Electric Guitars: Brothers of Passion (dvd) ★★★★☆☆

0
904
views

Electric Guitars er klar med en koncert dvd fra deres koncert på Smukfest i 2013, hvor der både er plads til masser af guitar og mulighed for at komme lidt tættere på de 2 hovedpersoner, Mika Vandborg og Søren Andersen.

En live-dvd som denne, krydret med små interviews mellem numrene (du kan også vælge at se de to dele separat) vil på en eller anden vis altid være mest til fans. Uden at fornærme nogen, så er Electric Guitars jo ikke det mest berømte band i verden, eller “bare” i Danmark, så som udgangspunkt henvender den sig allerede til en ret begrænset skare. Eller til folk der vil have en fin souvenir, eller et visuelt minde, fra netop denne koncert på Smukfest ´13 i Skanderborg, hvor kameraerne rullede.

Det er jo for så vidt også fint nok, og skal jo ikke trække ned i den samlede bedømmelse af produktet, måske egentlig tværtimod? For der må lægge en del hjerteblod, vilje og entusiasme i projektet, hvis man gider bruge penge på at udsende sådan en dvd, velvidende at tiden ikke er til store salgstal for den slags, og ens mulige kundekreds i forvejen er lidt indsnævret.

Man skal ville det og have passionen! Og derfor er titlen Brothers of Passion da også både meget rammende og præcis. Hvis der er noget Electric Guitars og deres super sized guitarlirede rock-menu med guitar ovenpå, guitar sideret og ekstra guitar, emmer  og gennemstrømmes af, så er det passion og hjerteblod. Ellers giver det absolut ingen mening at gøre det. Al respekt for det! Som Franz Beckerlee udtaler i et af interviewklippene, hvor de har bedt ham om at medvirke på “verdens længste guitarsolo” sammen med 9 andre af Vandborg og Andersens helte, “man kunne mærke de brændte for det, og det har jeg respekt for. Folk der brænder for det, det vil jeg gerne være med til”.

Og ja – der er også plads til teknik og gear nørderi i interview-delen, selvfølgelig, hvor Søren Andersen lige giver en hurtig introduktion i hans pedaler og halløj. Det er lidt sort snak for sådan en som mig, der ikke interesserer sig specielt meget for den del af musikken. Men som Andersen siger, “en stor del af en guitarist, det er også hans lyd. Og der ligger bare rigtig meget, i det rigtige gear – og det har jeg eddermame brugt MEGET tid på”.

“Velkommen til en god time med guitar”, lyder de afsluttende ord i det indledende interview og så skifter vi ellers fra sort/hvid og 2 mand i en sofa, til fuld farve og et telt i bøgeskoven. Nu er vi jo ude i et visuelt medie, så må man gerne fokusere lidt på den del, ikke? De 2 herrer er egentlig et sjovt match på en scene, den langhårede, old school rock ‘n roller i læderjakke, Søren Andersen, og den kronragede Mika Vandborg, med et meget karakteristisk kombi-skæg, hvor en kraftig og spids hagebevoksning møder hipster-Bismarck cykelstyret. Men i attituder og udtryk på scenen, matcher de alligevel hinanden rigtig godt, og lader til at have en nogenlunde velafgrænset 50/50 fordeling af hvem der lige tager spotlystet og fører an. Igen noget der peger fint tilbage på brødre-tingen – hvem der så lige er store- og lillebror i forholdet ved jeg ikke, det virker meget jævnbyrdigt. Ligevægtige guitar-brothers from different mothers?

Jeg har selv tidligere anmeldt et album fra de herrer, og Jonas et andet, her på siden. I begge tilfælde endte vi på middelkarakteren 3. Tror egentlig begge vi var nogenlunde enige om, at det på ingen måde skyldtes Vandborg og Andersens evner på guitar, de er begge, på hver deres måde, nogle virkeligt kompetente musikere. Det var mere et spørgsmål om, at det måske blev for meget af det gode med alt det guitar over en hel plade, især fordi der måske lige manglede nogle flere virkeligt mindeværdige numre, at hænge det hele op på.

Jeg må konstatere, at jeg synes noget bedre om musikken live end på album. Det er også som om at kompositionerne får mere liv og ånder i live-udgaverne. Det er på mange måder musik og en stil, der egner sig bedre til en koncertsituation, end til anlægget derhjemme. I hvert fald for mig.

Det er selvsagt mere råt og ind til benet live, ingen af de 2 hovedpersoner har måske den største rock-lead vokal i verden, men det fungerer fint i denne setting, også fordi de skiftes til at være i front. De resterende 2 bandmedlemmer på scenen, Morten Hellborn (is that your real name, sir?) på trommer og Peter Kjøbsted på bas, leverer også en godkendt indstats. Men der er ingen tvivl om hvem der er i centrum. Det er de 2 guitarekvilibrister forrest på scenen.

Selv om den musikalske del fungerer meget bedre for mig med en billedside til, så kommer jeg ikke helt ud over, at jeg stadig savner lidt flere virkeligt mindeværdige numre fra dem. Bundniveauet er solidt og stensikkert, men der er lidt langt mellem højdepunkterne og for få decideret fremragende sange. “She Wants My Guitar”, som jeg ellers syntes var en omgang halv-plat guitar-porno på plade,  glider noget bedre ned her. Den stammer fra nyeste album, der udkom tidligere i år, men da koncertoptagelsen stammer fra 2013, så er hovedparten af materialet fra bandets første album. Så, desværre, ingen “String Fever”, som jeg ellers synes er gruppens klart stærkeste kort.

Den mere tungt huggende og vuggende “Horsefly” (og beslægtede “Black Lady”) gør også en god figur, hvor liret træder lidt i baggrunde og giver bandet plads til bare at brumme og skralde godt igennem. Godt med lidt afveksling! Til gengæld er numre som “Break It Up” og “Song About You” bare lidt for anonyme til at jeg helt bliver revet med og op af sofaen, om end, som alt andet, særdeles kompetent leveret her. Henrik Hall hyldesten “Hall Full Of Music” er en fin rockende sydstats-boogie woogie ting, her med lidt indlagt sing-a-long, forlænget spilletid og alt det der. Men igen, mere et fint indslag i øjeblikket, end et nummer jeg måske husker og tager med mig bagefter.

Musikalsk kan man ikke sætte mange fingre på udførelsen af koncertdelen, visuelt er det ret simpelt og lige ud af landevejen, det er et guitarrock show, ikke så meget pis.

Samtidig virker duoen meget nede på jorden, om end selvsikre og bevidste om deres evner (med rette), og afslappede omkring det hele, i interview-delen, hvilket bestemt ikke skader på helhedsindtrykket. Lidt selvironi og glimt i øjet er der også plads til, blandt andet virker de ikke synderligt fornærmet over, at en på Jelling Festival kaldte dem “rockens Nik & Jay”.

Hos Electric Guitars virker det stadig som om guitaren kommer før sangen, det lægger ligesom også i navnet på en eller anden måde, ikke? Men skal jeg helt op på øverste karakterhylde, så har jeg brug for at sangene og de gode melodier får lov til at fylde mere, fremfor instrumentet. Mika Vandborg siger på et tidspunkt noget om, at “blive ramt i hjertet af andre guitarister”. Jeg savner stadig flere øjeblikke, hvor Electric Guitars rammer mig i hjertet med deres numre. Men flot og blæret, uden at blive tom lir, det lyder det sgu.

Vi ender på 4 stjerner, det er nok stadig mest for fans, men jeg var godt underholdt og så er de 2 gutter meget svære ikke at holde af. Både på grund af deres personlighed men også på grund af passionen.

Af Ken Damgaard Thomsen

Brothers of Passion udkommer via Target d. 27/11, følg Electic Guitars på Facebook.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here