Bosteen + Holst: Echo Lane *** (3/6)

0
1720
views

Bosteen + Holst består af Bo Steen Mikkelsen og Jeppe Holst, som på deres debutalbum får hjælp af flere gæstemusikere, blandt andet fra åndsbeslægtede Cody. Echo Lane er behageligt, velspillet selskab og godt håndværk. Til gengæld savner jeg kant og flere stærke sange. 

Bo Steen Mikkelsen og Jeppe Holst kommer fra to forskellige udgangspunkter musikalsk. Hvor Jeppe Holst er universitets- og konservatorieudannet musiker og har spillet guitar på en række jazzudgivelser, har Mikkelsen ingen formel musikalsk uddannelse og kan ikke læse noder. Historien om det fælles projekt udspringer i første omgang af at begge var medlemmer af Dead Mans Hands og at Mikkelsen siden fik guitarundervisning af Holst. Det udviklede sig til samarbejdet som duo, som altså nu har udmøntet sig i Echo Lane.

Jeg har ikke noget at udsætte på Bosteen + Holst’s musikalske kunnen. Det er godt musikalsk håndværk og hele vejen igennem meget velspillet og behageligt at lytte til. Lyt bare til de melankolske ‘Cold And Lonely’ og ‘Don’t Look Down’ eller den relativt dynamiske ‘Kids’, eller “uh-uuh” koret mod slutningen af ‘Shake This Tree’.

Det er også et meget homogent album med en melankolsk grundstemning, og det er både en fordel og en ulempe. For mig flyder numrene simpelthen for meget sammen. Jeg mangler flere numre, der skiller sig ud melodisk, som den stærke single, ‘Antidote’, der har et godt drive og en nærmest optimistisk trommerytme, og ‘Kind Of Answer’, som også skiller sig ud med det stærke kor-arbejde og sin anderledes opbygning.

‘Eager to Die’, som indleder albummet, er ligeledes blandt de mere markante tracks med en mørk stemning, fint trommespil, og godt vokalarbejde. Sammen med ‘Antidote’ min favorit på Echo Lane.

Det stærke guitarspil, der indleder afslutteren ‘Voices’ sætter også forventningerne op, men desværre går nummeret lidt i stå igen og punkterer tempomæssigt. Selv om guitaren igen får lov at udfolde sig senere i nummeret, så kunne det i min optik have været et plus hvis Bosteen + Holst ind i mellem gav lidt mere los og slap instrumenterne fri. På Echo Lane bliver det for mig lidt for meget af den samme køligtblå nuance. Jeg bliver kort fortalt ikke rigtig trukket helt ind i universet, men betragter det lidt udefra.

Det er lidt ærgerligt når nu Bosteen + Holst absolut har værktøjerne i orden. Men jeg mangler simpelthen hullerne i fernissen, som jeg kan gribe fat i, de der momenter, hvor jeg føler mig ramt på kornet af lyrikken eller et moment i musikken. Det oplever jeg desværre for sjældent på Echo Lane, som derfor lander på 3 store stjerner.

Echo Lane udkom d.17/3. Tjek Bosteen + Holst ud på deres hjemmeside.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here