Death Machine: Cocoon ★★★★☆☆

0
1154
views

Death Machine…det kunne lyde som noget grum metal, men det er faktisk “støvet sci-fi folk”, med fine vokalharmonier og melodier, men også et indbygget mørke i tekstuniverset. 

Death Machine fremmaler overvejende tyste musikalske landskaber, defineret som støvet sci-fi folk i pressematerialet.I pressematerialet står der også at lyden opstod i en mørk uge i Jesper Mogensens liv, hvor han både blev forladt af kæresten og hans band gik i opløsning. Det er da heller ikke letbenet, poppet optimisme vi er ude i her, selv om Mogensen og co. faktisk også har et godt øre for de gode melodier.

Det kan man høre både på åbneren ‘Bring It Back’, der trækker tråde mod Radiohead i deres mere dæmpede passager, og på ‘Cocoon’, hvor der er noget Jacob Bellens over det; Mogensen har ikke helt Bellens både varme og skæve vokal, men det gør det nu ikke til et mindre godt nummer. Blandt andet bruges der fint lurende andenstemmer.

Det er et rigtig stærkt udlæg, hvor “uuuh-uuuh-oooooooh”-koret kan få det til at risle lidt ned ad ryggen på én, mens bassen dæmpet truer i baggrunden.

På trods af titlen er ‘Bleak’ lidt lettere og luftigere i tonen, og her bliver der også leget med vokalerne, der ind i mellem kommer op i de højere tonelag. Der bliver også leget med percussion, og der er i det hele taget mange detaljer, at bide mærke i.

Der er ikke så meget disko eller for den sags skyld blues over ‘Disco Blues’, trods titlen, hvor bassen fyldigt bumler afsted, mens de akustiske guitarer snørkler sig omkring den, mens ‘Loans’ efter en dæmpet indledning rejser sig mod himlen med hjemsøgende vokalharmonier. Endnu bedre bliver det på ‘The Underground’, der starter i en folk’et tone, men hvor trommerne sætter ind, og subtilt bygger på og twister stemningen. Synths og et mere poppet omkvæd drejer nummeret endnu nogle grader. Det er noget af det, Death Machine lykkes med, og et nummer, hvor betegnelsen støvet sci-fi folk giver mening.

‘With You’ rammer ikke helt samme høje niveau, her er det som om, der næsten kommer for mange elementer i spil i lyden og synths’ene bliver lidt forstyrrende. Men der er endnu engang en herligt livlig basgang at hænge sin hat på, og fint vokalarbejde.

Det er som om tangenter kommer til at fylde mere på anden halvdel af albummet, blandt andet også på den relativt nedtonede ‘Under the Pillow’, men her er jeg måske også ved at nå et sted på albummet, hvor lydbilledet, trods de fine detaljer, kommer til at virke en smule ensformigt når man lytter ud i én køre. Heldigvis fanger Death Machine med relativt enkle midler på ‘Bitter Dreams’ igen opmærksomheden, ved at trække tempoet ned, lade bassen fylde godt, og lade vokalarbejdet bære det meste.

Vokalerne får også lov at fylde godt ud på ‘Heading Home’, og selv om guitarspillet lyder som noget, man har hørt før på albummet, er det nok til at man fortsat er fanget ind som lytter. Faren for Death Machine er dog konstant at fastholde dynamikken og variationen i kompositionerne, for der er ind i mellem tilløb til ensformighed i udtrykket. ‘Heading Home’ er i øvrigt et nummer, som også snildt kunne trænge sig på i radioen.

Albummet rundes af med ‘When You Sleep’, hvor tangenter og akustisk guitar er afsættet vokalarbejdet bygger ovenpå, og her er en næsten Beatles’k melodiøsitet, blandt andet i vokalharmonierne. Et fint punktum, for et album, der for det meste lykkes rigtig godt og indeholder mange stærke øjeblikke. Men jeg savner måske alligevel den sidste dynamik og variation før jeg kommer helt op at ringe. Det er dog alt rigeligt til 4 store stjerner til Cocoon.

Du kan finde Death Machine på Facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.