The Foreign Resort: New Frontiers ***** (5/6)

0
6320
views

Danske The Foreign Resort befinder sig stadig i et 80’er inspireret britisk lydunivers, men har alligevel flyttet sig en del siden sidst vi hørte fra dem. Scattered & Buried (fra 2012) kredsede om shoegazer støj-rock, klange New Frontiers stadig rummer ekkoer af, men bandets interessessfære er udvidet, og udmønter sig i et både rigt og afbalanceret album.

Netop følelsen af at sidde og lytte til et gennemtænkt, homogent og sammenhængende album, er en af New Frontiers store forcer. The Foreign Resort har været på plyndringstogt i det britiske, nærmere betegnet tilbage i 80’erne, hvor de har indsamlet ideer, toner og stemninger fra bands som The Cure, New Order, Depeche Mode og ifølge dem selv en masse ukendte navne. Det kunne hurtigt blive en stiløvelse eller et uoriginalt genreopkog, men på en eller anden måde lykkes det bandet at smelte inspirationskilderne sammen til noget der både lyder velkendt, men samtidig rummer en selvstændig klang.

Albummet flyder utroligt ubesværet afsted over samtlige 10 numre, jeg var egentlig lidt betænkelig ved om bandet mon kunne holde min interesse fanget over et helt album. Én ting, men bestemt ikke en nem ting, er at holde den kørende over en EP, som de gjorde på Scattered & Buried, noget andet er at have sangene og evnerne til at holde den kørende over et helt album. The Foreign Resort har både sangene og evnerne, og har været dygtige til at optimere deres udtryk fra EP’en, så det er varieret nok til at klare albumformatet.

New Frontiers kigger fremad ved at skue tilbage, ved at smelte enkeltdele fra mange forskellige, og mere eller mindre tydelige, genrer sammen. Uden at miste fokus kommer bandet omkring tempofyldt post-punk på “Dave”, lydmurs-støjrock på den heftige “Dark White”, længselsfulde drømmende The Cure klingende toner på førstesinglen “Alone”, mere danserytme inficerede numre som “Dead End Roads” og meget andet. Uden at det bliver rodet og med en eller anden gennemgående grundstemning, som giver en fornem rød tråd igennem materialet. Det er både køligt, industrielt, rummer en art “hjemsøgt” stemning, men også en varme og noget organisk så det hele ikke omkommer i kolde britiske 80’er referencer. En del af æren skal måske tildeles producer John Fryer, som bandet har stolet på angående beslutninger om pladens lyd (jvf. vores interview med bandet som kan læses her). Men uden gode sange, så hjælper god lyd ikke det store.

Dem er der heldigvis mange af på New Frontiers, faktisk er der ikke rigtig nogle svage stunder blandt de 10 numre, men nogle er naturligvis større favoritter end andre. Albummet åbner med med den forrygende New Order’ske “Dead End Roads”, hvor dunkle danserytmer pisker nummeret uimodståeligt fremad. Både rytme og melodi er næsten umulig at sidde stille til, ikke på en en febrilsk ecstacy spjættende måde, mere en kværnende og pulserende rytme der får hele kroppen til at dirre. Dirrende er også “Breaking Apart”, der med rastløs energi besynger det evige emne “kærligheden”. Bandet har selv forklaret at et gennemgående tema for New Frontiers, uden at det er en konceptplade, er “søgen efter idealtilstanden”. Det afsøges via forskellig emner, hvor fællesnævneren er, at det altid ender i fiasko (ifølge bandet). Det er der grundlæggende måske ikke så meget nyt i, men The Foreign Resort’s udflugt fremstår alligevel ikke fortærsket.

Det kan også lyde længselsfuldt som på den mere afdæmpede “Dead Leaves”, der indledes med ordene “this could be the final party // the finest of them all..”, sunget med stor troværdighed og vægt bag ordene af Mikkel B. Jakobsen. Der forresten leverer en blændende indsats albummet igennem, med sin melankolske “britiske” klang i vokalen, vel at mærke en der ikke virker påtaget, men meget naturlig. Vokalen er pladen igennem med til at give den gennemgående tone af længsel, higen og jagt efter “noget”, den giver både en stemning af håb og nederlag. Bakket kompetent op af musikken, hvor guitaren sørger for det håbefuldt drømmende og bas og trommer sørger for den mere ildevarslende atmosfære. Det bliver aldrig opgivende eller for sortsynet, dertil kigger der sporadisk for meget klart lys igennem i sangene, måske bedst illustreret ved den betagende “Quiet Again”. Den skaber for mig billedet af en grå og regntung morgenhimmel, men et eller andet sted aner man solens omrids bag skyerne og klare stråler er lige ved at bryde igennem den formørkede himmel.

At The Foreign Resort også kan fremmane disse stemninger med mere bastante midler, er måske ikke så overraskende, men det gør det ikke mindre virkningsfuldt, som på den dystert ulmende “Flushed”. Det er bandet i deres mest Depeche Mode klingende hjørne, men de atmosfæriske guitarflader og den fine balance mellem lys og mørke sættes ikke over styr, trods det mere rumlende udtryk. En mørk perle, med spor af optimisme et sted i den dunkle skygge.

Selvom jeg var ret begejstret for Scattered & Buried, så er der ingen tvivl om at The Foreign Resort har udviklet sig betydeligt, og er vokset, som band, siden den udgivelse. Sangskrivningen er stærk hele vejen igennem New Frontiers, og den hårfine grænse mellem at være inspireret af fortiden til at skabe sit eget fundament og lyde som en kopi opretholdes på fornem vis over 10 numre.

Har man en svaghed for 80’ernes “britiske klang”, hvor sortsyn og følelsen af nederlag og fiasko aldrig helt får udryddet lysten til at håbe og søge videre, så er The Foreign Resort et nutidigt opholdssted du bør tjekke ind på. Vi ryger op på 5 stjerner for en dragende oplevelse, som ikke rigtig vil slippe sit tag i mig.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Besøg The Foreign Resort på Facebook

Interview og albumstream finder du HER

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here