Acorn Falling: The Northern Transmitter ★★★★☆☆

1
821
views

Acorn Falling, Lars Kivig med en række gæster og fødselshjælpere, er aktuelle med album nummer 3. 8 numre, der uden fordomme svæver rundt mellem og blander et hav af genrer og klange til et ret originalt lydbillede. Svær at definere og proppe i en kasse, men hæmmet af et par småting, der gør at vi ikke helt når op i musikhimlen.

Acorn Falling føles i stor grad som et projekt med både personlighed og sit eget særpræg. Det kompenserer også i nogen udstrækning for nogle af de mangler, som udgivelsen ellers hæmmes en smule af. Det lyder som et lydunivers, der sagtens kunne bære at lyde endnu “større”, men måske har økonomien og mulighederne ikke været til det. Og så er vokalen visse steder ikke helt stærk nok til, at løfte materialet det sidste stykke.

Ingen af delene er på nogen måde dårlige! Produktionen er sådan set flot og ganske spændende, men der er nogle øjeblikke, hvor det er som om sangene ikke helt forløses og peaker, som i hvert fald undertegnede kunne have ønsket sig. Der mangler lige lidt ekstra “kapow” og måske noget storladent i lyden i disse momenter.

Vokalen er heller ikke dårlig, der synges i hvert fald ganske sikkert og med den der ovennævnte personlighed i stemmen, men der er passager, hvor jeg synes den på en eller anden måde kommer til at lyde en smule flad, eller “udramatisk” og… dansk? Det lyder ikke danglish, som sådan, men der er et eller andet i udtalen og klangen af de engelske ord, der stedvis lyder lidt for leverpostejs-danske i mine ører – men det er nok en smagssag, hvor meget man synes det hæmmer.

Det kom næsten til, at fylde mere på skrift, end det egentlig fylder som reelle problemer på denne generelt veludførte udgivelse. Bagmand og drivkraften i Acorn Falling, Lars Kivig, der også slår sine folder i bandet My Beloved, har fået assistance af en række musikere: Thomas Wydler (Nick Cave & The Bad Seeds), Beate Bartel (Liaisons Dangereuses), Zef Noise (Peter Murphy), John Contreras (Current 93), Anders Rex (Bleeder), Grey Malkin og mange flere, som det formuleres.

Det tyder jo på et rigt og nuanceret lydbillede, og her skuffer The Northern Transmitter bestemt heller ikke. Det ville fylde for meget, at begynde at remse referencer og genrer op, eller dykke ned i hvert eneste nummer, lad os bare sige, at hvert nummer er værd at gå på opdagelse i. Og hver hver sin karakter og klang, uden at udgivelsen som helhed bliver for rodet eller uoverskuelig – det er lidt en præstation i sig selv. Kivig nævner selv noget med, at det er “et koncept album som berører fortiden, nutiden og fremtiden på en underfundig måde”. Det lyder jo på sin vis ikke videre klart, men det dækker på samme tid meget godt det indtryk albummet og de 8 numre efterlader.

Det starter udefinerbart med instrumentalnummeret “Morals Consumed”, der både lyder som om vi tuner ind på pladens frekvens og som et form for musikalsk radiosignal. Kommer det fra det høje nord, det ydre rum eller en anden dimension, det er ikke helt klart. Der er noget industrielt og elektronisk over det, det klikker og pulserer fremad med en vis rastløs energi og en ildevarslende stemning, der stiger i intensitet som de lidt over 5 minutter skrider fremad.

“Are you coming home, are you coming home”, lyder det i den efterfølgende og anderledes afdæmpede “The Execution”. “I’ve been trying to revenge you”..

“Peace Is Over”, der varer næsten 7 minutter, bygger tålmodigt op og får demonstreret noget af den dejlige, musikalske alsidighed der er at finde på The Northern Transmitter. Her tilføjes noget horn og blæs til lydbilledet, der er med til, at give det en helt anderledes friskt og nærmest opløftende fornemmelse end hidtil. Den stemning afbrydes dog af det mere eksperimenterende intermezzo/lydcollage “Transmitter Charging”, hvor der, som titlen indikerer, lades op til transmissionen, det man må formode er albummets egentlige omdrejningspunkt. Udførelsen af “opladningen” er dog en smule kikset, eller billig i sin klang og udførelse, så det lidt kommer til at lyde som noget fra en sci-fi b-film, eller en cutscene i et computerspil.

Lidt en skam, for selve transmissionen, som den præsenteres i den efterfølgende “The Transmission”, er blandt pladens højdepunkter. Her lugter det lidt af OK Computer æra Radiohead, hvilket nok især skyldes de flotte klavertoner og den svævende fornemmelse sangen igennem. Musikalsk er det en lækkerbisken, men det er samtidig også et af de steder, hvor en lidt stærkere vokal kunne have givet det sidste løft.

Det filmiske element i lyden vender tilbage mod pladens slutning i endnu et instrumentalnummer, den synth-futuristiske “Stages of Change”, der både har noget old school sci-fi og lidt progget over sig. Det føles vitterlig som om man gennemgår en forandring i løbet af de lidt over 3 minutter, en form for transformation indtræffer, eller sceneriet skifter på en længere rejse af en art.

Den leder over i den næsten 7 ½ minut lange afslutter “As We Wait”, der på en måde opsummerer, runder af, starter på noget nyt og rummer lidt af alle de elementer vi har mødt hidtil på The Northern Transmitter. Den virker næsten messende og hypnotisk i sin opbygning. Som om den både søger indad og dvæler, men samtidig flyder langsomt fremad, mod noget ukendt, “turning my back // turning my mind // turning myself around// I can’t, I can’t, I’m in too deep”, lyder det fra Kivig på et tidspunkt. Her synes jeg vokalens rolige levering og stemmeføring passer virkelig godt til sangens tone og stemning, mens sangen slæber sig afsted mod en stille afslutning.

Der er masser at dykke ned i, tolke på og tage ind på The Northern Transmitter, uden at man serveres nogen helt tydelige svar, hverken tematisk, lyrisk eller musikalsk. Det er et album, hvor man både synes, at man forstår hvor vi befinder os og skal hen, fordi det musikalsk helt generelt er godt udført, og samtidig er man lidt på bar bund med hvad det egentlig går ud på. Det gør ikke spor, og nogen gange er selve rejsen også det vigtigste og ikke selve svarene, og om der overhovedet er nogen?

Det gør Acorn Falling til et interessant, men ikke helt gnidningsfrit bekendtskab, hvor jeg ender på 4 store stjerner for hele oplevelsen. Og en anbefaling om, at man tjekker pladen ud, hvis man selv er den nysgerrige type, der ikke har noget imod, at blive udfordret lidt.

Af Ken Damgaard Thomsen

1 COMMENT

  1. Tak, Ken, for den fine anmeldelse!
    Jeg håber du også fik hørt nummeret, I´m OK.
    Bedste hilsener,
    Kivig

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.