Narcosatanicos: Body Cults ★★★★★★

0
948
views

Proto-punk, kraut-rock, avantgarde, alternativ jazz-metal? Eller bare: Narcosatanicos. Sekstetten fra Aarhus er klar med album nummer to, hvor de bygger videre på det mørke og forstyrrede univers de skabte på debutten. Et band der lyder så originalt og egenrådigt, at de nærmest er ved at være en genre i sig selv.

Derfor er det i også lidt vanskeligt, at holde Narcosatanicos og deres flimrende, febersvedende og foruroligende musik op mod meget andet end dem selv. Der er ganske enkelt ingen andre der lyder som Narcosatanicos. Der er fjerne slægtskaber og genkendelige klange, jo vist, men sammenligningerne parkeres ved porten, de kommer ikke med indenfor i det hjemsøgte hus, hvor bandet huserer.

Body Cults ligger på mange måder i naturlig forlængelse, og bygger videre på, den overrumplende debut. Denne gang er det måske knap så overrumplende, simpelthen fordi overraskelsesmomentet er væk og man som udgangspunkt bare forventer “det værste”. Til gengæld har man som lytter så måske lidt mere overskud til, at fokusere på selve musikken denne gang, når ens sanser og hjerne ikke skal bruge de fleste kræfter og opmærksomhed på bare at orienterer sig i det særprægede univers og musikalske kringelkroge bandet bevæger sig ud i.

Dermed ikke sagt, at Narcosatanicos er blevet meget mere imødekommende. Det er stadig kompromisløst, men samtidig måske lige lidt lettere tilgængeligt, hvis du er hærdet efter debuten. Bedste eksempel herpå er førstesinglen “Vile”, albummets andet nummer, der nok er det nærmeste gruppen kommer på at skrive en “normal” sang, som, ja, kunne bruges som single. Den har en struktur og opbygning, som virker genkendelig i en rock-ramme, til gengæld er indholdet, som titlen antyder, en krads og bister omgang. Narcosatanicos laver musik der ligger på lur, som et glubsk vilddyr og i nøje afmålte glimt langer ud efter en. “Vile” er ingen undtagelse, og efter den hjemsøgte indledning på “Vulvic Church”, der åbner pladen, så er porten ind i mørket sparket på vid gab.

På åbningsnummeret knurrer og brummer bandet mere end det egentlig går til angreb, vokalen er druggy og fjern, det er den i mere eller mindre grad, når den da ikke helt drukner i baggrunden, pladen igennem. Stemningen af hjemsøgt kirke viger for en følelse af tiltagende vanvid mod slut og nummeret ender med at kokse godt ud. Fællesnævneren ved åbningsnumrene er, at man opdager hvor TUNGT og bankende Narcosatanicos egentlig spiller, der spilles simpelthen hårdt igennem, så musikken sætter sig i kroppen på en.

Narcosatanicos og deres univers kan virke kaotisk og flagrende, men jeg tror faktisk det er nøje gennemtænkt og afmålt, det der foregår. Det er ikke improviseret jazz, det er nok den mere eller mindre allestedsnærværende saxofon, som flimrer ud og ind af lydbilledet, der kan snyde en rock-skolet lytter som mig. Saxofon = jazz! (eller Moonjam).

Men der er en mening med “galskaben”, faktisk er det overhovedet ikke “galt”, men en præcist planlagt og perfekt eksekveret rejse mod afgrunden. Du får et tegn med tredje nummer, “Mania”, titlen siger det meste. Body Cults føles som en uundgåelig rejse mod og ind i det ukendte “sorte”. Det kan føles som et fysisk sted, sindets dunkle afkrog eller noget meget mere højtragende, ukonkret og udefinerbart – eller en blanding af det hele.

Som rejsen skrider frem bliver pladen også mere og mere… “udfordrende” og “krævende”, sat i gåseøjne fordi jeg ikke ved om det er den helt rette betegnelse, for Narcosatanicos har fået forført, pirret og bedøvet i sådan en grad, at man velvilligt følger med, selvom numrene bliver længere og tiltagende strukturelt og opbygningsmæssigt komplicerede.

“Television Dreams” føles som at gå i koma foran tossekassen, siddende i mørket, mens skæret fra skærmen lyser ens lammede ansigt op i de 7 minutter nummerer varer. Den efterfølgende 8 minutter lange “Matamoros” begynder langsomt at lokke, måske slæbe, din paralyserede krop mod kanten af hullet, den lurende afgrund, der stadig er henlagt i mørke. Der sker noget i skyggerne omkring dig, men i ens døsighed opdager man det ikke, de sidste kræfter til at holde paraderne oppe glider en af hænde og HAPS, 5 minutter inde i nummeret hugger udyret til og trækker dig ud over kanten. Ned i det altomsluttende og forvirrende mørke, hvor musikken stresser sanserne og hjernen.

“Void Kink” føles som en overgang mellem to verdener, man fornemmer en tikkende og lidt pågående puls i nummeret, noget ulmer, der er trippy og rastløst, men døren indtil til den anden side åbnes kun på klem i korte glimt. På den afsluttende “Bliss” når vi det sidste stadie, 9 minutter på sammenbruddets rand, inden det hele falder fra hinanden. Det starter udsyret, man fornemmer en “begyndelsen på enden” opbygning, men pludselig omkring 1 ½ minut inden i nummeret er det som om sangen starter påny, og der bygges op forfra? Er vi ovre på den anden side nu? Pulsen vender tilbage, den giver sved på panden, det føles som om man løber fra noget ukendt, mens man kigger sig febrilsk over skulderen. 3 ½ minut inde i nummeret kan man ikke løbe fra det længere. Nummeret ud lyder som en uundgåelig glidetur mod det endelige sammenbrud.

Jeg ved ikke hvor man ender efter Body Cults, eller hvilket slags sted det er, hvis det overhovedet er noget konkret sted? Nogen vil sikkert føles sig hægtet af på vejen, eller have en helt anden oplevelse af musikken og hvor det er Narcosatanicos tager en hen. Forhåbentlig, egentlig. Min oplevelse og tolkning er ikke nogen form for facitliste, eller sandheden, Body Cults er, om ikke andet, åben for fortolkning.

Uforsonligt og egenrådigt, ja, og bestemt ikke for alle, men er du først fanget, så slipper du ikke ud igen – ikke uden at føle dig påvirket af oplevelsen  i hvert fald. Narcosatanicos eksisterer nærmest i en form for parallelunivers, eller ER et parallelunivers, hvor de selv sætter spillereglerne. Derfor er de også svære at fælde en endelig og fyldestgørende dom over, endsige presse dem ind på en stjerne-skala og dens “regler”, de burde næsten have deres egen skala.

Men skal vi alligevel prøve at bedømme ud fra de parametre vi normalt bruger, så kan det her ikke være andet end endnu en topkarakter til Narcosatanicos. Dybt originalt, gennemtænkt og sammenhængende, spændende, udfordrende, fascinerende og utæmmeligt. 6 stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Narcosatanicos på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here