 stikker ud som mindeværdige og til dels originale, mens de resterende sange er helt fine nu-folkede skæringer, men det kniber med originaliteten, og i en verden hvor der er gået mode i at “genopfinde” folk-rocken, skal der altså mere end gode musikere til at skille sig ud.

Albumåbneren, og singleforløberen “Fools” er et af albummets bedste sange, og har skam også hitpotentiale. Det besidder en god melodi, et stærkt omkvæd, et “åh-åh-åh” kor der limer sig fast på hjernen, og bandet formår at skabe et univers, som suger lytteren ind. Sangen har det skvis af originalitet der skal til, for ikke at forsvinde i mængden af andre nu-folk bands, og er helt overordnet en rigtig fin folk-popper, der nok mere minder om The Lumineers end andre af de førnævnte kunstnere.

“Woods” skiller sig ligeledes ud, og er et lysende eksempel på at man ikke behøver at gøre tingene mere kompliceret end nødvendigt. Vokalharmonierne og koret er lige i øjet, og lad os bare sige, at The Beach Boys ikke har været til forgæves, og at gentagelsens kunst sagtens kan bruges til at kreere en god sang, hvis det doseres korrekt.

På sange som “For Evelyn”, “Civilization” og “When I’m Old” bliver det for meget af det gode, og ikke mindst, alt for sukkersødt for mig, det er simpelthen for pænt, og uden nerve.

Og så var der noget med ham der Jamie Walters. Og ja, man skulle næsten tro at han havde fået en gæste-tjans på albummet, for “Never On Your Own” lyder umiskendeligt, som noget den gode Mr. Walters kunne have tryllet frem, da han begik “Hold On”. Det er som sådan et meget fint nummer, altså “Never On Your Own”, som ikke gør nogen fortræd, men alt jeg kan se for mig når musikken spiller, er Jamie og hans guitar. Kan ikke helt beslutte mig for om det er godt eller skidt.

“Setting Sun” er til gengæld et nummer, hvor bandet finder lidt originalitet frem. Det er albummets mindst folkede sang, og skiller sig meget ud i sin opbygning, den starter stille og slutter støjende. Man kan mere end ane Radiohead, ja vi kommer lidt rundt, og det klæder bandet at slippe tøjlerne, og give lidt gas. Eneste negative ting er, at sangen skiller sig meget ud i dette folkede univers.

Og det er i min optik også det grundlæggende problem på albummet, det er som om at bandet ikke helt ved hvilket ben de vil stå på, og har, som jeg ser det, ikke fundet deres egen lyd endnu, der famles lidt i blinde. Ja, det er det folkede der har overtaget, men som helhed fremstår albummet lidt usammenhængende, og den famøse røde tråd er svær at få øje på. Der er helt sikkert gode øjeblikke at finde, der er dog for langt imellem dem, ligesom der er et par sange eller 3, bandet sagtens kunne have udeladt, og til tider går der lidt for meget gentagelse i den, især tekstmæssigt. Produktionen er der ikke en finger at sætte på, den er meget pæn, faktisk for pæn, og er overbevist om at en mere skrabet og autentisk produktion ville gavne bandet.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here