SPEkTR: Excelsior ★★★☆☆☆

0
216
views

Hvad sker der, når en række talentfulde musikere går sammen for at lege med at spille instrumental-rock? SPEkTR kommer på Excelsior med et bud, men svaret bliver primært at leg nogen gange ikke giver så meget mening for lytteren.

Når dygtige rockmusikere går sammen for at lege, kan der ske fantastiske ting; produktioner kan stikke af, der kan være en frihed fra deres måske mere etablerede bands’ stile og dogmer.

Manoj Ramdas’ (Sort Sol, blandt andet) SPEkTR er bestemt legende og placerer sig uden for etablerede genrer. Og med hjælp fra Lasse Herbst (Fallulah, Ghost Society, Choir Of Young Believers) og Ida Rud (A Kid Hereafter) samt Henrik Madsen (Emma Acs, She Talks) er det langt fra ubeskrevne blade, der medvirker.

Selv kalder Ramdas genren for Soundtrack’n’roll og selv om det kan høres hvorfor det er dén betegnelse, han er kommet op med, så bør det understreges at soundtracket nok kunne være et arcade-videospil – eller en 70’er-filmkollage. Måske noget meget bizart porno?

Ja, det er rock og er ret prog’et i udtrykket med synths og tydelig guitar. Men det er også som om, at grunden til at der ikke er vokal på pladen er, at man ikke kunne finde den rette mand, kvinde – eller tekst. For flere numre havner i noget vers-omkvæds-agtigt og kommer dermed til at ’mangle’ lidt sang.

Det gør sig ikke gældende for alle numre, og for dem hvor det ikke gør, er der noget soundtrack-dramatik over det, som sender tankerne hen på noget 70’er spacefilm-agtigt. Pænt, stemningsfuldt – men også noget nær umuligt at finde en lejlighed til at sætte på.
Det kunne såmænd have fungeret til (den rette) stum-scifi-film, men det er i sig selv lidt søgt.

Titler som ‘Coma’, ‘The Strokes to End All Strokes’ og ‘Where The Wild Went’ rummer måske eventyr, men ingen forklaring på, hvad man skal med denne plade. Ud over at lytte – og til dette formål er det ikke det bedste bud.  Især fordi der synes at ske utrolig meget – men samtidig være en stilstand i numrene.

Her og der høres der noget næsten surfpunk-agtigt (‘Where the Wild Went’, ‘Horizontal Free Fall’), mens andre numre har mere balladeagtigt præg som ‘Candy Rain’.

Der er leget igennem med synths og sære lyde, og afslutningsnummeret, ‘The Light That Is Not Light’, har endda en gnæggende latter inde over.

Inden jeg startede på denne anmeldelse, så jeg et afsnit af Twin Peaks – The Return, og jeg må sige at dette absurd-teater synes at give mere mening end SPEkTR. Selv om det ikke skulle have undret mig, om den gode Lynch kunne have inviteret SPEkTR til et afslutningsnummer på Roadhouse i ét af afsnittene.

For det er spacy, og man skal lede længe efter meningen – noget, Lynch jo ynder at udfordre sit publikum med. Er SPEkTR så lige så interessant og godt som den drilske Lynch. Desværre langt fra! Nej, det virker bestemt til at de dygtige musikere har leget og hygget sig med at indspille den sære plade.

Men som så meget anden leg, så er det nok sjovere for dem, der er med, end dem der kigger (eller her: lytter) på. Prog-lyd og surfpunkt-noter er såmænd godt nok. Men som plade er Excelsior simpelthen bare ikke særligt god – heller ikke efter en del gennemlytninger på forskellige anlæg.

Så fint at Ramdas og venner hygger med deres lille projekt og har styr på lyd og teknik. Det står dog ikke helt klart, hvad vi andre skal bruge det til.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here