Grusom: Grusom ★★★★☆☆

0
1264
views

Svendborgenserne Grusom har kun eksisteret knap 2 år, men er allerede klar med et kompetent retro-rockende debutalbum, der trods lidt skønhedsfejl viser et band med enormt potentiale – når lige formen er pudset helt af.

Grusom udsendte sidste sommer en 3 numre kort/lang demo via deres bandcamp, der rummede kvalitet nok til at det tyske pladeselskab Kozmik Artifactz straks stod klar og viftede med en kontrakt – den valgte bandet at underskrive. Så nu står vi her, et relativt nyt orkester, 6 rockin’ dudes, 9 numre med noget på hjertet, hvor forsanger og tekstforfatter Nicolaj Hoffmann Jul får ryddet op i nogle personlige dæmoner. I mindre kompetente hænder, så kunne det godt være endt rigtig galt, men heldigvis er der masser af musikalske muskler, krummer og big balls i Grusom til at albummet ender med at være en særdeles vellykket lyndebut.

Der er stadig nogle mangler i mine ører, men når man tænker på at bandet tilsyneladende bare har spredt armene ud, kastet sig ud fra beton-rock klippen og set om det kunne bære, så er det imponerende godt gået. jeg har 2 hovedkritikpunkter, med lidt ekstra småting i hjørnerne.

Jeg savner stedvis mere guitar! Det behøver ikke være en riffmur der overdøver alt andet, men i nogle numre er det som om den sidste saft og kraft mangler fordi guitaren ligger lidt lavt i lydbilledet. Det er muligvis en smagssag, og jo sikkert et bevidst valg, men også et, der får mig til at mangle lige den allersidste overrumplende effekt i et par af de langsomt opbyggende numre. Og netop det med de langsomt opbyggende og tålmodigt ulmende numre er en del af punkt 2. Uden at numrene lyder decideret ens, så går jeg i løbet af 9, forholdsvis lange, kompositioner lidt død i formlen, som trods stemningsudsving kommer til at fremstå lidt ensformig i længden.

Grusom er enormt dygtige til at slå en stemning an, ramme et atmosfærisk tryk som holder én fanget og nogle gange ude på kanten af stolen, hvor man sidder og venter på klimaks og belønning. Det er bare som om jeg i en del numre ikke helt får den belønning jeg havde håbet på. Det kunne igen kategoriseres som personlig smag, men det handler en anmeldelse jo OGSÅ om, ud over de rent objektive parametre….. man helt subjektivt kan opstille.

Dermed ikke sagt, at Grusom bare lader samtlige numre fuse ud, der er masser at komme efter når bandet beslutter sig for at hugge igennem, men jeg sidder alligevel med fornemmelsen af, at med lidt småjusteringer, måske lidt mere vildskab og en løssluppen live-følelse, så ville numrene vokse fra “virkelig gode” til decideret “fremragende”.

“Bleed For You”, på sidste halvdel af pladen, er et eksempel herpå. Det starter roligt, tilbageholdende og meget stemningsmættet med relativt få virkemidler, der alligevel giver en forventning om at der er noget episk i vente. Efter 1 ½ minut hugges nummeret for alvor i gang med en sej Black Sabbath møder Deep Purple (på grund af orglet ikke mindst) slæber melodi, mens frontmand Jul rammer balancen og tonelejet mellem råt og storladent på glimrende vis. Der veksles mellem episke og mere pågående huggende instrumentalstykker og rundes af med en outtro, der egentlig lyder som en bro til noget endnu større. Det dirrer, rumler og… så slutter sangen helt brat?

Effekten er da helt klart at man vågner op og bliver opmærksom, hvis man var sunket lidt ned i stolen og havde fået sig en god koger, men med så lækker en opbygning og flot et nummer, så virker det som et lidt akavet afbrudt samleje. Et andet eksempel på hvor det ikke helt fungerer for mig, dog af lidt andre årsager, er førstesinglen, “The Journey”, cirka midt på pladen. Den let nostalgiske stemning og den, i hvert fald indledningsvis, mere svævende og luftige melodi, fungerer egentlig meget godt. Men jeg savner alligevel et eller andet. Det bliver måske lidt FOR luftigt og mangler nogle klipper at ramle imod. I hvert fald er det, det nummer på Grusom som er tættest på at gå i tomgang for mig og svæver lidt ud i ingenting. Til gengæld er vokalpræstationen igen overbevisende.

Nuvel, det lød måske lidt negativt, men i et større perspektiv ER der, bare lige for at slå det fast, tale om mindre “skønhedsfejl”, som måske lige så vel kan tilskrives mine personlige præferencer, som egentlige “mangler” hos Grusom. For er du fan af den klassiske, let-blusede, tungrock, så er der masser af kød på Svendborg-versionen her.

De 2 helt store højdepunkter for mig falder på hver sin del af albummet, “Evil” på første halvdel og “No Gods” på anden.

I know this is not what you wanted
But the blame is only on you
You have created a monster
You opened the door and let evil walk through

Sådan lyder det indledningsvis på “Evil”, der på tværs af rock-genrer er et af de bedste numre jeg har hørt i år. Her vokser Grusom fra “virkelig gode” til regulært fremragende, og rummer samtidig måske den stærkeste vokalpræstation på hele pladen. Sangen om den “falske/forkerte” gud, “No Gods”, matcher den næsten, “when you look to the sky, what do you see? It’s the wrong god, you’re looking towards”. På de 2 numre rammer Grusom fuldstændig plet, og lyder som et band der aldrig har lavet andet end det her.

“To the highest bidder i sell my soul” lyder det i den mere tempofyldte “Come Closer” først på pladen, og ligesom Robert Johnson lader det til at Grusom har solgt sjælen til rocken – og som en del af handlen fået fingrene i noget af genrens råmateriale. Eller dyppet krop og sjæl i genrens ursuppe. Autentisk lyder det i hvert fald

Imponerende solidt og klippefast, sangskrivningen lyder som om det stammer fra et band med et årti eller to på bagen – hvilket også i sidste ende er med til at begrænse Grusom og albummet lidt. Jeg savner måske noget mere vildskab og/eller udforudsigelighed i netop sangskrivningen, som over albummets 9 numre, trods variationer i detaljerne, helt overordnet kommer til at fremstå lidt ensformig. I hvert fald hvad opbygningen af numrene og virkemidlerne angår.

Talentet og potentialet er åbenlyst og indiskutabelt, men udførelsen mangler lige en lille smule for at vi kravler helt op i toppen af skalaen. 4 store stjerner er dog heller ikke at kimse af for et debutalbum omkring 2 år efter dannelsen af et band! Samtidig sidder jeg med en ubehagelig fornemmelse af, at det er mine ører den er lidt galt med og at jeg er for nærig – så giv det et lyt, det er måske i virkeligheden en 5er Grusom har begået?

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Grusom på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here