RF 15: Paul McCartney, Orange Scene, d. 4/7 ★★★☆☆☆

0
1372
views

Sir Paul McCartney var årets ubetinget største hovednavn på Roskilde Festival, i hvert fald hvis man ser på musikhistorisk tyngde og betydning. Numre fra en over 50 år lang karriere blev luftet til svingende begejstring foran den store forsamling. Når det var godt, så var det rigtig godt. Når det var skidt, så manglede man nærmest kun en gyngestol og et slumretæppe.

Jeg oplevede McCartney og band for over 10 år siden i Parken, hvor der allerede dengang var tendenser til slingrekurs, en noget slidt vokal og et band der var lige ballede og drøvtyggende nok. Dengang blev festen dog sikret ved en fantastisk sætliste, der ikke mindst var velkomponeret så momentum aldrig helt forsvandt, plus et medlevende publikum der holdt gejsten oppe hele vejen igennem. Således gik det ikke helt på og foran Orange lørdag aften….

At McCartney er blevet ældre (han har rundet de 73) er der jo ikke noget at gøre ved, og stemmepragten, der aldrig har været hans største force, er blevet endnu mere rusten, hæs og til tider kraft- og livløs. Det var helt galt under den første halve times tid af den over 2 ½ timer lange koncert, men i takt med at der blev skruet op for den noget magre lyd, og Sir Paul fandt sin plads i lydbilledet, så blev det ganske hæderligt, det ex. Beatlen leverede – og i enkelte (alt for få) stunder helt rørende og nøgent.

Dog ikke i starten, hvor den i forvejen noget fjogede “Magical Mystery Tour” fes hen over hovedet på langt de fleste publikummer, og ud i natten uden destination, med tamt og gumpetungt arrangement og et generelt fesent lydbillede. Men havde man anet, at det var den sidste klassiker (i hvert fald semi) i hvad der virkede som evigheder, så havde flere måske hoppet på touren og holdt ved? Publikum virkede overordnet underligt apatiske, tilbageholdende og nærmest lidt paralyserede i begyndelsen af koncerten. HALLO, så er vi i gang?! Men de fik jo til deres forsvar heller ikke ligefrem vinger af musikken der slæbte sig ud af højtalerne på morfar lydniveau.

Og så vil kritiske røster jo nok råbe op om, at de kraftedeme havde den fedeste fest hvor de stod og “alle bare sang totalt meget med hele tiden”. 1) godt for dig 2) jeg taler om det der efter min bedste vurdering er “det samlede indtryk”. Vi stod så godt placeret, at man ved at klippe en hæl, tå og et festival armbånd, rent skønsmæssigt, ´kan tillade sig at komme med et nogenlunde kvalificeret bud på “den samlede stemning”. Vi har stået der mange gange. Og vi har stået der mange gange, hvor man kunne mærke hele pladsen summe, en fælles energi og ånd sprede sig og festen forplante sig ud over hele menneskehavet.

Det skete først meget, meget sent under koncerten, og nåede først sit klimaks i hovedsættes sidste nummer, “Hey Jude”, over 2 timer inde i den langstrakte affære. Vi sang med, fordi det det skal man jo, og ikke mindst fordi at nu stod man og følte, at nu var det fandeme også på tide – og noget man havde fortjent. For ens egen skyld! Jeg havde aldrig fornemmelsen af, som man har haft andre gange foran Orange (og det er jo nok en form for illusion, men nu leger vi lige, så det passer ind til en af mine pointer længere nede), at vi nåede til dette kogepunkt via en naturlig opbygning, hvor man kan mærke det ulme længe før og publikum ved fælles kraft for hele møget til at koge over i fællessang og glæde. Det føltes som om sangen, og det lange peak, kom mere af pligt og høflighed, end som en organisk kulmination. Nå ja, og så er “Hey Jude” sateme svær at slå ihjel – lige meget hvad man gør.

Jeg skal bestemt ikke udelukke, at nogle er kæmpefans af Wings, eller Sir Paul’s solomateriale, og derfor er det på sin vis også helt okay, og fedt for dem, at han luftede en del af dette materiale – også så det ikke bare blev ren Beatlesmania hitparade. Det ville nok også være lidt trættende og små-patetisk. Manden har trods alt haft en karriere ud over fab 4 årene, som er 4-5 gange længere. MEN, det ændre ikke på det faktum, at koncerten og publikum skåret lidt over en kam alt for ofte stod i stampe, røg i tomgang eller gik decideret død når McCartney og hans anonyme band smed endnu en ikke-Beatles skæring ud fra scenen.

Og helt ærligt, hvis man helt alvorligt, uden at fortrække en mine, vil påstå at trivialiteter som “Let Me Roll It”, Save Us”, “New” og børnesangen “All Together Now” kan måle sig med Liverpuddelerens bedste numre, så må man da hygge sig med det. Og det er nu heller ikke alt Beatles rørte ved, der er det rene guld, eksempelvis burde den stupide “Ob-La-Di Ob-La-Da” forbydes ved lov. Heller ikke alle de numre der rent faktisk ER guld, som “Lady Madonna”, slap nådigt fra mødet med Sir Paul and his butlers. Her var arrangementet og udførslen så bonderøvsjabbet, at man frygtede Status Quo ville komme væltende ind som special guests.

Det mest frustrerende var nærmest, at det hele føltes så forbandet ujævnt, dårligt sat sammen og skidt timet. En anderledes rækkefølge kunne have reddet meget, ikke mindst koncertens første dødsejler af en time sugede så meget liv ud af de brede masser, at selv “Paperback Writer” og senere “We Can Work It Out” kun fik en halvhjertet modtagelse. Samtidig skulle vi også stå igennem en noget pinagtig fremførelse af Linda McCartney hyldesten “Maybe I’m Amazed”, der ellers er et virkeligt flot nummer, og sikkert stadig leveret dybfølt, men her gav Macca hans slidte stemmebånd alt for meget kraft, så han sang direkte falsk og uskønt under nummerets peak. UARGH.

Der var dog også lækkerier blandt de mindre kendte numre, som “For The Benefit Of Mr Kite”, men de reelle højdepunkter skulle findes der, hvor man i sjældne glimt virkelig kunne mærke McCartney. Der hvor alle stadionløjerne blev pakket ned, og den akustiske guitar fundet frem. For mig begyndte koncerten først for alvor da “Blackbird” fløj afdæmpet og roligt ud i sommernatten, fuldt op af John Lennon hyldesten “Here Today”, da blev det sgu næsten helt rørende, vedkommende og nærværende. Så naturligvis skulle momentum og den følelse kvæles med en række uønskede numre lige bagefter.

Heldigvis nåede vi på et tidspunkt frem til endnu et nummer fra en Beatle der, desværre, ikke længere er i blandt os, nemlig George Harrisons gudesmukke “Something”. Indledningsvis fremført helt sagte og følt på ukulele, inden der kom fuldt band på og det statiske backing band endelig fik sparket noget nerve og energi ind i musikken. Det lød fabelagtigt, og man glemte et kort sekund the long and winding road man havde taget for at nå derhen!

Men så skulle der, selvfølgelig, synges ob-la-di-la-da, så man igen røg ud af koncerten. Heldigvis nærmede vi os slutningen, og koncertens bedste og mest sammenhængende del. Den effektive 5-trins raket bestående af “Band On The Run”, “Back In The USSR”, “Let It Be”, “Live And Let Die” og “Hey Jude”. Den er sgu også svær at få til at fuse ud, men man vidste sig på det tidspunkt ikke helt sikker, før ild, fyrværkeri og et endeligt tungt og tændt spillende band, med en McCartney i front, der nu var vågnet helt op til dåd og havde fået sunget sig varm, blæste “Live And Let Die” lige i smasken på folk. Så for pokker, så var der søreme pludselig fut i løjerne.

Det døde lidt under ekstranumrene, hvor det igen begyndte at virke underligt uforløst og ligegyldigt, selv under “Can’t Buy Me Love” og “Helter Skelter”. Afrundingen hvor “Golden Slumbers”, “Carry That Weight” og “The End” smeltede sammen var dog ganske opløftende og veludført.

Vi er ikke færdige…

Udover det nævnte problemer og forbehold jeg havde i løbet af den mildt sagt ujævne oplevelse, så burde nogen seriøst overveje at fortæller Paul McCartney at vi ikke skriver “Nineteen Hundred And Eighty-Five” længere. For hans flade (genbrugs!) jokes og fuldstændig fortærskede og uddaterede stadiontricks får ham blot til at fremstå komplet ude af takt med tiden, og som en museumsgenstand der bare burde tilbage i montren til de andre fortidslevn.

Fyrværkeri og konfetti kan jeg (næsten) gå med til, her virkede det i det mindste velplaceret og havde en funktion, i stedet for at skulle aflede opmærksomheden fra, at det der foregår på scenen ikke er specielt godt. Men at hive et par tøser op på scenen til et lille hyggeligt meet ‘n greet, gebrokkent indstuderet dansk i tide og utide, samlebåndstaksigelser og slutteligt (NATURLIGVIS) et Dannebrog på scenen?! Helt ærligt, Paul, du burde være bedre end det, selvom du har et nummer som “Temporary Secretary”…

Alt dette kunne dog havde været reddet, hvis koncerten havde haft et langt bedre flow, måske var kortet 40 minutter ned og Sir Paul og band ikke virkede som om de periodevis var ved at gro fast – selvom jeg tror de oprigtigt og ihærdigt prøvede. Måske ER tiden bare løbet fra det her, både McCartney og denne form for “vi skal ramme alle generationer på tværs af alder og lære dem lidt om musikhistorie samtidig” koncerter på Orange? Det ville være en skam, men jeg orker næsten ikke flere halv-slappe seancer som denne.

Next stop AC/DC, når de engang (og alt for sent) bliver booket…

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here