Battle/Less Win: OIL005 (Split-udgivelse) **** (4/6)

0
1654
views

Battle og Less Win er gået sammen om en split-udgivelse, hvor hvert band  udfylder en 12″ vinyl-side. Det er resulteret i 2 minialbums, med hver deres take på skramlet indie-rock.

Split-udgivelsen udsendes af The Big Oil Recording Company, som også står bag blandt andre Ocean View, og i følge pressematerialet er de to bands favoritter på Big Oil’s hovedkvarter. Less Win udgav sidste år albummet Great på vinyl, et album, som min kollega Kodi tildelte 5 stjerner, da det blev tilgængeligt digitalt i år via nu nedlagte Pad & Pen Records. Nu er de så klar med første udgivelse på Big Oil, og det altså i selskab med kollegerne fra Battle. Lad os se nærmere på, hvad de to bands byder på, på deres respektive mini-albums.

Battle:

Battle består af Jacob Koefoed (trommer) og Ulrich Frydensberg (guitar og vokal), og de to herrer forstår at rocke igennem. De spiller en slags smadret, men alligevel ofte fængende og melodiøs, garagerock, i korte, flammende udladninger, der sjældent varer 3 minutter. Hele 9 numre har Battle fundet plads til på deres side af split-udgivelsen, fordelt på 22 minutter.

I sagens natur, er nogle af numrene næsten ovre inden man når at finde rytmen og begynder at hamre foden i gulvet i takt med trommerne, det gælder blandt andet ‘6 O’Clock’, der er balstyrisk distorted, den relativt hurtigt glemte ‘The Opera’, og den udmærkede energibombe ‘Just Don’t Say My Name’.

‘Silvery’, der åbner Battle’s minialbum, gør det glimrende med forvrænget riff, tampende trommer og en andenstemme, der giver melodien et ekstra pift i den gode retning. Medrivende no bullshit rock og her passer to minutter glimrende som længde. På ‘Sister’ sættes tempoet lidt ned, og er både fængende og støjende, omend måske ikke specielt langtidsholdbart.

Det er især på et nummer som ‘Unbeatable Timing’, med sit mere moderate tempo og stærke melodi, at Battle fremstår som et band i kontrol, og med kontrol over sine virkemidler. Der er en snert Modest Mouse i luften her, ligesom Pixies bestemt også kan høres flere steder på mini-albummet. ‘White Hookers’ er umiddelbart metervare Battle, mens’Love Surprise’ og ‘Red Wolf’, der er de sidste på mini-albummet, begge skiller sig ud. Førstnævnte for sin langsomt drivende guitar, der nærmest slingrer fremad, støttet af trommerne, mens Frydensberg fint udnytter pladsen til at udfolde sit skæve melodiøre. Det gør han i og for sig også på den afsluttende ‘Red Wolf’, som driver sejt svingende afsted.

Et fint og fængende mini-album fra Battle, som nok især vil gøre sig godt blandt folk med præferencer indenfor garage- og støjrock med sans for melodier, og lover godt for live-optrædener.

Hør Battle’s del af split-udgivelsen på deres soundcloud.

Less Win:

Ligesom Battle gør Less Win sig også i kortere kompositioner, og i den skramlede ende af indie-rocken. 7 numre har Casper Morilla (guitar), Patrick Kociszewski (bas) og Matthew Moller (trommer) fundet plads til. Der er dog flere skæve tiltag hos Less Win, som derfor også tager lidt længere tid at tilegne sig.

Åbneren ‘All Age RIP’ er allerede Less Win fra deres bedste side, da den efter lidt indledende øvelser letter, og bliver en klaustrofobisk og mørk indie-punket perle. ‘Blimps’ når næsten de samme højder, og har også meget at byde på med sin skæve guitar, og bas og trommer, der får lov at lege, inden de samles om et skævt synth-stykke.

Der proklameres efterfølgende at der er ‘Dark Imagery Ahead’, og det er jo sådan set sandt nok. For selv om dette nummer ikke er helt så mørkt som nogle af de andre, så bevæger Less Win sig ikke i solbeskinnet territorium. Det er dog heller ikke det mest mindeværdige nummer på Less Win’s side af udgivelsen.

Den efterfølgende ‘Silhouettes of Ideals’ lægger ud med en bas, der buldrer afsted, som var den en elefant drevet frem af trommeslagerens stikker. Desværre bliver den glimrende start ikke rigtig vekslet til reel fremdrift i nummeret, som tørrer ud hen ad vejen med gentagelserne. Er det skyggen af et ideal vi er vidner til her?

Til gengæld har ‘Monsoon’ en styrke i de inciterende riffs og trommer, og en igen nærmest legende guitar, som ind i mellem kan give lidt mindelser til Vampire Weekend, uden det ellers er et specielt godt sammenligningsgrundlag i øvrigt. Den glimrende ‘Ungrateful and Weak’, der sætter ind herefter, har en medrivende, manisk guitar og en smittende energi, og hiver igen niveauet op. Det hele afsluttes med synth-ballonen ‘Ghost’, der viser at  Less Win kan andet end guitar, bas og trommer, men ikke overbeviser om, at det er noget, der burde have mere plads på mini-albummet.

Less Win er et eksperimenterende band, og har mange facetter i deres lyd – det når de at bevise på ganske imponerende vis på de godt 19 minutter, de udfylder på split-udgivelsen, og endda som regel også fængende og vedkommende på de fleste numre.

Hør Less Win’s del af split-udgivelsen på deres soundcloud.

Samlet

Selv om de to mini-albums deler noget af det samme udtryk, og samme kompromisløse tilgang til rocken, så er der også store forskelle på de to sider af albummet. Hvor Battle’s er umiddelbart hurtigst fængende og lettest tilgængeligt med de skarpe melodier og korte energi-udladninger, står Less Win som det mere udfordrende band med deres udflugter i et indie-punket univers. Det er en spændende udgivelse med lovende smagsprøver fra to undergrundsbands, der begge fortjener mere opmærksomhed – her er der i hvert fald meget at komme efter, hvis du ikke lader dig afskrække af skramlet rock.

Her kommer vores skala lidt til kort, da jeg både kunne give 4 og 5 stjerner – dog mangler jeg lige fornemmelsen af en samlet helhed på udgivelsen, og derfor ender jeg på 4 store stjerner (og en halv, hvis vores skala indeholdt en sådan) til Less Win og Battle for OIL005. Tjek dem ud, enten hver for sig, eller samlet. Samlet kan udgivelsen købes hos The Big Oil Recording Company.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here