Meat Loaf: Hell In A Handbasket **** (4/6)

0
675
views

Han ville gøre alt for kærlighed, men ikke DET, han har været inde og ude af helvede og et monster der er sluppet løs, og hans navn har været Robert Paulsen. Meat Loaf er navnet, eller det er det så egentlig ikke, men Michael Lee Aday lød åbenbart ikke fyldigt nok til den store mand, med den endnu større stemme, da karrieren blev skudt i gang.

Meat Loaf’s albumdebut som solokunstner, “Bat Out Of Hell” fra 1977, er nok stadig det han er mest kendt for. Før dette monster succesfulde album optrådte han både med musik og teater, heriblandt “The Rocky Horror Picture Show”, der førte til en rolle i den senere filmatisering af selvsamme. Men det var “Bat Out Of Hell”, og især sangen af samme titel, der gav ham et massivt gennembrud. Faktisk, hvis man må være lidt grov, så har den korpulente herre jagte succesen fra dette album resten af karrieren, om ikke andet så bare at kunne matche det, men med salgstal på over 40 millioner stk, så har det vist sig at være en opgave der desværre ikke har givet ham andet end en rodet musikalsk karriere. Efterfølgende med spredte højdepunkter jovist, men lige så mange nedture. Pauserne, når det musikalske ræs gav sidestik, har han blandt andet brugt på at optræde i mere end 50 spillefilm, med roller der spænder fra den tykke loyalist Robert Paulsen i Fight Club til Jack Black’s Heavy Metal hadende far i Tenacious D’s The Pick Of Destiny.

Musikken har han dog aldrig sluppet, han opnåede et flot comeback i 1993, med opfølgeren til “Bat Out Of Hell” med undertitlen “Back Into Hell”, måske meget symptomatisk for stakkels Meat Loaf at et besøg tilbage i helvede var hvad der skulle til. På begge plader arbejdede han tæt sammen med sangskriver John Steinman, men den gyldne duo røg i totterne på hinanden da tredje del af “Hell” trilogien skulle indspilles i 2005/6, noget der senere blev løst med en retssag. Desværre bar del tre tydeligt præg af at Steinman manglede, og albummet kunne hverken kunstnerisk eller kommercielt nå i nærheden af de to forgående i serien.

Man har næsten lidt ondt af Meat Loaf, hans største succes er også hans største hovedpine, de to første “Hell” plader kaster så lange og tunge skygger at alle hans andre plader aldrig har haft en reel chance for at skinne igennem. Meget af det har også været en flad og fersk omgang kunstnerisk tomgang, hvor Meat Loaf har ladet sig spise af med alt for kaloriefattigt materiale, men på mange måder er han også blevet spist af sine egne kæmpe succeser. Nu er han så tilbage, ikke i til og fra helvede, det sted har han i håndtasken åbenbart, med en ny udgivelse, lige som man troede han havde gjort alvor af sine udmeldinger om pension. Og heldigvis må jeg tilføje, for “Hell In A Handbasket” er et overraskende fornøjeligt udspil fra klassens tykke dreng.. Okay, no more fat puns.

Vi lægger ud i vanlig vulgær og svulstig Meat Loaf stil på den poprockede selverkendelsesballade “All Of Me”, der bevæger fra en stille kor intro over i velkendt højstemt og lettere lidende Loaf vokal, “this is my anger, this is my shame, these are my insecurities”. Sangen er velkomponeret bekendelses schmerz, og egentlig klassisk Meat Loaf hele vejen, en lovende og medrivende indledning.
Den sydstatsrock inspirerede “The Giving Tree” kommer lidt belastende fra start med tam trommelyd, og en Meat Loaf der forfalder til en af hans svagheder – lidt for teatralsk vokal, hvor det lyder som om han ryster hele hovedet fremfor at vibrere stemmebåndet. Heldigvis er det kun i opbygningen til de pompøse omkvæd, hvor nummeret folder sig flot ud med gospelkor og fuld skrue på alle tangenter. Sydstats stilen forsættes i “Live Or Die”, hvor det hele swinger og bobler så de engle med hang til violiner og tung guitar synger med. Meat Loaf doserer hans vokale virkemidler og kraft i tilpasse mængder, et glimrende og potent rocknummer med masser af patos, uden at det kammer over.

Noget der før har begrænset Meat Loaf som kunstner er hans lidt konservative musikalske stil, hvor han har opereret i hans teaterrockballade comfort zone, eller lænet sig for meget op af et koncept gimmick, som den nævnte “Hell” trilogi. Derfor er det også en glædelig overraskelse at han rent faktisk kaster sig ud i et par eksperimenter på “Hell In A Handbasket”. Det første kommer i “Blue Sky/Mad Mad World/The Good God Is A Woman And She Don’t Like Ugly” (Pyha), der indledes med følelsesladet piano og afdæmpet Loaf, før tempoet og intensiteten stiger og Meat Loaf lyder tiltagende vred. Den swingende sorte sydstatsstemning vender tilbage før selveste Chuck D fra legendariske “Public Enemy” dukker op og gæster med hans karakteristiske pissed off rap?! Det lyder muligvis som en dræbende joke, men den sære blanding lykkes på forunderlig naturlig og sammenhængende vis.
Eksperimenterne stopper ikke her, men forsætter i en cover version af “California Dreamin”, en gammel traver man ikke lige troede der var nogen som helst grund til at fortolke endnu engang, og da slet ikke på plade – men uden at tilføje væsentligt nyt, så slipper han hæderligt fra det.

“Party Of One” byder på et nyt stilskifte, et uptempo rocknummer, der viser at Meat Loaf’s vokal sørme også kan bære sådan en sag i mål. Efter denne hvirvelvinds vokalpræstation mister albummet lidt pusten, da tempoet falder på “Another Day”, hvor man nærmest kan mærke Meat Loaf’s dirrende trang til lige at få lov til at blæse de halvgamle lunger ud. En ret ordinær ballade, og pladens første slappe sang, selvom Meat Loaf fortjener en slapper efter den hæsblæsende første halvdel af albummet.
På næste nummer får vokalkampvognen så lov til at skyde det tunge arsenal af igen, og Meat Loaf bliver en sjælden gang politisk på “40 Days”, “Some say it’s politicians playing both sides, Some say it’s greed, some say it’s change, Some say it’s all just the price we’ll have to pay”, aldrig konkret eller direkte “farligt”, men alligevel et rigtig fedt nummer, hvor omkvædet skydes helt til himmels.

På “Our Love And Our Souls” er vi tilbage i det lidt for velkendte Meat Loaf univers, men nummeret reddes af en fin gæstevokal fra Patti Russo, selvom hun modarbejdes af noget der lyder som en billig rytmeboks og Mr Aday’s lidt for klæbrige og overdrevne stemmeføring. Rytmeboksen er ikke det mest outdatede på “Hell In A Handbasket”, “Stand In The Storm” tager prisen med 80er guitar og en lyd der kunne være et kasseret Bon Jovi track. Det falder helt fra hinanden da den irriterende rapper Lil’ Jon blander sig i sagerne, hvor blev Chuck D af?
Fadæsen er dog hurtigt glemt da “Blue Sky” indledes med behageligt guitarspil, og Meat Loaf giver den som kirkesanger, det er måske for vammelt og opblæst for nogen, men jeg køber den sgu, og får helt lyst til at stå på en vindblæst klippe og brøle mod horisonten imens nummeret langsomt toner ud.
Det havde været et passende punktum, og uden at skulle give gode råd, så havde jeg nok byttet rundt på “Blue Sky” og albumlukkeren “Fall From Grace”, det havde bare virket mere naturligt. Når det er sagt, så er “Fall From Grace” en fin powerballade med et godt drive og opløftende melodi.

Det hele lyder muligvis som en smårodet omgang, men albummet fremstår meget sammenhængende fra ende til anden, eksperimenterne tager aldrig overhånd eller fjerner fokus, de er ikke alle lige vellykkede, men føles heller ikke forcerede og påklistrede (Minus Lil’ jon der burde forbydes adgang til en mikrofon). Om man kan lide Meat Loaf’s vokal og udprægede hang til det teatralske, og den generelt opblæste lyd, må være en smagssag – smagløs som en færdiglavet frikadelle i Fakta’s køledisk for nogen, eller en saftig luksus hakkedreng med tyk sovs for andre, i begge tilfælde ved man hvad man går ind til på et Meat Loaf album. Jeg hælder til det sidste, og det her er måske hans bedste ikke helvede relaterede udspil til dato, og skulle det vise sig at være svanesangen og the final curtain for ham som musiker, så bukker han for sidste gang med værdigheden i behold.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here