The Rock History – reportage fra Pumpehuset

0
1488
views

Sune “Køter” Kølster og hans once-in-a-lifetime koncert i Pumpehuset, hvor albummet The Rock History blev opført live for første (og formodentlig eneste) gang bliver nok kun en lille notits i rockhistorien, men for manden selv må det have været lidt af en triumf.

Vi indfandt os i nogenlunde god tid i Pumpehuset, så man lige kunne nå at pulse lidt på rygeterrassen, forpleje og prale lidt med alle de damer vi havde lavet siden sidst… OK… prale med hvad vores 4 årige børn kan. Tiderne skifter! Nuvel, jeg havde, endnu engang (for lige at hævde mig selv lidt), put my money where my mouth is og købt en billet, i stedet for at tage i mod det ellers generøse tilbud om en billet. Pointen er ikke kun at prale med hvor flink og idealistisk jeg er, men at sige, at Kølster har formået at skabe et projekt, som jeg rigtig gerne vil støtte på en eller anden måde.

Og eftersom jeg ikke pungede ud til hans Kickstarter kampagne for at finansiere albummet i første omgang, og var så heldig at få en LP som anmelder-eksemplar (flot, flot LP og artwork, køb den og giv den en fremtrædende plads i samlingen), så følte jeg ligesom at det var her jeg kunne støtte. Ved at købe en billet. Derfor er det her heller ikke en rigtig anmeldelse, men noget jeg har valgt kategorisere som “reportage”. Lidt mere frie tanker om stort og småt, ingen stjerner og måske en lidt mere personlig vinkel end vi normalt tilstræber. Nå ja, og plads til mere eller mindre gennemtænkte strøtanker.

Så stod han der, iført læderjakke og hvid undertrøje, badet i lys sammen med hans backing band. Den gamle Ungdomshus-punker, der efter en ordentlig hjernerystelse for ti år siden fik sået frøene til den idé, der endte med at blive et ambitiøst pladeprojekt, der skulle favne “rockhistorien”. Læs mere om forhistorien i vores interview HER.

Det må have været det vildeste kick for Kølster, at stå der og kigge ud over en godt fyldt Store Sal i Pumpehuset, hvor koncerten endte efter han i løbet af ugen, gennem et vanvittigt benarbejde og hype-apparat på sociale medier, fik løbet så meget gang i billetsalget, at koncerten kunne rykkes op. En broget skare var det, som forventeligt, folk i “alle aldre” og fra de vidt forskellige samfundslag, så vidt jeg kunne bedømme. Generelt var stemningen god, man kunne mærke at publikum ville det her lige så meget som Køteren på scenen, ja, under de vildeste punk og metal numre til sidst i koncerten blev der sgu’ endda moshet og crowd surfet lidt – det havde jeg måske ikke set komme inden.

Og er det ikke en af de ting rockmusik handler om og skal kunne? Samle mennesker, der måske ellers ikke har det store til fælles, om noget? Og for en stund, bare en kort en, få en til at glemme hverdagen og bare give lidt slip? The Rock History indeholder nok ikke mange sange der vil gå over i rockhistorien, dertil er det nok for meget pastiche og mere en hyldest til genrer og forgreninger indenfor rocken, end et bud på noget der vil sige noget nyt. Og det gør ikke noget. Bare det, at man kan samle så mange mennesker, folk der med stor sandsynlighed aldrig havde hørt numrene før i aften, hvor pladen også udkom, og gennem spilleglæde, vilje og ved at udstråle engagement, få dem til at blive hængende i over to timer, må betyde et eller andet.

sune1

Det må betyde, at rigtig mange blandt publikum ville det her lige så meget som Sune Kølster (og band) selv, og at han har formået at søsætte, og holde liv i , et projekt som folk gerne ville bakke op om- og følge til dørs og gøre til historie ved at troppe op i Pumpehuset. Også mig. Det var en af grundene til at jeg med glæde smed 180 kr. for en billet i stedet for at “trække pressekortet”, jeg ville gerne være en, om end ganske lille, del af det her – fordi projektet og ånden tiltalte mig. Jeg føler på en eller anden måde vi er nede i rockens, og musikkens, grundstof og materie. Hvor ingen idé er for stor, eller for tosset, og om nødvendigt, så stabler jeg selv tingene på benene og får det til at ske – fordi jeg er nødt til det!

Pionerånd, integritet og kunstnerisk nødvendighed, det er ganske enkelt noget der scorer meget højt hos mig. Og den der ukuelige vilje og gåpåmod, der har præget dette projekt fra start, hvor der trods, gætter jeg på, svedige håndflader hist og her i processen også har været en tyrker-tro på, at det nok skulle lykkes. Hvis ikke efter Plan A, så Plan B.

Det er med til at løfte materialet, også denne aften, hvor nogle af numrene måske ender med at blive udstillet lidt i forhold til album-versionerne. Især metal-delen mod slut haltede gevaldigt i mine ører, hvor mig og sidemanden stod og diskuterede om det var vores eget, vamle, autencitetsprincip der alligevel overmandende os, og numrene simpelthen ikke virkede troværdige? Nej, vi endte nok med, over lidt for mange øl, at konkludere, at lige metal numrene kort og godt bare ikke var blandt de stærkeste af sangene…….

Jeg tror måske også at det hænger sammen med, at man havde set det voldsomt velspillende band og en stærkt syngende Kølster, nærmest bedre end på plade, egentlig (?), spille sig igennem så mange genrer, at det kom til at virke lidt…. sært, da der gik tonser metal i den? Trods nogle roterende gæster, så var kernen i bandet stort set den samme hele vejen igennem, sorry hvis jeg lige mistede overblikket lidt hvad mandskab angår, var jo egentlig ikke på job. Det vil sige man gennem lidt over to timer kiggede på nogenlunde de samme mennesker, bevæge sig helt fra anderumpe-rock op til tung metal. Jeg siger ikke, at de skulle have forsøgt sig med kostumer der matchede tonerne, eller fjollede parykker, men af en eller anden grund savnede jeg måske en visuel variation her, eller et eller andet der gjorde at illusionen ikke brast lidt på grund af, at jeg kiggede på de samme mennesker spille den medrivende “Læderjakke” og tromle sig igennem “Drugs”.

Nå, den lidt anti-klimatiske afslutning til trods, måske var man også bare ved at blive lidt mør og ør, så var der dog en del musikalske højdepunkter spredt ud i det lange sæt. De numre som måske interesserede mig mindst i studieudgaverne var de psykedeliske. Fine numre, ingen tvivl om det, men der er bare så mange bands der spiller psykedelisk rock for tiden, og også gør det bedre og med mere personlighed, end Kølster og band. Som en introduktion til syre-rocken og et bud på “sådan her lyder psykedelisk rock”, fungerer det rigtig godt. Men live synes jeg faktisk også at numre som “Psykedelia” og “Utopia” foldede sig ud som rigtig GODE sange.

Kampmann, Peter Peter og "Køter"
Kampmann, Peter Peter og “Køter”

Og så var der naturligvis punk-delen, Køter på hjemmebane, så at sige. Den del fungerede, ligesom på pladen, rigtig godt. Hvor man som en lille treat kunne nyde den gamle punk-rotte Peter Peter rykke sin guitar godt og grundigt rundt. Her var højdepunktet nok en hidsig version af “Som Besat”, der lød som om der for alvor var noget på spil. Inden punken kørte sin rambuk ind i rocken, da var den ved at kamme over i teatralske armbevægelser, på grænsen til det campy, ført an af navne som Queen og Meat Loaf, selvom man altid kan diskutere hvem der kom, og peakede først, Queen blev vel egentlig først rigtig store lige efter punken havde smidt en håndgranat? Nuvel, hvor kom jeg fra?

Ah, start-70’er rocken, her repræsenteret ved numre som “Lænker” og Love Sucks”, det var nok koncertens personlige højdepunkt for mig, hvor David Kampmann på guitar bevidste, at jeg har set alt, alt for få koncerter med netop Kampmann på guitar! Hvis backing bandet indtil da havde spillet fedt, og det gjorde de, så tog Kampmann lige hele baduljen et skridt op at stigen her. Føj, hvor lød det fedt!

Man kunne nok have fremhævet andre isolerede stunder, og folk havde nok forskllige opfattelse af, hvad de synes var fedest – i hvert fald var der en del der fik headbanget igennem, og mere endnu, til den førnævnte metal-del. Men for mig handlede det her, som albummet, om helhedsoplevelsen og indtrykket og det udsyn, der ligger til grund for det hele. Jeg er kort og godt imponeret over ambitionsniveauet, hjerteblodet og tiden bagmanden har investeret i noget, der på papiret lyder mere end bare en smule dumdristigt og små-tosset.

Det må have krævet nosser! And I like balls! Og så taler det samtidig til endnu en helt grundlæggende del af “rocken”, og vel livet generelt, hvis vi skal blive helt højtragende, i hvert fald for mig, nemlig både at turde drømme og gå efter drømmen. Lige meget hvor umuligt det end måtte lyde. En af grundpillerne i rockmusik er vel at forfølge drømmen, og den frihed det giver at kunne gøre det eller opnå den? Lomme-filosofisk og fortænkt af mig, måske, men ikke desto mindre er det tanker som disse, og de ovennævnte, der gør at The Rock History bliver lidt magisk. Ja, magisk.

Det her er nemlig, med et gammelt Roskilde slogan, “more than music”, det er en plade der som samlet værk, og det, det står for og kommer til at symbolisere, er større end summen af dens enkeltdele. Pladen er kort og godt mere, og større, end de enkelte numre og nogle spor skåret ind i en vinyl.

Og det er på den måde, og med lidt tryllestøv strøet ud over hele projektet, at Sune “Køter” Kølster får sat et lille bitte aftryk på, i hvert fald den danske, rockhistorie. Ikke med musik der vil gå over i historien, men ved at hele projektet ender med at blive en slags symbol på det, den forsøger at hylde i første omgang.

Det er sgu’ da smukt, tak for turen!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.