Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Vægtløs: Aftryk (Album/Anmeldelse)

Vægtløs: Aftryk (Album/Anmeldelse)

232
0

Post-Metal, hardcore, balckgaze, sært barn har mange navne. Vægtløs vil, og kan også mange ting på deres albumdebut Aftryk, hvor afsenderne beviser at de ikke er letvægtere. Desværre er modtageren måske lidt mere usikker på benene?

Jeg må indlede med en disclaimer, som samtidig kommer til at være definerende for min anmeldelse af Aftryk. Pladen har netop ikke sat de store aftryk hos mig. Jeg har ganske enkelt haft meget vanskeligt ved at blive indfanget af vægtløs i denne omgang, modsat sidst jeg lyttede til en udgivelse fra dem.

Og jeg har ellers givet det en ærlig chance. I første omgang pakkede jeg pladen lidt væk, man kan jo ramme den forkerte dag. Så prøvede jeg lidt i bidder at lytte til singlerne, der kom forud for dette 4 numre lange album. Og endelig en lang gåtur med et par lyt, samt en intens sofa session. Jeg synes bestemt ikke at Aftryk er en dårlig plade, tværtimod faktisk. Det er ambitiøst, der er tænkt over sammenhængen og der lader til at være masser af visioner. Og lyst til at udforske deres tunge udtryk, så vi serveres et værk med mange smagsnuancer.

Eksempelvis bevæger vi os fra det poetiske og minimalistiske, over råbende hardcore, brusende post-metal til noget progget på den alsidige åbner “Ingenting kan forhindre at små struber skælver en forårsnat”. Titlen alene kan jo lyde som et lille digt i sig selv, og nogle vil nok også finde det en kende prætentiøst. Bare rolig, SÅ artsy er Vægtløs heller ikke. Men de har klart poetiske tendenser, som træder tydeligt frem fra start med en intro, der nærmest er spoken word/lyddigt collage.

Og så råbes der igennem. Råberiet, der lyde som noget fra hardcore-scenen, er den gennemgående vokale stil der hældes til. Mens musikken stormer løs. Mikset og produktionen gør, at det meste af lyrikken og den isnende musik flyder sammen i arrige mur af lyd. Det kunne godt blive lidt ensformigt over 4 numre med en samlet spilletid på 38 minutter, men de spredte tempo og stilskift gør, at Vægtløs aldrig går i tomgang.

Bandets poetiske, eller skal vi sige “kunstneriske” tendenser kigger igen frem på “Først da vi bar din kiste, gik det op for mig, hvor meget tungt du skulle igennem, før du blev så let” (JESUS en titel!). Ikke kun pga. den ordrige og tungsindige titel, men her dukker også en kvindestemme op, og læser en form for gravskrift, lad os bare kalde det, det. “Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst”, hvis man ikke var klar over det inden sidste nummer, så kredser Aftryk om døden. Pladen og dens lyrik handler om personlige tab, dødsfald tæt på bandets medlemmer og der hviler i det hele taget en tung skygge over denne sorgbehandling.

Det er ikke fordi, at jeg ikke kan sætte mig ind i tematikken. Jeg står i princippet selv i kø som næste til at ryge 6 fod under i min gren af familien, hvis den slags går kronologisk frem. Ikke en udsigt der lokker som sådan. Så det er IKKE derfor, at Aftryk ikke helt rammer mig efter hensigten. Det betyder dog heller ikke, at jeg ikke kan mærke forsangeren, når han i “Først da vi bar din kiste…” desperat skriger “JEG VIL DØ!” gentagne gange. Jeg tror på at Vægtløs’ alvor skal tages alvorligt, men det rammer mig ikke personligt.

Måske er jeg den forkerte modtager på det forkerte tidspunkt? Preller de følelsesmæssige lag af, fordi jeg selv befinder mig et andet sted lige nu? Men hvorfor bliver jeg så ikke, i det mindste, overrumplet af selve musikken? Det burde være LIGE mig med sådan en heftig, kunstnerisk ambitiøs blanding?

Det sagt, så vil jeg stadig komme med en kæmpe anbefaling herfra, til at man giver Vægtløs et lyt. Jeg er sikker på, at det vil ramme mange andre efter bandets intentioner. Og på en måde, har de med Aftryk jo også fået mig til at fundere over, hvorfor jeg ikke lige bliver ramt og rørt, som jeg ellers synes at jeg burde. Det er nok en plade, som jeg vil forsøge at vende tilbage til på et senere tidspunkt og lige tage endnu en føling på.

For mod slut, i den tålmodigt opbyggende og slutligt klimatiske forløsende “Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst”, er det lige ved at de får skovlen under mig. Der er livstegn, selvom pladen kredser om døden. Så måske er jeg alligevel ikke helt død indeni?

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleSituationsfornærmelse (supp: Death to Seattle) – Radar 2. februar 2024
Next articleMolly: Charter (Album/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.