The New Shit Showcase, Atlas d. 20/1 – 2018

0
717
views

Kollegaerne hos Blastbeast.dk gav også århusianerne mulighed for at se deres showcase med upcoming danske metalnavne. The Århus Faithful var som vanligt mødt op og fik nok ret beset en hel del skidt men også lidt kanel på en lørdag aften i januar.

På en tåget, fugtig januaraften lagde Atlas rammer til Blastbeasts’ arrangement under titlen New Shit Showcase.

Måske på grund af januar, måske på grund af andre omstændigheder, men The Århus Faithful bestod på denne aften primært af det mere ’modne’ (læs: ikke-studerende) publikum. Med en entré på 100DKK kunne man måske forvente at der også var studerende, der havde fundet vejen til Atlas, men januar er januar og SUen rækker jo kun så langt.

Inden arrangementsstart fik vi at vide, at Archives of Alaska var forhindrede på grund af sygdom (vi tænker… Øhm… Alaskask dødsforkølelse?), så hvert band havde fået forlænget spilletide til 30 min. Klokken 19 var der vel omtrent 30 fremmødte og som første band, Wölfblood spillede sig ind i deres set, nåede vi nok op på omkring de 50 tilstedeværende.

Da det var en showcase, vil jeg ikke som sådan uddele stjerner individuelt, men give en omtale med på vejen og slutteligt samle op…

Wölfblood

For at forstå, hvad der er på spil i Wölfblood skal man rette opmærksomheden på den lidt fjollede Umlaut, der er over det første ’o’ i bandnavnet. For denne Umlaut kender vi også fra et hedengangent band, Motörhead. Wölfblood spiller hvad der nok bedst kan beskrives som bajer- eller motorcykelrock og selv om forsangeren (dedikeret, han spiller ikke andet) har en mere scream-orienteret vokal, så er det altså samme hammel, der trækkes på hos Wölfblood. Det er ukompliceret, usofistikeret og effektivt så længe, at koncerten blev holdt inden for de 30 minutter, der var givet.

Kvartetten gjorde hvad de kunne for at tordne derudaf i noget, der lyder som en brutal opgradering (?) af bluesen, kun afbrudt af ærligt talt lidt sløje guitarsoloer med en del toner, men uden den store idé eller dygtighed. Ikke for det; forsangeren kartede rundt på scenen og var ud over publikum og i tredje nummer lykkedes det også at få gang i lidt reserveret headbanging her og der.

Min konklusion var at Wölfblood er ganske fint at drikke bajere til, hvilket jeg så også valgte at gøre og som sådan fungerede bandet OK som en form for ’opvarmning’.

Bandet holdt sig dydigt inden for den halve time – mere ville også for alvor have resulteret i brugen af ordet ’trivielt’ i denne anmeldelse.

HIRAKI

Kl 19.55 fik vi så indikationer på noget nyt; HIRAKI er en trio bestående af trommeslager, guitarist og en forsanger med a-hell-of-a-lot-of-synths-and-shit. Hey, jeg velkommer totalt at man inviterer nyt ind i etablerede genrer og HIRAKI kan bestemt holde hovedet højt som en form for pionerer, der ikke rigtigt følger et industrial-spor, men heller ikke rigtigt udnytter de potentialer, der ligger i at man kan lave stærke, potente lyde, uden at man skal bruge strengeinstrumenter og deres forskellige gains.

Idéen hos HIRAKI er nok primært inspireret af noget sludge, og med screamvokal er lange, sløve og tunge passager også det indtryk, man får. Bandet har også gjort en indsats for at omgå det faktum, at forsanger/synth-guy er lidt bundet af sin station med effekter og synthesizers, ved at have medbragt en lyseffekt, der især i mere sfæriske øjeblikke skaber en visuel stemning, jeg ikke erindrer at have forbundet med rock eller metal.

Det er – for så vidt – godt tænkt, men når synths’ene primært bruges som en bas-kapacitet og benytter nogle meget enkle repetitioner, virker potentialet uforløst. Ja, der er energi at finde, men til trods for dygtig trommeslager og guitarist, bliver det aldrig rigtig erindringsværdigt.

Læg dertil, at bandet blot spiller en 20 minutters koncert – og det er måske i virkeligheden redningen. For måske er det hele et eksperiment, der trænger til at modnes. Måske ser vi i fremtiden HIRAKI som en ny gren på metal-Ygdrasils stamme? Man kan håbe, men på den korte tid, HIRAKI spillede denne aften, må det blive ved håbet…

Kl 20.16 takker bandet af og har tilsyneladende ikke flere skud i bøssen denne aften.

Heathe

Med otte mand tager Heathe sig imponerende ud på scenen og da de sætter i gang kl 20.45 er forhåbningen da også, at med så mange instrumenter, kan de forhåbentlig byde på den variation, det har været unfair at kræve af Wölfblood og som HIRAKI et langt stykke hen af vejen skuffer ved ikke at have. Men nej.

Otte mand er i bund og grund lidt fjollet for et band, der som Heathe spiller tung sludge hvor de enkelte, samme akkorder langsomt gentages af alle i bandet. Og ja, det er da imponerende, når der står seks mand og headbanger på samme tid på scenen. Og ja, det er da – hvis man lukker øjnene – OK smadret, men lidt uinspirerende musik.

Men der er godt nok også dømt middle of the road. Jeg kan godt se, at når man lader et Farfisa stå som gennemgående element og desuden har et baryton-horn med masser af rumklang til at bære overgangene, så kan man da godt få brug for otte mand. Og bands med otte medlemmer gør det tydeligvis også fordi de vil og ikke fordi de vil lave penge (tro mig, jeg er sjettemand i et band selv!). Men det er så et problem, når numrene ikke tilbyder noget særligt. Scream-vokal fra forsanger/dirigent bliver en kærkommen variation, men idéen udebliver for de uindviede.

Da bandet introduceres af Blastbeast, fortælles der om en lydmur. Denne udebliver på Atlas og måske er det ikke bandets skyld; Atlas er et spillested, der desværre konstant bekræfter hvordan lyd kan ’spises’ af et rum. Men selv med en rumlende bas i brystkassen har jeg svært ved at se, hvad Heathe har at sige til folk og hvorfor der skal stå otte personer og prøve at kommunikere dette, difuse…

Etheral Kingdoms

Nå, for den da! En genre, jeg troede var død, viser sig så at dukke op på denne showcase; den symfoniske metal med kvindevokal. Etheral Kingdoms introduceres af Blastbeast med reference til Nightwish, og det er i forvejen et stopkort for mig. Jeg har aldrig kunnet udholde genren, hvilket selvfølgelig ikke skal ligge Etheral Kingdoms til last.

For de spiller faktisk fedt og en koket, kvindelig forsanger er et stærkt aktiv for ethvert band. Men der er noget iboende banalt over genren og lidt små-pinlig audience-talk mellem numrene gør det ikke bedre.

Forsanger Sofia Schmidt har dog et stærkt es i lommen; om det er den måde, lyden er sat op, en vokaleffekt, dubs, eller noget helt fjerde ved jeg ikke. Men i de passager, hvor hun growler får growlen klang, hvilket er… vildt fedt!

Men viseligt er growlen brugt som effekt i visse numre og når hun ellers synger egalt – eller den opera-inspirerede stil, som jeg ikke kender ordet for – foregår det desværre med meget ringe attack. Det bliver dermed en imitation af en skolet sangstil, som falder ret meget til jorden – et fedt spillende band i ryggen til trods. Måske dårlige monitorforhold, måske er det bare sådan det er. Men godt var det ikke i de fleste passager.

Etheral Kingdoms slipper fra en OK showcase – ikke mindst på grund af godt musikalsk arbejde af bandet. Og FEDT når man får kvindegrowl med klang! Men puh, der var også passager, hvor der kunne arbejdes. Nuvel. Det er en showcase for uprøvede bands og dette var bandets anden koncert nogensinde.

Morild

Og netop som jeg efter Etheral Kingdoms overvejer om symfonisk metal er et bandeord, kommer Morild ind og jorder den idé. For bandet tager genren alvorligt og formår at blande det smadrede med det sfæriske og gøre dette med et overskud, der får publikum til at tænke ’men selvfølgelig!’.

Som en visuel ’pun’ har bandet iklædt sig ansigtsmaling, der lyser op i det UV-lys, de har med i deres stage gear (get it? Morild? Selvly…oh! Fuck it! Jeg finder selv ud…).

Det er igen en et sfærisk udtryk, der kommer ud med høvlende guitarer på alle underinddelinger, men også med break-downs med simpelt chorus-guitarspil og fine melodier. Ja, jeg kunne næsten kalde det post-rocket, bortset fra de insisterende vokaler; for vi får en lys scream-vokal fra én guitarist det meste af tiden, bakket op af en brølende, dybere growl fra bassisten i passende mængder som understøttelse i passager. Det fungerer virkelig fint!

Det er også et band, hvor man for første gang på aftenen fornemmer, at der er tænkt i at få musikken til at hænge sammen; intensiteten kan bølge op og ned, men altid med vilje.

I afslutningen på et af numrene formaster de sig endda til at opløse time-feelingen og går næsten jazz, da trommeslageren improviserer, mens bandet til dels følger med og til dels også stikker af. Lidt sært at opleve at et så potent lydende band kan trække sådan et trick op af hatten – og gennemføre det uden at det lyder som fejl- eller malplaceret.

Morild gør – de fem bandmedlemmer til trods – tydeligvis brug af backtrack, som sikrer en symfonisk sammenhæng og melodisk styrke. Normalt ville jeg have sablet dette ned, men de lykkes med dette. Det bliver en del af udtrykket og der mangler altså ikke noget ud over scenekanten, når en halv-selvlysende forsanger screamer derudaf, mens der høvles akkorder i ottendedele på guitaren. Det virker til at være et band, der vil noget, har planlagt hvordan man får det kommunikeret og så også har evnerne til at gøre det.

Aftenens højdepunkt falder derfor meget passende til slut og Morild bliver dermed også et band, der bør holdes øje med…

Når aftenen er gået og glæden over afslutningsbandet har lagt sig, er indtrykket måske lidt slattent oven på The New Shit Showcase.

I praksis har bandsene ikke været voldsomt sindsoprivende og selv om der var headbanging her og der, så er det vist også fair at sige, at det nye Baest ikke dukkede op denne aften.
Når det så er sagt, så har publikum fået mange nye input for deres 100 DKK og der er herfra stor respekt for Blastbeast.dks valg som udviste stor bredde i programmet. Har der været en tendens, har det været det mere sludgede, men set over hele aftenen har det været varieret (manglen på variation har været i de forskellige showcases’ sets, ikke i programmet). Og al ære og respekt for det!

Så vi takker og bukker herfra og tænker, at netop initiativer som dette, der giver undergrunden chancen, er værd at støtte op om!

Af Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.