Wayward Dawn: Soil Organic Matter ★★★★☆☆

0
383
views

Med metalfest og beskrivelse af ungdommens apati og samfundets forsøg på at tvinge borgere ind i en skabelon leverer Wayward Dawn en glimrende debut. Eneste anke er mangel på variation, men festen er intakt efter de ti numre.

Friskt, festligt og fremadstormende er tre ord, der med lethed kan sættes på Wayward Dawns debut, Soil Organic Matter. Men det er samtidig også ord ikke alle selvbestaltede dødsmetalsbands selv vil sætte på deres virke.

Det passer dog fint her og bandets festlighed ligger primært i evnen til at groove festligt med en lyd og feeling, der ikke er helt ulig Slipknot. Ulig Utah-bandet er heller ikke de politiske stikpiller, hvor vi inden for de første to numre, titelnummeret og introen, ‘Requiescat In Pace’, får nævnt ordet ’society’ en fire-fem gange.

Men graver vi lidt dybere i teksterne, så vil vi også erfare, at det er et ret dystopisk verdensbillede, de unge gutter fra Skanderborg lægger for dagen. Det er måske ikke så meget et spørgsmål om at vælge en politisk fløj, som det er en aggressiv kritik af samfundet, generelt.

Det synes at være et fast tema, at vi i samfundet har nogle – for bandet at se – upassende forventninger til vores borgere, der bliver til produktionsmaskiner og titler som ‘Ape of State’ og ‘March of Mannequins’ mere end indikerer en generel utilfredshed med de pre-udstukne retninger i samfundet samt den måde samfundet ledes på.

På den måde bliver pladen lidt en homage eller en nærmest ikonisk beskrivelse af den marginalisering og anti-autoritet, der synes at være drivkraft i meget musik i den mørkere ende af skalaen. Hvad der gør det fint og sikrer, at det ikke bare bliver prædiken er, at der growles på en vis så man rent faktisk har en chance for at forstå teksterne.

Ja, der er ’billige point’ her og der med titler som ‘Blood-Spangled Banner’ og andet, der kan virke lidt letkøbt, men i den sidste ende virker det egentlig ret oprigtigt af de unge gutter, der ifølge pressematerialet er mellem 18 og 22 år.

Og så er der musikken. Som nævnt ovenfor, så er der tale om en lyd, der er sammenlignelig med Slipknot. Det betyder kompakt lyd, fræsende sweeping-soloer og komprimerede feeds. Og det fungerer i det omfang, at der kan grooves i bandet og intet lyder tilfældigt.

Hvor det desværre kan komme lidt til kort er i variationen og hvor andre bands med lignende lyd inviterer nogle melodiske hooks ind, så er det ikke det, der er mest af på Soil Organic Matter.

Så selv om de i den grad kan groove og har styr på lyden, så mangler der lidt variation eller nogle hooks for at festen går rent hjem. Hvilket er lidt sært at skrive om et selvbestaltet dødsmetalsband, men det er nu én gang indtrykket.

Og alligevel giver de ti numre en gedigen metalfest hele vejen igennem. Man kan sådan set bare stemple ind og det er nemt at forestille sig de dansende horder med svingende hår foran scenen, når bandet spiller live, når de trykker den af på pladen.

Og skulle man få lyst at tilføje noget, kan man grave sig lidt ned i teksterne. Jeg tør ikke garantere at man bliver i godt humør af det, men det er lige niveauet over klassisk satan-hilsen. Eller. Det er faktisk vildt ambitiøst at prøve at beskrive den marginalisering og apati, man ikke kan fortænke ungdommen i at føle i dag.

Og dog er det jo stadig på en klassisk, metal-flaske vi får denne aftapning. Det er let at købe ind i det festlige, i manifestet det nærmest bliver og musikken fejler ikke andet end at den måske har lidt tendens til at mangle lidt variation over ti numre.

Så fire stjerner til en ambitiøs debut er bestemt ikke ved siden af!

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.