Lovebird: Circles In The Sand ★★★★☆☆

0
397
views

Lovebird er pænt, poleret og produceret singer-songwriter musik, som formår at skabe stemning, der passer fint til efterårets farver og forfald – og som ligeledes passer til en søndag morgen. Alt efter hvordan man kan lide den slags morgener.

Circles in the sand sætter stemningen med ‘Fear of knowing’ med træk-orgel og guitar og et tekstunivers, der handler om at gemme sig lidt fra verden og observere den halvskjult gennem sit vindue. Anders Mikkelsens vokal står klar og tydelig, og til trods for at den ofte ligger på kanten af et knæk, har den den fortællende kvalitet, den relativt stille musik forudsætter. Man kan næsten mærke regnen mod ruden.

Der er en gennemgående, poppet melodiføring, som dog til tider udfordres af nogle lidt queer melodiske svinkeærinder. Det bliver aldrig for meget, og netop dette i kombination med den fortællende vokal gør at pladen er lidt mere interessant end så meget andet.

Der spilles virkelig pænt, og selv om der er tale om et soloprojekt, virker numrene både velkomponerede og velspillede nok til at det fremstår yderst troværdigt med vandrende bas-linjer og luftige trommer.

På nummeret ‘Lovebirds’ presses vokalen en smule og disponeringen med en kvindelig b-vokal samler nummeret meget fint op fra passager, hvor der næsten kan gå lidt Kermit-agtig udtale over projektet. Der er med andre ord tænkt i løft og variation. Ganske fint.

Circles in the sands største problem bliver dog, at der til trods for disse små variationer og den gennemtænkte produktion og fremførsel ikke rigtigt er noget, decideret at forelske sig i.

Så selv om numre som ‘What if Maybe’ har en kvalitet, der kan minde om en Tim Christensen-ballade, så mangler der måske i virkeligheden den eksponering, disse har fået. Men selv efter adskillige gennemlytninger bliver sangene bare ikke hængende på den måde, som den relativt poppede opbygning ellers lægger op til. Og så bliver det netop stille og roligt mere til nogle gedigne singer-songwriter-sange med strygere, træk-orgel, støvet trompet og andre lækre effekter.

Det er musik, der gør sig ganske glimrende på en søndag morgen – gerne på en efterårsdag, hvor regnen løber lidt ned af ruden. Men numre som ‘Father’, der bliver meget ’blå’ i sit udtryk og måske er ganske dybtfølte, når alle de anvendte tricks til trods ikke ind under huden.

Stærkest står ‘Transcend’ med sit lidt spacede, mere larmende midterstykke, samt åbningsnummeret ‘Fear of Knowing’. Disse numre står ud i deres insisteren og opbygning og det er ret dygtigt lavet. Men jeg kan stadig ikke komme væk fra, at selv om der bliver gjort alt muligt rigtigt på pladen, så fænger den alligevel ikke på en måde, der gør at jeg vil finde den frem igen.

De ni numre kommer al variationen til trods til at fremstå lidt lange og i visse tilfælde lidt uvæsentlige. Så ja. Det er djævelsk godt spillet, produceret og frembragt. Men den blå stemning kommer til at tage over og skaber et billede af et godt album, som ikke sætter sig helt fast – så heller ikke mere end godt.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Lovebird på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here