RF17: Reportage & korte anmeldelser fra søndag d.25/6

0
553
views

Vinden blæste køligt henover pladsen, og man sad og skuttede sig lidt, og trak hætten op over ørerne som aftenen skred frem. Men det var nu alligevel rart at være tilbage – på Rising, og på Roskilde Festival i det hele taget. Her får du en lille reportage om vores oplevelser søndag.

Fra forskellige retninger landede vi omkring Roskilde banegård omkring søndag middag, og takket være Herlev-delen af redaktionens lift, blev vi også transporteret til check-in området – tak for det!

Ud over at vagten ved døren sendte os i alle andre skranker (med tilhørende korte køer) end den rigtige – og det kunne vi selv se os ud af – forløb check-in uden det store besvær, og vi kunne trave mod restricted camping området, der, i modsætning til tidligere år, rent faktisk var befolket med vagter, som interesserede sig for om man havde det rette armbånd eller ej. Hvilket også betød at vi, af uransagelige årsager, ikke måtte ligge på den sædvanlige plæne, men skulle lige 100 meter længere væk. Til et sted, hvor der var mindst 100 meter til nærmeste toiletvogn. Og der kun var en toiletvogn i det hele taget, til to fodboldbaner telte. Det kan vi godt se hvor bærer henad… (og det bliver ikke kønt, red)

Teltene blev banket op, vi fik åbnet en øl, og sundet os lidt, og så gik turen mod Rising. Vi missede med nød og næppe Natjager, men til gengæld nåede vi et interview med Baest – det kan du læse andetsteds på siden i dag.

Rising, før det blev køligt…

Noter fra Rising

Vi nåede også det meste af Barselona, der lød lidt henad Bisse i hans mere tale-rappende humør. Ikke lige vores skefuld, så vi holdt os på sikker afstand af scenen. Der var i øvrigt et pænt og entusiastisk fremmøde, så i den forstand virkede det som en fin booking.

Og så sad vi der, og stenede i vinden, mens vi delte årets første papvin og snakkede om løst og fast. Blandt andet en langhåret svensker, der var iklædt en sweater a la The Dude i The Big Lebowski. Hvilket fik citaterne til at flyde i en lind strøm. Ja, vi var sgu lidt på repeat. I hvert fald indtil en smilende festivalgænger målrettet styrede direkte hen til Ken, og forulempede ham med med skridtkrammer. “Oh sorry, I didn’t see you”, sagde mr. Funny guy mens han bevægede sig videre over pladsen med et lumsk smil, sikkert ude på at forulempe flere fredelige siddende folk (Ken: jeg har det, efter omstændighederne godt… det var også lidt rart, på sådan en lidt ulækker måde).

Værket ★★★★☆☆

Så var det godt, at Værket kom og vækkede os med deres progressive 70’er inspirerede rock med tværfløjte og trompet. Ja, og orgel, bas, guitar og trommer…og på et tidspunkt undervejs, også et glimt (og et trut) i en saxofon. Ingen tvivl om at bandet spillede glimrende, især synes jeg trommespillet flød fedt, men til på den anden side, ved jeg ikke helt, om jeg er solgt på den lidt affekterede vokal og fløjte, trompet og orgel-delen. Og det er jo en væsentlig del af konceptet for Værket.

Samtidig blev vokalen måske også oversolgt af konferencieren indledningsvist, for den nåede ikke helt de lovede himmelske højder. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og Værket var uden tvivl en oplevelse. Kompetent sammenspillede, og fede skift, men ind i mellem var det også svært at følge hvor vi var på vej hen. Men det kan selvfølgelig også sagtens være en del af pointen. Energien kunne der heller ikke stilles spørgsmål ved, og bandets dygtighed musikalsk var hele tiden en fornøjelse at følge.

Anderledes var det i hvert fald…og særpræget. Ind i mellem rigtig godt, men mest sært.

Værket

Sibiir ★★★☆☆☆

Norske Sibiir var næste levende billede på scenen, og her var der dømt anderledes ruskende toner. Sibiir spiller en form for black/post-hardcore, og de blev ramt af ret svære omstændigheder. Dels var der et magert fremmøde, og dels, og værst, var det skæve lydbillede i starten, hvor vokal og guitar blev totalt overdøvet af trommerne. Indtil der bliver skruet op for vokalen, så den overdøvede resten. Efterhånden kom der, langsomt, bedre styr på det, men det var stadig meget ujævnt.

Det var også som om, der ikke var særlig meget bund i lyden. Energien, især fra forsangeren, var dog eksemplarisk, men det forplantede sig ikke for alvor ud over scenekanten.

“I wanna see some heads banging!” råbte forsangeren inden fjerde nummer, som kørte i lidt lavere grumt post-hardcore tempo, og måske ville lyde fedt, hvis lyden var lidt bedre. Her kunne man kun gisne.

Det blev lidt bedre mod slutningen, men aldrig helt godt. Man kunne ane at Sibiir har nogle gode riffs og grooves, og egentlig for så vidt også gjorde hvad de kunne for at levere dem med punch, men effekten udeblev lidt.

Bandet prøvede både med tungere og hurtigere sange, og det snerpede ind i mellem hen ad noget rigtig godt. Men lyden gjorde at det aldrig blev mere end omkring hundrede mennesker lige foran scenen, der havde en metalfest. Og de responderede måske mest af alt på energien.

Sibiir

Så var det tid til at prøve årets første forplejning. Vi kiggede os omkring ved Rising, og kunne konstatere, at der er blevet færre madboder – eller er det os der husker forkert? Det fristede i hvert fald ikke, hvad der var indenfor synsvidde, så vi bevægede os over broen til centeret omkring Apollo, hvor vi mindedes at have fået en hæderlig frikadelleburger sidste år. Det var i Frikadiller boden, lamt navn i øvrigt. Her var der okay hurtig ekspedition og ikke så meget kø, og vi fik udleveret to gange burger med to frikadeller i hver, den ene med chili. Det påstod de i hvert fald, men det smagte ikke af meget. På skiltet ved boden lover de mad med “smag” og at man bliver “stuffed” for 65 kr. Nej, ingen af delene var rigtigt i vores tilfælde. Den ene burgerbolle var tør som en beskøjt, og der var altså ikke rigtig bid i indholdet heller. ★★☆☆☆☆

Hater ★★★★☆☆

Vi tog lige en runde, nu vi var der, og Ken fik indkøbt et par solbriller til rimelige 40 kr, nu vi alligevel var på shopping, og så drejede vi om det hjørne, og så… Dixie Burger. Dixie er flyttet ud til Apollo, og var så tæt på, og så havde vi brugt vores skillinger på Frikadiller-juks? NO, GOD, NO! Forfærdeligt. Slukørede travede vi tilbage over broen…

Her satte vi os til rette for at lytte til svenske Hater, som slet ikke er så grumme som navnet antyder. Svenskerne blev faktisk indledningsvist nærmest overdøvet af noget høj hiphop helt nede på skate, men de fik nu efterhånden fat, efterhånden som lyden fandt sit leje, med deres melodiske, melankolske indie-pop/rock. Oppe foran scenen var der lidt snakkeklub i den, og det var da egentlig lidt ærgerligt, for der var flere fine, sommer-perlende melodier i svenskerne. Måske en eftermiddagstjans havde tjent dem bedre?

Igen var der lidt lydproblemer indledningsvist, men det rettede sig hurtigt. Hittet (den Ken havde hørt før) (den er god da, men hvad hedder den mon?!, Ken), blev leveret med fin fornemmelse for intensitetsskift, og selv om en del af publikum stadig holdt snakkeklub var det overvejende fornøjeligt hørt fra de bagerste rækker.

Altså ud over at det begyndte at blive lidt udynamisk og ensformigt med tiden – men det opdagede Hater måske også, for så fik vi et par mere uptempo-numre, med mere knald på foretagendet. Slet ikke tosset. Der blev dog sluttet tilbage i bandets oprindelige rille, og afslutningen virkede ikke helt så skarp som resten af sættet, men alt i alt en fin koncert af svenskerne.

Venlige Hater

Så sad vi der igen, med hætterne trukket op om ørerne, fordi kulden ligesom kom snigende med vinden. Mens vi ventede på islandsk black prøvede vi en white russian fra Rising baren, som sådan set smagte fint, men var tømt i et par slurke. 65 kr stykket, værsgo. Til den pris, skulle de have været større. Ikke så underligt at der ikke ligefrem er run på Rising baren.

Auðn ★★★★☆☆

Kl. 21.30 gled metalskyerne igen ind over Rising-scenen med islandske Auðn. Den islandske kvintet gjorde en fin figur med deres atmosfæriske black metal, hvor genrens forskrifter blev fulgt, med hidsige tommeslag og infernalske tempoeksplosioner, men heldigvis også med voluminøse og veleksekverede riffs og atmosfæriske opbygninger. Det var også i de to sidstnævnte discipliner bandet var stærkest.

I front var forsanger Hjalti Sveinsson velklædt i sort blazer, og han leverede sine skrig med indlevelse omgivet af sine ligeledes sortklædte bandkammerater. Islændingene havde godt styr på deres virkemidler, og når de rullede den atmosfæriske torden ud, så rykkede det ganske fortrinligt.

Heller ikke her var der ligefrem fyldt foran Rising, men der dumpede da ind i mellem nysgerrige folk forbi, hvor af nogle blev hængende. Det gjorde vi ikke efter Auðn havde sluttet af.

Audn

Der var vi nemlig blevet sultne igen, og egentlig også lidt afkølede, så vi besluttede os for at bevæge os tilbage mod teltene, med et pit stop undervejs. Efter at være blevet forarget over pristavlerne hos Pølsekompagniet, valgte vi i stedet Halifax burger, som vist er en newcomer? Vi prøvede de to varianter burger, og hallelujah, endelig var der smag for pengene. Burgerne var også betalt med 65 kr stykket, for en størrelse burger du også kunne få serveret på MacDonalds eller Burger King, men kvaliteten var i orden, med gode bøffer, og godt med snask, samt ordentlige burgerboller. Kvantitetsmæssigt var det for lidt til prisen, men kvaliteten og den gode smag trækker gevaldigt op. Bedre end sidste års Dixie. ★★★★☆☆

En af madboderne vi ikke valgte ved Skate…

All our fucking troubles are over, troede vi, da vi nåede teltene, og kunne kravle til køjs kort før midnat. Vi blev klogere i nattens løb, hvor vi døjede med hver vores udfordringer med luftmadrasser og kølige vinde. Men lidt søvn blev det da til…Men okay, hvem havde også forventet at sove som et lam på Roskilde?

Af Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here