Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Anders Hjernø: Sandslotte

Anders Hjernø: Sandslotte

1528
0

Hvorfor skal man bygge sandslotte? Hvorfor overhovedet skabe noget? Anders Hjernø kommer med et dybsindigt bud på kunstudgivelsen Sandslotte.

Udfordret! Det er hvad jeg er med denne udgivelse, og hvordan man skal anmelde den, hvis overhovedet. Derfor har jeg også smidt “ingen stjerner” kortet, for der her passer ikke ind i vores normale ramme eller stjerneskala. Og, så er jeg nok, mere end tilfældet ellers er, overhovedet ikke kompetent nok til egentlig, at anmelde det her.

Der er ikke tale om et musikalbum, men nærmere en art kunstværk, presset ind i en ellers klassisk albumramme med 11 “numre” med en samlet spilletid på 26 minutter. Sandslotte er kort fortalt en lang samtale, filosofiske tanker og poesi om at bygge sandslotte, fortalt via de to piger Naja og Malou. Helt konkret handler det om meningen i, at bygge sandslotte, men det bliver hurtigt til en snak om noget mere eksistentielt, et metafor for kunsten, det at skabe, fællesskab, livet selv og alt mellem himmel og jord.

Fortænkt, måske, og det ville være nemt, at råbe “PRÆTENTIØST”, men, det fungerer på en eller anden måde og bliver så indholdsrigt og omfattende, at jeg faktisk synes det har noget at byde på. Langhåret og højtragende bliver det uden tvivl, men det virker også gennemtænkt, så sandslottene ikke kollapser under ambitionernes vægt.

“Vi er på stranden, så vi… er”, lyder det fra Malou i begyndelsen, mens Naja lidt senere følger op med et “så det er det vi laver, vi er… på stranden”. De små kunstpauser er, selvfølgelig helt essentielle her, da det introducerer, og understreger, flertydigheden i hele samtalen: “vi er” og “vi er på stranden”. Indledningsvis syntes jeg pointen blev lidt for bastant udpenslet, I get it, men, heldigvis, forsætter det ikke sådan hele vejen igennem. Og, jeg vænnede mig hurtigt til det, da det også skaber en lidt sjov og hakkende rytmik i pigernes oplæsning.

“At åbne sig mod sine omgivelser, det synes jeg er en vigtig del af det, at være… på stranden”, forklarer Naja til Malou, som bare helst vil væk, fordi det er kedeligt “at være… på stranden”. Der er noget klart “mekanisk” over pigernes levering, noget der giver det et tydeligt skær af oplæste replikker. Ikke bare selve oplæsningen, men også ordvalg og indholdet, der, med al tænkelig respekt, lyder som om det er skrevet af en voksen og ikke to unge piger. Jeg er ikke helt sikker på deres alder, men Naja lyder som om hun max er i de tidlige teenage år og Malou lidt yngre. Men det giver igen projektet en sjov dynamik, både hvad angår selve lyden og “rytmen” i det, men også at det meget filosofiske og eksistentielle indhold køres igennem et “ungdomsfilter”. Pigerne rummer, trods måden der læses op på, noget varme og noget menneskeligt, der også inkluderer et par småfejl og sikkert utilsigtede pauser hist og her.

Udover den fortløbende samtale mellem Naja og Malou, sidstnævnte er umiddelbart mest skeptisk overfor det hele og dets mening, den anden mere tænksom og udredende, afbrydes snakken jævnligt af noget der kunne minde om opsummeringer, delkonklusioner og et forsøg på, at sætte tingene i system. Her lyder det som om en kvindelig computerstemme, det kunne være Siri, forsøger at skabe orden og få pointerne systematiseret. Forvrængede og maskinelle pigestemmer begynder her, at snakke i munden på hinanden, som om systemet ikke helt kan rumme alle informationer. Svarene stammer fra en spørgeskemaundersøgelse, hvor 34 mennesker har fortalt om deres oplevelser med at bygge sandslotte.

Malou: “… jeg føler, at det ville være en voldshandling, at stikke min plastikskovl ned i sandbanken. For jeg kan jo kun skabe noget der ville være kunstigt og grimt, sammenlignet med Sandbanken”.

Naja: “Men altså… Selv hvis vi gravede et meget dybt hul i stranden, så ville tidevandet jo alligevel komme og glatte alting ud i nat… når vi ikke er her mere. På den måde gør det ingen forskel, at du tager dit sand fra en fin lille sandbanke. I morgen vil det du har skabt være væk, og det, du har ødelagt, genoprettet”.

Malou: “Men så giver det jo overhovedet ingen mening, at skabe sandslotte! Hvis vi ved det vi skaber i dag, bliver udslettet i morgen, hvorfor så overhovedet skabe noget?”.

I baggrunden veksles der mellem lyden af skvulpende hav, og andre strandlyde og så mere digitale og kunstige lydflader. Det knitrer, blipper, blopper, suser og runger, maskinen arbejder, forsøger at afkode eller komme til live. Lydsiden er skabt ved på computer, at manipulere med lyde af hav, sand og sten, hvilket går fint i spænd med noget af sandslot-diskussionen om mødet mellem kunst og det kunstige, natur og noget menneskeskabt.

Naja og Malou tænker hver for sig og begynder, at opnå en eller anden fælles forståelse, men det rejser blot nye og endnu større spørgsmål om meningen med det hele. Malou bliver dog ved med, at vende tilbage til udgangspunktet: hvorfor skal vi bygge sandslotte?

Naja: “Stranden er tom, Malou, og strandgæsten er ensom. Men i det vi bygger sandslotte, kan vi ophæve denne ensomhed, om ikke andet, så for en stund. Hvis ikke vi gør noget sammen, så er vi alene….” … “…. hvis ikke vi gør noget sammen, er der ikke noget os. Det handler om samhørighed, Malou”. “Jeg bygger sandslotte, fordi jeg håber nogen vil komme forbi og se dem”, forklarer Naja videre, også senere, når hun selv er gået. Her vil Hjernø, selvfølgelig gerne have, at man igen skal se sandslotte som et billede på kunst og kunsten, men man kan godt blive lidt rundtosset af al den meta-sand, der jævnligt hvirvles op.

Naja: “… der er ikke en rigtig måde, at bygge sine sandslotte på, men, der er en forkert måde og det er, når man holder op med at forholde sig til det, at skabe”, konkluderer hun mod slut i et af dialogstykkerne. Og forsætter i næste nummer, “vi må arbejde sammen, du og jeg, om hvad man kan kalde pænt og grimt, og godt og dårligt”. “… hvorfor skal man skabe… sandslotte? Hvordan skal man skabe… sandslotte? Skal vi gå i gang?”. “Ja”, lyder det fra Malou.

Pladen forsætter lidt endnu herfra med flere svar fra spørgeskemaet, hvor de sidste ord om, om det er vigtigt at skabe sandslotte bliver “det er vel en slags ‘ja’, men der kan også være andre grunde”.

Hjernø vil klart have dig til, at tænke selv og frit her om “sandslotte” og skabelsen af disse, samt vigtigheden deraf. Men selve reflektionen over det hele bliver også en pointe i sig selv, og det er det der i sidste ende gør, at jeg rent faktisk synes jeg får et eller andet ud af udgivelsen. Og er det ikke i bund og grund det kunst skal kunne?

Det er vanskeligt helt, at yde udgivelsen og pigernes dialog den fulde retfærdighed på skrift, der er meget mere end jeg evnede at gengive her. Og det her er, naturligvis, en smal nicheudgivelse og bestemt ikke for alle, men den er værd at give et lyt.

Hvis du så ønsker, at gøre dig selv endnu mere rundtosset, så kan du jo lege lidt med tanken om, hvad der sker, hvis der er hul i spanden eller et eller andet.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.