Sunken: Departure ★★★★☆☆

0
551
views

Klar til et dyk ned i en dyb black metal forkastning på havets bund? Det er danske Sunken i hvert fald, selvom der faktisk godt kunne blive endnu mørkere dernede.

Sunkens 5 numre lange nedstigning mod bunden af det sort metalliske og iskolde hav, føles og lyder på mange måder som netop det. En langsom tur ned mod mørket, hvor lyset stille og roligt forsvinder som pladen skrider frem og trykket tilsvarende stiger og stiger.

Anskuer man albummet på den led, er øvelsen ganske vellykket, men idéen endnu bedre. Hvis det da er det, der er tanken og ikke bare er eller andet fikst jeg tænker ind i det hele.

Om det er hensigten, at det er den oplevelse, eller en tilsvarende, man skal få, er sådan set underordnet for det, der er nogle af mine få anker ved udgivelsen. Og det der i sidste ende gør, at karakteren ender på 4 af de flotte og ikke en fancy 5’er.

1) Jeg synes opbygningen til forløsningen er lige lidt for lang 2) Samtidig synes jeg det ventede pay off falder lidt for tidligt? Hvad? Forklaring følger! 3) Og så er Sunkens stil, om end betagende, lidt hørt før.

Lad os starte med det sidste, der er lange, atmosfærisk brusende og stormfulde passager i den 13 1/3 minutter lange “Sunken”, hvor jeg synes bandet lidt lyder som en endnu mere arrig udgave af et band som møl. En gruppe der selv stedvis slægter deafheaven på, det er bare koldere end hos begge de to bands, det her. Blandet med klassisk black vanvid, som man også kender det fra eksempelvis Solbrud.

Det er der ret beset intet galt i, det lyder tæskefedt, men jeg undgår ikke associationer i disse retninger. Så det falder lidt i kategorien rigtig godt udført, men hørt før. I samme ombæring vil jeg dog lige rose bandet for, at de uden problemer fylder spilletiden i et mastodont nummer som dette glimrende ud. Jeg keder mig, trods mit eget tankegods, på intet tidspunkt.

Slår vi punkt 1 og 2 lidt sammen, og prøver at udrede min umiddelbare selvmodsigelse, så er “Sunken” tredje nummer på pladen efter den 3 minutter “korte” stemningssættende intro, “A Solemn Initiation” og knap 10 minutter lange “Void”. Med “Sunken” er vi så allerede 26 minutter inde i pladen, uden at have stødt på bunden endnu.

På en måde fungerer den lange tur ned, når det for alvor bliver trykkende og omklamrende i den over 11 minutter lange “Departure”. Men når man hører den kraft og voldsomhed der slippes fri der, så er det alligevel som om, at man savner, at det var indtruffet lidt tidligere. Og så er det samtidig som om, at den afsluttende, næsten et kvarter lange “In The Cold Embrace of the Waves” ikke helt kan matche den intense undergangsstemning i mægtige “Departure”.

Det kan sagtens være min personlige smag, eller min oplevelse af musikken, der spiller ind her. Og det er virkelig småting, men nogen jeg i dette tilfælde kommer til at hænge mig lidt i.

På den anden side, ja, ambivalensen dukker op igen, så kan jeg sagtens se idéen i, at “Departure” er pladens klimaks, der hvor det hele kollapser. Og “In The Cold Embrace of the Waves” dermed bliver en slags, lang, outtro, sidste rejse eller der hvor “vi” er kommet over på “den anden side”. Jeg ved bare ikke helt om jeg havde brug for den ekstra dimension, og dermed også et kvarters længere spilletid?

Måske bliver turen med Sunken helt ned i dybet bare en lidt for stor mundfuld i sidste ende? Også selvom turen, trods længden, er både flot og vellydende hele vejen igennem.

Departure viser et band med styr på deres lyd og virkemidler, og som har nogle evner der næsten matcher de store armbevægelser og ambitioner. Men det bliver som samlet oplevelse en “lige ved og næsten” en af slagsen, for mig.

Men 4 store stjerner betyder jo også “rigtig godt”, så det er helt bestemt et lyt værd!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Sunken på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here