Eigengrau: LEAP (EP) ★★★★☆☆

0
311
views

Eigengrau har med LEAP EP’en udnyttet den frihed, man i dag har til at udgive når man har lyst og har drypvis over efteråret udgivet de fire numre separat. EP’en fremstår dog formfuldendt og gør fin figur for det århusianske postrock-band.

Der er mange kritikpunkter, man kan rette mod Eigengrau: Hvorfor dog lave musik uden tekst? Hvorfor bruge så kompakte, digitale gains som sender tankerne i retning af NU-rocken (grrr!). Og hvorfor ikke have klare melodilinjer?

Men sagen er, at når musikken spiller, bliver ovennævnte overhovedet ikke relevant. For med de fire instrumentelle nummer, ‘Leap I’, ‘Leap II’, ‘Wound’ og ‘Moment’ får bandet skabt fine stemninger uden brug af så mondæne ting som melodier, tekster og beskidte lyde.

Det vil nok være mest rammende at kalde Eigeingrau for post-rock, men måske post-metal er lige så rammende, da der er tydelige elementer fra metallen; som når de slår flotte, firkantede, forskudte fjerde- og ottendedele i næsten djent-agtig stil. Og når dybe strenge kommer ind efter mere sfæriske passager. Eller når trommerne går amok i click-stærke stortrommeslag.

Men ’post’ forstavelsen er i høj grad central her. For mange metalbands hylder det lidt voldsomt grimme. Som et Mikael Kvium-maleri, hvor det hele skal være lidt voldsomt ulækkert og er der et barn på billedet, har det formodentlig en hånd oppe i røven. Og med al respekt, så kan det for visse metalbands være lidt bøvet. Men her er Eigengrau anderledes runde.

Dels den stærkt komprimerede og faktisk ret pæne lyd, dels at bandet sjældent strejfer fra ret pæne dur-harmonier – men også med en vis skønhed over udtrykket. Kun opbrudt af til tider urovækkende rock/metal-elementer. Så for at blive i maleri-metaforikken, er Eigengrau måske mere en Bigum: Pænt, med afsindigt mange detaljer – og et mere subtilt, underliggende mørke.

Nå. Nu stak det vidst lidt af for mig…

Eigengrau er et tysk udtryk, der skulle beskrive den farve, mange ser når de er udsat for totalt mørke. Og navnet er på mange måder velvalgt, for som den farveoplevelse er svær at beskrive, kan Eigengrau også være det. Der er tale om stærk bund, mangestrengede guitarer – men, som nævnt, dårligt nok en melodistemme at følge. Der er temaer og riffs og Eigengrau slægter på den måde ambient på – bortset fra, at det så bliver en noget mere potent og teknisk dygtigt ambient, end man møder hos Enya.

Det er stemninger, der bliver fremmanet og materialet besidder kvaliteter i teknik men også en behagelighed i udtrykket, der gør at man sagtens vil kunne slappe af til den ellers meget energiske musik. ‘Leap I’ og ‘Leap II’ excellerer i skæv rytmik og sfæriske passager, konstant suspense-release og – hmm – venlige knytnæver i synet?

‘Wound’ er lidt mere krast og opererer som det eneste af de fire numre primært uden for dur-skalaer. Næsten som et Vampire State Building-nummer (uden vokal, forstås). Mens ‘Moment’ lukker ned med en næsten festlig stemning. Ja, dans kommer det nok ikke til, men i hvert fald opløftet stemning.

Som det nok fremgår ovenfor, så er det svært at indfange Eigengrau i ord. Men post-rock med pæn metal-kant er nok nogenlunde dækkende. Og så har vi slet ikke talt om, hvor tight det er fremført!

Leap EP’en bliver det tredje instrumentale værk, jeg anmelder indenfor få måneder. Og til trods for at der ikke som sådan er hverken sådan rigtige melodier – eller det forfalder til guitarsolo-lir, så er det det af de tre, der giver mest mening.

Vi er ikke oppe på niveau med Eigengraus eget fremragende værk, Intrinsic. Men det er en stærkt stemningsfuld EP, Eigengrau har begået og det bliver spændende at se, hvordan de udfolder sig på fuldlængde i løbet af det nye år.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here