Home Live Februar 2024 - Live Situationsfornærmelse (supp: Death to Seattle) – Radar 2. februar 2024

Situationsfornærmelse (supp: Death to Seattle) – Radar 2. februar 2024

321
0

 

Punken er bare slet ikke død anno 2024 og i to meget forskellige udskæringer sparkede, slog, inkluderede, ironiserede og larmede to bands på en fredag aften, så det sjældent skal glemmes.

Jeg ankommer ti minutter i koncertstart, og kan konstatere at der er kø foran Radar. Den for situationen vanlige nervøsitet om hvor vidt ’der er billetter’ i køen var noget nyt og forfriskende for mig og jeg kunne også se, at publikummet – eller dem, der prøvede at blive dette – var noget yngre end vanligt for mit vedkommende. Fedt.

Jeg tror, næsten alle kom ind, men jeg gik glip af de første par numre af Death to Seattle, da jeg stod i kø.

Full disclosure: Jeg delte trommeslager og øvelokale med 2/3 af DtS for nogle år siden, så jeg kender dem på den der: ”Hey, hvorfor har I ikke ryddet op??” og ”Ok, vi deler panten, men nogen har ’lånt’ øl fra VORES hjørne af lokalet”-agtige måde.

Når det så er sagt, så får man hvad man beder om hos Death to Seattle:

Det er energisk, i glimt ret fremragende hardcore-inspireret smadder. Men også pakket ind i tyk ironi, meget østjysk dialekt og forceret jordbundethed samt utrolig dårlig bas-lyd. Så man skal kunne være i at det ene øjeblik er det fedt smadder – det næste bliver man hånet eller hevet ned på jorden igen af noget snak imellem numrene.
Genre, genre.

Jeg fandt det overvejende energisk og forfriskende og jeg var i øvrigt ikke den eneste, da der foran scenen blev kartet fint rundt og fuldt med med fuck-fingre – ikke mindst blandt skulder-siddende (fy!) birds and boys, der på den måde var ’med’ og bidrog til klub-stemningen, mens der blev okset løs fra scenen.

Da settet bevægede sig mod sin afslutning, gav bassisten – igen meget typisk – sig til at smadre sin bas ved at kaste rundt med den. Det afstedkom en kritik fra forsanger/guitarist, da han bestemt mente de havde et nummer mere på settet, og derfor overgav sin guitar til én fra publikum, så denne kunne smadre løs. Dog ikke hans Jaguar, bemærker jeg…

Har du en dag en fest, du skal have sparket i gang, så ring efter Death to Seattle! Det er ren energi, ren jysk hån og ukarakteristisk selv-centrering. Og så i glimt rigtig fin hardcore.
Uomtvisteligt god underholdning, en fest fra start (ok, jeg var der ikke, men kunne høre, de ikke holdt igen) og energi på dåse.

Jeg havde tilfældigvis en dEUS-T-shirt på fra en plade, hvor et vers går ”I know this ain’t nothing very deep but it’s good fun. So don’t run into the crowd”. Det beskriver egentlig Death to Seattle meget godt.

Situationsfornærmelse

Kl 21.50 går bandet så på og med den karismatiske forsanger på á capella-sang lægges der ud med ”I siger I gerne vil have piger” og så bliver der ellers ikke kigget bagud.
Det er højtempo og hvor Death to Seattle jokede med at ’nu kom der en stille’, så var det aldrig rigtigt på tapetet hos Situationsfornærmelse.
Med vikarierende bassist i form af lydlysmanden (nej, han spillede for fedt til at det var tilfældet!) blev der blæst godt igennem.
Det her er også punk, men selv om humoren også er tilstede her, så er den langt mere bidende, sarkastisk og samfundsudstillende, end Death to Seattle synes at være.
Der er både det faktum at der står en kompetent kvinde i front, men også de danske tekster, der gør at det her er noget, man lytter til – og så griner lidt over ”sang hun det???”. Eller rappede. Nogen gange går det stærkt…

Zucchini i højt tempo, svedende og lidt mere rolig ny sang om ’Bedstefar’ – som dog eksploderer i energi, fordi. Fordi punk.

Og publikum er med. En fem-seks numre inde i settet er der crowdsurfing og stage diving og et fyldt Radar koger – ikke mindst foran scenen, hvor der svedes igennem for at matche bandets energi.

Der er bid og vid – som i Altankasse i Stormvejr, hvor klasserne bliver ridset godt og grundigt op – en publikumsfavorit, hvor det hele eksploderer lidt, men da Kaf’ eller Kneb følger op, viser nummeret dog sin favoritværdighed.
Der er i øvrigt rigtig mange, der kan de tekster her – flere gange hører man dem råbt over forsangerens vokal. Wow.

Tages foden af gas-pedalen? I så fald opdager jeg det ikke rigtigt, og flere gange går der næsten grind i skidtet. Samtidig med at der altså bagerst på scenen står en lidt akavet med-råber, der bestemt gør sit for at råbe med. Men som også bliver lidt akavet…

Camp Skrald Mig udløser en sidste hoppestemning, men da Carpe Diem Min Røv leveres, er Radar en trykkoger. Punken er ikke død!

Og så er det slut og der er selvfølgelig ikke energi – hverken fra band eller publikum – til et encore og vi går alle, lettere kørt over, mod døren.

Wow! Fed booking, fed aften – og vildt at opleve to bands, der på den måde på hver sin vis leverer.
Hvor meget tongue in cheek man mestrer, må være op til én selv. Men jeg tænker alligevel at det vendte rigtigt her – selv om Death to Seattle står højere på plakater andre steder.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleSolbrud: IIII (Album/Anmeldelse)
Next articleVægtløs: Aftryk (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.