Pretty Maids: Motherland **** (4/6)

0
2489
views

Still going strong på 32. år, eller going stong again, alt efter temperament. Pretty Maids følger op på den anmelderroste Pandemonium, der blev anset som lidt af et comeback album, med den bundsolide Motherland. Der spilles måske lidt på det sikre fra Horsens veteranernes side, men til gengæld mangler der hverken spillelyst eller vitalitet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit kendskab til Pretty Maids begrænser sig til et par numre fra start-90erne, og ellers er de det der u-hippe orkester, som BT anmelder på Skanderborg Festival (undskyld, Smukfest) cirka hvert år. Jeg er bekendt med, at de havde et godt omdømme i 80erne og var lige ved at bryde igennem i USA hen imod slutningen af det årti, men ellers er de røget under min radar. Indtil nu, hvor jeg har kastet mig over Motherland. Det giver måske den fordel, at jeg kan lytte til bandet med relativt friske ører og uden forventninger, fordomme var der til gengæld nok lidt af. De blev dog hurtigt gjort til skamme, for der er ikke meget ved Pretty Maids, der peger i retning af at de har over 30 år på bagen som band. Jovist, den form for metal de spiller, og måden de spiller den på, er da ikke topmoderne, men den leveres med så meget indlevelse og oprigtighed, at alder ikke er et tema.

Det er naturligvis ikke alle numre der tiltaler mig i lige stor grad, især midterdelen af pladen føles lidt som om den går i tomgang. Vellydende, behagelig og lidt anonym tomgang. Så de tre numre “Sad To See You Suffer”, “Hooligan” og “Motherland” skøjter jeg lige let og elegant hen over. “Sad To See You Suffer” har noget nostalgisk 90er-agtigt over sin klang, som burde frembringe en lidt større reaktion i mig, end den desværre gør. “Hooligan” bliver lidt for buldrende til min smag, hvor det lyder som om Pretty Maids forsøger at lyde mere tung-metalliske end de er, hvilket også er det, der gør titelnummeret “Motherland” lidt uinteressant for mig. Mod slutningen af albummet går der også lidt for meget trampe-rabalder i den på “Who What Where When Why”. Prisværdigt, at de sætter lidt tempo og fut i de aldrende stænger, men de mere melodiske numre falder bare mere i min smag i denne omgang.

Så vi spoler lige tilbage til start, man er vel fra VHS/kassettebånd-generationen, for Motherland lægger vanvittigt stærkt fra land på de tre første nytappede Pretty Maids numre. Den politisk ladede “Mother Of All Lies” åbner heavy løjerne med højt hår, høj guitar og højt til loftet i den luftige produktion, på en plade der hele vejen igennem lyder virkelig lækker. Vi drøner ud af de østjyske motorveje i et behageligt midtertempo, hvor bandet synes helt på hjemmebane. Teksten er måske lidt “politikerne lyver og er nogle værre nogen – alle som en” banal, man kunne også sige tidløs, men jeg synes det fungerer. Og et banalt eller simpelt budskab, er jo ikke det samme som at det ikke passer, så jeg hopper op på barrikaderne med Pretty Maids – der i øvrigt spiller fornemt. De følger op med “To Fool A Nation”, der synes at køre lidt videre i samme tematiske spor, dog går der lidt mere anthem og parole-omkvæd i sagerne. Og det lyder “fists in the air” pisse fedt! Det her bør man sluge råt og så nyde at slå mave til guitar soloen.

“Confession” er et lille mellemspil/intro, med lydklip som lyder sakset fra et interview med en fange fra et af de der “fængselsprogrammer” man kan se på Discovery eller National Geographic. Underlægningsmusikken er virkelig stemningsfuld og med til at sætte en foruroligende stemning, der bygger op til melodien i “The Iceman”. Et mægtigt heavy metal monster af en sang, hvor Pretty Maids i imponerende grad spiller med samtlige muskler og tricks fra old boys bogen. Og den sidder lige i skabet, Ronny Atkins fede vokal, der synes umærket af vind og vejr, samt resten af bandets kompetente sammenspil er overlegent. Et af pladens absolutte højdepunkter.

Et andet er den lidt kikset betitlede “Why So Serious?”, kan du læse titlen uden at tænke på The Joker i The Dark Knight? Lige bortset fra det, så er det et blændende nummer, hvor gruppen lykkes med at kombinere det melodiøst fængende med en lidt tungere bund, og et rigtig hit-værdigt omkvæd. Og hvis der var nogen retfærdighed til, så BLEV den et hit. Mindre åbenlyst hitpotentiale er der i “I See Ghosts”, tilgengæld er den vellykket albumfyld i den hårdere ende af Pretty Maids’ spektre. Guitaren får lov til at save godt igennem, og demonstrere andet end riff- og solo evner. Endnu engang er det værd at bemærke, at selve klangen på pladen kæler for ens øregange, så man kan koncentrere sig om bare at læne sig mageligt bagover og vippe med. Jamen, skal vi så ikke have en ballade eller to, så man kan give helt slip? Jo.

“Infinity” er første besøg i balladeland, og folder sig ud cirka midt på pladen. Et dejligt afbræk, et sted på “Motherland” hvor albummet begyndte at vise små tegn på at gå i stå. Vi er ikke helt oppe på fuld skrald af svulstighed på “Infinity”, men semi-bombast i omkvædet er dog nok til at løfte sangen godt op mod heavy himlen. Helt derop kommer vi hen imod slutningen på pladen, hvor den bagstræberiske, men fuldstændigt uimodståelige, “Bullet For You”, i hele sin simple sødme og hjerte udkrængende storslåethed, leverer forløsningen. Armene i vejret drenge, det er okay, it’s heavy metal heaven, baby!

Baby, I’ll be you’re rock
You’re knight in sinning armor
Girl, there is not the thing that I Wouldn,t do
And Nothing can stop, this fire in my heart
And you know it’s true – I’ll take A bullet for you

JAH for helvede da, så spilder man fadøl i håret, og på sidemanden, imens man står der og skråler med. Fremragende nummer.

Motherland lakker mod enden og afsluttes med “Wasted”, et nummer der også emmer af “afslutning”, i midtertempo mod solnedgangen og ud i skumringen. Det lader til at være en “nær enden på et forhold” sang, med en meget vellykket fornemmelse af snigende desperation og opgivenhed, der holdes på afstand af bandets veludviklede sans for storladen stemningen i melodien, uden af overdrive det. Effektfuldt og flot punktum.

Moderlandet viser sig muligvis fra sin velkendte side på Motherland, men det føles mere som et herligt gensyn med kendte egne, end en trist og sørgelig tur ned af hukommelsens boulevard. Pretty Maids har tydeligvis totalt styr på virkemidlerne, og ikke så uvæsentligt doseringen heraf. De numre jeg skøjter let forbi, er stadig habilt udført, men blegner bare en smule i forhold til de hvor gruppen for alvor ruller det tunge skyts ud. Grænsen mellem håbløst bedaget og vellykket nostalgi er hårfin, Pretty Maids klarer balancegangen ved at tilføre deres klassiske heavy metal friske pust i garnet, gode melodier og sans for timing så de ikke kommer til at fremstå forpustede. En sejr på rutinen, men uden at vise tegn på rust.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here