Kevin Morby + Health&Beauty, Radar, 13/5 – 2016

0
729
views

Efter en uge med usandsynligt godt forårsvejr bød Radar på singer/songwriter inden pinsen med amerikanske Kevin Morby. Og han leverede en stærk koncert. 

Og vejret havde for så vidt sat sit præg, inden vi gik ind i Radars mørke; enkelte blandt publikum havde i hvert fald benyttet lejligheden til at det var både sol og fredag til at drikke – og det så rigeligt – hvilket medførte nogle enkelte, lidt støjende elementer især under opvarmningen.

Derudover var stemningen naturligt høj, da de fremmødte (et næsten fyldt Radar) tydeligvis tog det gode forårshumør med til koncerten…

Health&Beauty ★★★★☆☆

Som support stillede Health&Beauty op med tre mand; trommeslager, keyboardspiller og forsanger/guitarist Brian J. Sulpizio. Det Chicago-baserede projekt (ledet/drevet af Sulpizio) spiller… Ja… Øh… Noget improvisatorisk singer/songwriter-noget med tydelig jazz/worldbeat-inspiration og rødder i blues. Så ved I dét…

Sulpizio leder projektet med sin karakteristiske, let jodlende, til tider Thom Yorke’ske, vokal og musikken bølger imellem ostinat-baserede grooves (som de virkelig, virkelig mestrer!) og mere jazzede, improviserede space-outs, hvor man bare må næsegrus beundre deres sammenspillethed og evne til at uanset hvad de andre to musikere laver, at sikre at tredjemanden sørger for at holde rytmen/feelingen og sikre, at man ’kommer hjem’.

Svært at beskrive, men pointen er under alle omstændigheder at det er et afsindigt dygtigt og sammenspillet projekt. Til trods for de blot tre medlemmer får de også leveret en fuldfed lyd, og den særegne vokal sikrer, at selv om der stikkes af i forskellige retninger, når alle numre alligevel at få en sang-struktur.

Min placering tæt på baren bliver måske lidt påvirket af snakkende folk, men i virkeligheden så gør det ikke så meget med netop denne type musik, da det også ville gøre sig fint i et hjørne på en bar, mens andre ting foregik. Det er ikke for at tage noget fra bandets dygtighed – eller for så vidt hvor interessant det er at lytte til – men der er bare en stemning af at der er tid nok, grooves kan vokse og dø ud, og vokalen er tilpas laid back til at den aldrig bliver insisterende, men skaber en form for – ja – form på det hele.

Health&Beauty

Health&Beauty spiller en god halv time og underholder virkelig, virkelig fint. Det er ikke en musikform, hvor taget nødvendigvis letter, men da vi når til det næst-sidste numre, et cover af Tina Turners Funkier than a mosquito’s tweeter, er skabet blevet stillet godt og stabilt hvor det skal, uden at det er rigtig muligt at sætte genre på musikken – og da en fulderik inden sidste nummer noget bøvet får råbet ’Play faster – and louder!’ er Health&Beauty overhovedet ikke for fine til at liiiige at larme igennem.

Det minder om jazz, men har også en vedkommenhed jeg sjældent oplever inden for jazzen. Og da der måske går lidt ’rundesolo’ i sidste nummer er det netop denne magtdemonstration i, hvor godt bandet spiller; under noget der minder om et omkvæd, går trommeslageren lige enegang (lidt á la Wilcos Via Chicago), mens vokalen holder nummeret ’hjemme’. Men hold nu kæft for en trommeslager! Næsegrus beundring over musikalitet og overskud herfra!

Det var en god, stærk oplevelse – men mens det virkede som et noget livligt tapet i baggrunden i barstemningen, så var det dog også et tapet.

Fire stjerner til en meget interessant opvarmning!!

Kevin Morby ★★★★★☆

Kevin Morby indtager derefter scenen og igen bliver vi vidne til et virkelig, virkelig velspillende og sammenspillet band! Der stilles op med trommer, bas, guitarist/(kvindelig) vokalist og Kevin Morby selv på guitar og sang. Den let drævende stemme sender lige dele associationer til Bob Dylan og americana-folk drenge som Conor Oberst og M.Ward.

Inden da har Morby for øvrigt lukket førnævnte fulderik ned, efter at han prøvede at gentage sin tryllekunst ved at råbe ’play faster – and louder!’ med et køligt ’No!’ fulgt af et ’Shut up’.
Der var vidst ikke nogen på Radar, der ikke tænkte, at det var fuldt ud på sin plads…

Kevin Morby spiller med overskud og en tilbagelænet coolness, der vidner om rutine  og selvsikkerhed. Snakken er for øvrigt stilnet af – hvilket kun er fair, da vi med Morby er i en mere tradition singer/songwriter-tradition, hvor udtrykket kan ødelægges af at man ikke får tekster/udtryk med.

Andet nummer, ‘Cut Me Down’, leveres stærkt og overbevisende og hvor trommeslageren hos opvarmningen tiltrak sig den positive, musikalske opmærksomhed, må det siges at blandt virkelig, virkelig velspillende musikere hos Morby var det bassisten, der måske lige var et mulehår foran. Helt uden at gøre væsen af sig selv fik vi konstant fine bas-figurer og akkorder – typisk spillet lidt tonalt højt, så fraværet af tangenter sjældent blev påfaldende.

Dette understreges også under ‘Harlem River’, hvor bassen ligger en dansende, men aldrig dominerende bund under et for øvrigt yderst velkomponeret nummer. Der bygges op og tages ned i dynamikken, og da Morby under ét af de senere numre fortæller at dette er det næst-sidste job på touren og de synes, at de er ved at have fundet hinanden, er det netop denne form for numre, der gør at man må give ham ret.

Morby 2

I sagens natur er der meget ballademateriale, når vi taler singer/songwriter, men bandet formår også at groove fedt som i den You got it-lignende ‘All of My Life’ eller radiohittet ‘I Have Been to the Mountain’.

Sidstnævnte bliver på én eller anden måde en skuffelse, da den er så velindspillet på pladen med blæs og kvindevokal, men leveres i en – medgivet, meget groovy, men – noget nedbarberet version – og guitaristens vokal udebliver.

Cirka midtvejs igennem settet får vi så en nyere sang (bliver ikke benævnt med titel), som virkelig sender tankerne om M.Wards mere naivistiske numre, og ‘Miles, Miles, Miles’ leveres med overbevisning i taktskiftene mellem 6/8 og 4/4 – ikke bare lige på slaget, men også med plads til lidt improvisation, hvor bandets sammenspillethed igen bliver tydelig.

Titelnummeret ‘Singing Saw’ bliver et lille højdepunkt, da det virkelig virker til at bandet clicker på dette nummer og da bandet – pånær Morby – efterfølgende går af scenen for at han kan spille to numre alene, er det næsten en skam.

Og så igen: som singer/songwriter viser Morby netop med ‘Black Flowers’ og Townes van Zandt-coveret ‘If I had no place to fall’ hvor det hele kommer fra; en mand og en guitar og med noget på hjerte. En lille fordel er også, at bandet dermed undgår de værste koncert-klicheer, da Morby kan gå af scenen og ’hente’ bandet tilbage – så vi ikke behøver at stå der og klappe i en evighed.

Og BAM! ‘Parade’ leveres ret in-your-face-agtigt, efter at blive løbet i gang via en stille, basdrevet start. Da der lukkes ned med et sidste nummer står der et stærkt, professionelt indtryk tilbage.

Kevin Morby er både stærkt beslægtet med Dylan og Oberst, men får også vist at han formår at levere live og en (i min optik) lidt kedelig plade virkelig får liv live.

Det vil virke underligt fedtet at give fire stjerner, for jeg kan ikke rigtigt komme på, hvad Morby et al kunne gøre meget bedre. Så selv om det ikke bliver de største fem stjerner, så er de dog fortjente og det eneste rigtige på et varmt Radar en fredag inden pinsen!

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here