While I Wonder: Morning Light (EP) ★★☆☆☆☆

0
302
views

While I Wonder spiller med egne ord mild folk/pop med en snert af jazz, en indpakning de bruger til, at præsentere 5 numre om den der kærlighed. Eller nærmere betegnet, forskellige stadier af forelskelsen. Desværre er det en noget kedelig blød pakke, der er svær at blive rigtig begejstret for.

Altså medmindre du ikke kan få nok af originalerne fra 90’erne, der piftede deres glatte pop op med et blæs fra saxofonen. Indrømmet, det lyder godt det her, der er sådan set ikke en finger, at sætte på selve udførelsen, hverken bag pulten eller instrumenterne. Og det er klart et bevidst kunstnerisk udtryk og stilistisk valg, som man så enten kan være fan af eller ej.

Jeg er ikke fan. Og er det så fair, at uddele en karakter, som afspejler, at denne EP ligger under middel? Tja, udover, at det bunder i noget personlig smag, det erkender jeg blankt, så synes jeg også det er underligt uambitiøst, at diske op med sådan en udgivelse i 2018. Der bidrages sådan set ikke med noget nyt, eller tilføres en gammel genre et eller andet moderne løft eller noget der kunne bringe stilen op i nutiden. Og hvorfor så overhovedet lave det?

Det er, igen, muligvis, lidt uretfærdigt at stille While I Wonder til regnskab og lade dem ryge på skafottet på denne måde, de spiller jo bare hvad de kan lide, og andre bands, især rock- og metalbands, slipper billigere fra ret beset at “gøre det samme” – også her på siden, af og til.

Yes you got me with the first look
This is no regular vibe

Lyder den forelskede åbningssalut på første nummer, “The Sign”, hvor tegnene på at der er noget i luften er mere end tydelige. Det lyder nydeligt, klaveret spiller, i mere end én forstand, vokalen går fint og rent igennem, fuglene synger, solen skinner, det hele summer og spirer og jeg har lyst til at rulle gardinet ned. Jo, pop er i sin natur glat og poleret, men det her minder om David Gray, bare med færre kanter… og så er der ikke meget andet tilbage end en helt afhøvlet overflade. Men det LYDER pænt, selvom jeg sagtens kunne klare en mere fængende og iørefaldende melodi.

Titelnummeret, featuring en Laura L, følger op, som titlen antyder er der dømt morgenstemning, både i den let boblende musik og teksten, hvor forskellige morgenstemninger/scenarier beskrives. Det er sådan set fint med et supplement på vokalsiden, det giver lidt afveksling til Morten Møllgaards lidt ferske og ukarismatiske vokal. Men, som duet synes jeg bare ikke nummeret er super vellykket, der er nogle passager, hvor det lyder som om Laura, der ellers har noget glød og skævhed i vokalen der kunne være spændende, er ved at snuble over versefødderne. Og så er det som om, de to vokaler aldrig helt får dynamikken imellem dem til, at slå gnister eller svinge, især med de in mente, at det nok skal forestille at være et kærestepar? Where is the love?

Men i det mindste er den ikke bleg semi-pop soulet, som den bedagede “Call The Doctor”, der i mine ører gør det modsatte af at svinge. Det lyder som metervare midt-90’er dansk radiopop, tilsat lidt sax-trut, der irriterer mere end det gavner. Her er det også som om der nærmest er for lidt instrumentering på, i hvert fald så lidt, at nummerets noget afmagrede krop bliver for udstillet og vokalen kommer til at skulle bære mere end den egentlig kan. Det er fint, at man stoler på sin stemme og har tillid til sin forsanger, men her synes jeg arrangementet, eller mangel på samme, lader stemmen lidt i stikken.

Okay, nu begynder EP’ens 17-18 minutter for alvor at virke meget lange, “Raindrops” føles som at drukne i en vandpyt. Det går langsomt, med smooth sax loving in your eardrums, helt ind, laaaaangsomt, og dikkedikke lidt med noget akustisk guitar og en form for indfølt vokal som sangens glansnummer. Og det virker ikke rigtig. Måske er jeg typen, der trænger til en lussing af og til for at pifte akten lidt op? Hvis nogen spillede det her under en hyrdetime, så ville jeg nok ikke ringe tilbage efterfølgende…

EP’en lukkes og slukkes med endnu en stille sag, “Eyes for Me?”, og selvom jeg har været ved at koble helt ud og gruede for endnu en stille, fløjlsblød kurtisering fra While I Wonder, så synes jeg faktisk tingene fungerer for det 5 mand store orkester her. De får frembragt et sangmateriale der er stærkt nok til, at bære den gnidningsfri og labre lyd, så det rent faktisk lyder, ja, labert her! Der er også noget mere karakter og personlighed, og nok er der stadig et tungt 80’er/90’er soul-poppet ekko at høre, men de kommer nok ud af fortidens skygge til, at jeg faktisk synes det er et ganske hæderligt nummer.

Således får While I Wonder lige reddet den ind til bredden på sidste nummer, og undgår at sænke deres egen skude i ellers helt blikstille vande. Måske flød den bare på grund, ganske udramatisk? Nå, det var egentlig ikke for, at håne bandet, eller svine deres personlige smag og musikalske stil til, at der gik lidt metafor-ræs i den i løbet af anmeldelsen. Det er lige så meget for, at udstille min egen personlige mening og sætte en streg under, at dette også har en subjektiv slagside.

MEN, hvis While I Wonder vil længere ud, også indenfor denne genres rammer, så synes jeg de mangler nogle stærkere melodier, flere hooks og et eller andet der kan få en krog i lytterne. De risikerer, at drukne i mængden og ikke få ørenlyd, og så er det hele da i hvert fald omsonst.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.