expand
GFR
GFR

Klar til at parkere bekymringerne for en stund og vride de (måske) sidste dråber ud af sommeren 2016? Så har Outdoor Fun lavet et lille, lettilgængeligt, men ikke overfladisk album, der fungerer som et noget nær optimalt lo-fi rocket soundtrack dertil.

Lille og lille, det er naturligvis en relativ målenhed, for bandets debutalbum indeholder faktisk hele 15 numre, men da den samlede spilletid kun lige runder de 35 minutter, så er det stadig en temmelig letfordøjelig mundfuld, som Outdoor Fun serverer. Den musikalske klang og stil matcher på glimrende vis de små, mundrette anretninger. Vi er i afdelingen for iørefaldende, små-støjende lo-fi rock, ikke helt ulig Guided By Voices, eller vores egen Jacob Faurholt – små musikalske hapsere, lige til at at guffe i sig.

Som man måske kan regne ud, så ligger en del af numrene og svæver mellem 2-2½ minuts spilletid, nogle endda mindre, hvilket KUNNE give et lidt afpillet eller skitselignende præg, men det er dog ikke tilfældet. Sangene virker, trods længden og den ofte sparsomme instrumentering eller simple melodi, ganske velnærede og afrundede. De er korte, ja, men ikke mangelfulde eller ufærdige – hvilket er med til højne oplevelsen af, at Oysters & Nightingales glider utroligt ubesværet ned.

Udover følelsen af, at de her numre er lige nøjagtig så lange som de behøver at være, så er  en af Outdoor Fun’s helt store forcer, at albummet gennemstrømmes af hvad man kunne kalde en afslappet og meget umiddelbar atmosfære og stemning. Som om sangene ikke er presset ud, men opstået temmelig spontant og i øjeblikket. Jeg siger ikke at det forholder sig således, men det er følelsen og indtrykket de 15 numre efterlader.

Albummet rammes ind af nattergalen, stille og beroligende fuglesang der både kan høres i den korte åbner, “A July Night (Revisited)”, og lukkeren, den hele 3 minutter og 49 sekunder lange “I Did It For You”. Udover at være albummets længste nummer, er den også blandt albummets stærkeste. Her demonstrerer Outdoor Fun, der består af sangskriver, sanger og guitarist Jacob Høgsberg og guitarist Esben Korsgaard, at de sagtens kan fylde en længere spilletid ud. Der bruges lidt mere tid på opbygning, nummeret får lov til at simre og koge mere op og så går det ellers derudaf i sommernatten med brummende guitar og en herligt boblende og smittende melodi.

En lidt anden måde at disponere kræfterne og energien på, end de korte numre, hvor det hele er kogt mere ind. I den forstand kunne man også drage paralleller til et band som Pixies, hvor der både er plads til støjende udbrud og masser af poppet sensibilitet i melodierne, selvom de ofte bliver skudt af sted i et tempo og en form der kunne tyde på, at man havde travlt med at nå hen til næste nummer.

Det er lidt svært at hive nogle sange ud af sammenhængen fremfor andre, for jeg synes faktisk ikke der er nogle numre på pladen der ikke fungerer, samtlige har et eller andet der fanger éns opmærksomhed eller river én med, om ikke andet bare for en stund. Så lad os tage nogen man kunne kalde “personlige favoritter” i skaren af glimrende, små sangperler. “Son of A Raw Kid” stikker ud for mig med sin varme, sommerlige rock-melodi, den er “laid back med benene oppe”, men man føler stadig en tilpas brise af fremdrift og bevægelse til at det ikke bliver døsigt. “The sun is up, poking at my body, I’m pretty fucked, but we need to party”, lyder det indledningsvis på “Yesterday’s Rum”, og straks er scenen sat, stemningen slået an og nummeret indkapslet. Det er ikke stor, verdensomvæltende og højstemt lyrik og poesi, det Outdoor Fun leverer og sigter efter, men den fungerer for det meste upåklageligt, og rammer tonen i det der synes at være hele grundidéen og meningen med dette musikalske makkerskab. Sjov og hygge med vennerne.

Sangen er næsten øretæveindbydende forudsigelig og fængende, du synger garanteret det “uh uh uh uh” omkvæd der først dukker op senere allerede fra første strofe, fordi det hænger i luften, lige til at snuppe og køre med på – og det virker. Her dukker et navn som Weezer op som reference. “Uh uh uh uh” dukker op igen i “Hear An Open Beer”, hvor stilen er mere pågående og udfarende, tempoet er sat lidt op og der rockes mere igennem, hvilket giver en fin kontrast til et mere “blødt” nummer som den skønne, mere drømmende og luftige “The Everly Brothers”. På “The City” bliver udtrykket lidt knurrende, måske på grund af den her mere dunkelt snurrende guitar, men medrivende og catchy er det stadig.

Dermed har vi også bevæget os hen imod slutningen af pladen, hvor vi inden den glimrende, førnævnte albumlukker, også får “Roman Candles (My Friend)”, der, hvis det ikke var slået fast tidligere, får sat en tydelig streg under, at Outdoor Fun altså kan få rigtig meget ud af, hvad der umiddelbart virker som lidt.

Og det er måske det, der i sidste ende er tricket her? Det er ikke bare less is more, men det er også evnen til at få det optimale ud af midlerne og materialet, hvilket i dette tilfælde resulterer i 15 numre der strutter af spillelyst, liv og sjæl, med forbløffende meget variation, det lidt minimalistiske udgangspunkt taget i betragtning.

Oysters & Nightingales er ikke et album der kræver den store fordybelse, men det virker heller ikke som hensigten eller formålet med pladen. Ud fra disse præmisser sniger vi os op på befriende ubekymret umiddelbar 5 stjernet “press play and enjoy” oplevelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

Oysters & Nightingales udkommer d. 19/8, følg Outdoor Fun på facebook

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook