SVIN: Missionær ★★★★☆☆

0
469
views

SVIN forsætter deres fascinerende færd mod fjerne og fremmedartede musikalske kyster på deres nye album Missionær, hvor de tilsyneladende forsøger at udbrede deres eksperimenterende instrumentale jazz toner under ukendte himmelstrøg. Eventyrlystent er det på alle måder, men mod slut er man lidt i tvivl om hvor man egentlig er landet.

Forvirret? Det bliver ikke bedre herfra, for Missionær vækker, ligesom den selvbetitlede forgænger, mange forskellige, ofte modstridende, følelser i mig. Jeg er ikke på hjemmebane her, jeg har ikke en baggrund eller en musikalsk interesses-sfære der normalt rummer instrumentalmusik, og da slet ikke når det bliver frit jazzende og mystisk som her. Det er fremmed territorium for mig, noget jeg ikke helt forstår eller værdsætter som det måske “skal”, men alligevel kan SVIN et eller andet som er meget, meget spændende.

Jeg gav 5 stjerner til deres forrige album, der var lige dele forvirrende og overvældende for mig. Missionær er mere af det samme og alligevel noget helt andet og nyt. Albummet virker mere dvælende, til tider flyder det næsten helt væk eller ruten sløres af en sær tåge, men på en måde er det også mindre utilnærmeligt og overrumplende end forgængeren. Fordelen er, at det giver en større mulighed og rum til at fortolke og tage ind, når al koncentration ikke bruges på bare at forsøge at hænge på. Ulempen er at det hele virker knap så overvældende og overraskende.

Albummets ramme, og det her er en fortolkning JEG lægger ned over det, virker som den indledningsvis nævnte rejse mod ukendte kyster. Og det mener jeg helt konkret, i det jeg ser en lidt utydelig og flimrende film for mig af en rejse ombord på et gammelt skib, der nærmer sig uudforskede lande og til sidst lægger til land. Albummet er indspillet over 10 dage på Island, man aner den storslåede natur i SVINs tiltider soundscape klingende toner, men min indre film bringer mig alligevel mod varmere himmelstrøg. I hvert fald indledningsvis.

Men vi starter til søs på den ildevarslende “Dødskontainer”, bare titlen lyder urovækkende. Lydbilledet er tåget og musikken distanceret, som et skib der glider gennem tæt havgus og kun er synlig som en silhuet, måske med et utydeligt lys i masten. Dødskontainer… rummer skibet død for dem ombord, eller for dem der kommer til at møde mandskabet? Skuden hedder noget så jovialt og uskyldigt klingende som “Ellen”, det tyder nummeret “Færgen Ellen” i hvert fald på. Færgens horn trutter gennem tågen, musikken bliver mere klar og tydelig, rytme og melodi nærmest let og legende, ikke mindst de simple og smittende trommerytmer. Samtidig fremstår musikken kraftfuld og udsender i det hele taget lidt modstridende signaler.

Er der ligefrem humor i SVINs besynderlige univers? “Færgen Ellen” er for mig en lidt morsom titel, som både passer til musikken og alligevel ikke? Bandets legesyge rytmer i dette nummer føles også som noget mere musikteknisk anlagte folk ville sætte pris på, som sådan et “høhø, se lige hvad de gør nu, meget morsomt” indslag, mens jeg selv lidt sidder og griner små-nervøst med. For ikke at være udenfor, hvis det nu ER morsomt!

På “V” anes destinationen ude i horisonten, hvor solen er ved at gå ned. Der lægger sig en rolig aftenstemning over albummet, havet er blikstille og skvulper kun let, musikalsk er det her antydningens kunst der benyttes, en stemning der stille og roligt flyder med over i den efterfølgende “Japser” (endnu en skæg titel). På dette næsten 6 minutter lange nummer er natten faldet på, det er svært at skimte noget konkret i mørket, men der ulmer et eller andet derude. Det er blevet koldt, der er rimfrost på dækket, hvad pokker er det der gemmer sig ude i mørket?

Det er måske kirkeorgelsafrikaneren fra nummeret “Kirkeorgelsafrikaner”?! En kandidat til årets bedste sangtitel og albummets højdepunkt, og udstyrstykke med en spilletid der sniger sig over de 10 minutter. Ikke nok med at titlen er billedskabende, den matcher sådan set også de toner jeg hører. Det lyder som afro-beat spillet på et kirkeorgel, kørt gennem en spillemaskine fra 80’erne, som er med til at give det hele en blip-bloppet lyd og tilsvarende energi. Det er dybt mærkværdigt og meget, meget medrivende.

Så vidt så godt, men herefter er det som om jeg bliver hægtet af og ikke helt forstår hvor missionæren skal hen og hvad der egentlig prædikes? “Stella” er en 7 ½ minut lang album-lukker, der endnu engang suger tempoet ud af rejsen, det knitrer lidt og man hører lyde et sted i baggrunden. Udover at intensiteten stiger mod slut, så er det endnu et roligt og langsomt opbyggende nummer, der kræver lidt tålmodighed. Men hvor er vi henne? Klangen giver mig mere billeder af frosne og lyse islandskaber, end de varmere himmelstrøg vi var under sammen med kirkeorgelsafrikaneren (jeg kan godt lide at sige det ord).

Måske er jeg faret vild eller misforstår pointen her, men jeg føler mig en kende fortabt og efterladt på dette sidste nummer. Det gør også, at den ellers fascinerende tur SVIN sender mig på virker en kende antiklimatisk, eller mangler en form for afklaring og punktum? Det er måske en del af pointen og fornemmelsen af at det her er musik, hvor du selv må finde vej og skabe din egen fortælling. Eller en understregning af, at musik ikke behøver følge nogle fastlagte mønstre og regler, hvilket jo kan være en pointe helt i sig selv – og sikkert en SVIN kunne finde på at lave.

Så, pointen er at der ikke er nogen pointe? Eller overtænker jeg nu missionen for Missionær? Kommer der en forsættelse, en to’er, så jeg kan få de svar jeg egentlig ikke behøver?

Ønsker du klare svar, så er SVIN nok ikke noget for dig, hvor meget det er noget for mig er jeg stadig i tvivl om, men uinteressant er det sidste dette bands musikalske udflugter er. Denne gang blæser de dog i sidste ende mig ikke helt bagover i samme grad som sidst, så vi ender på 4 store stjerner – til noget der egentlig ikke burde bedømmes på nogen fastlagt skala.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg SVIN på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here