Upopulær Mekanik: Palaver ★★★☆☆☆

0
1024
views

Upopulær Mekanik er et kunstnernavn der dækker over et musikalsk og lyrisk kludetæppe vævet af sangskriver Kasper Marius Nørmark, i samarbejde med producer/musiker Mads Wæhrens og folk fra bands som I Am Bones, Larsen & Furious Jane, Dad Rocks!, The Defectors og flere. Musikken er god, teksterne værd af dykke ned i  – men begge dele fungerer bedst hver for sig.

Det store problem for Upopulær Mekanik er nemlig, i hvert fald i disse ører, at musik og lyrik for sjældent går op i den der højere enhed over albummets 10 numre.

Hver for sig er der god grund til at spidse ører. Musikken rummer mange lag, i et slags ambitiøs alt-pop univers, der både rummer ekkoer af pulserende rock, eletronica, indie, songwriter pop og et klassisk element i form af nogle vellykkede stryger arrangementer. Lyrikken, der ifølge Nørmark kredser om hans liv som skilsmissebarn, er af den mere fragmenterede, løsrevne og “digteriske” slags. Og her opstår et af problemerne.

Det er nemlig som om musik og lyrik ikke rigtig rammer en ens klangbund, teksterne kommer til at flyde ovenpå, ved siden af eller helt løsrevet fra musikken. Som en art digtoplæsning, men forsøgt sunget til melodierne, af tekster der måske ikke helt egner sig til at blive sunget, men netop læst op i stedet for. Det gør, at jeg som lytter, enten lytter til den interessante musik, eller prøver at afkode teksterne – hver for sig. Det gør, at Palaver overordnet føles som om der mangler helstøbte sange.

Som brudstykker af noget der fungerer, eller kunne blive virkelig godt, da er der masser af positive takter. Nørmark kan noget med ord, uden tvivl, alene kunstnernavnet, Upopulær Mekanik har en klang og skaber nogle konnotationer, der vækker min interesse. Er det et spil på det gamle “mande-magasin” Populær Mekanik, en hentydning til det “kunstige” element i musikken eller samfundet generelt?

Så er vi allerede i gang, og kaster man et blik ud over sangtitlerne, så springer billedskabende sager som “Tåreperser”, “Sang til alle tiders største kraftidiot”, “Herretacklinger” og min favorit, “Øllebrødskriger” også i øjnene. Nå ja, og så er albumtitlen, Palaver, også et rigtig fint ord i min bog!

Sidstnævnte sang virker som noget der også kunne være en kritik af magthavere, omgivelser, eller, nå ja, forældrene (nu der var et skilsmisse tema) med en sætning som, at fortælleren er træt af “at blive griset til af alle de andres møg”. Mens man i “Mon du nogensinde finder modet” kan nyde fine sproglige krumspring som en “ukuelig jubelpessimist”.

Netop den lavmælte “Mon du nogensinde finder modet”, med akustisk guitar i fokus, hvor stemmen føles sørgmodig og skrøbelig, ja, nærmest blotter sig i det afpillede lydbillede, er blandt pladens højdepunkter. Her synes jeg sammensmeltningen af musik og lyrik lykkes og der opstår et samspil, måske fordi elementerne rammer et ens udtryk?

Ellers er lyrikken, ud over meget spredte småbidder, ikke videre citatvenlig, eller spækket med formuleringer der sætter sig fast. Og her tænker jeg, igen, at det har noget at gøre med, at det virker som digte der bliver forsøgt puttet ind i en musikalsk ramme. “Ved Oddesundbroen” fortæller at, “alt hvad jeg har er nærmest ingenting”, hvilket er det eneste jeg kan huske af teksten i skrivende stund. Det er lidt er problem, når lyrikken nu har sådan en central placering. Så kommer albummet til, at føles lidt langt og tungt at komme igennem.

Ikke mindst den midterste del med netop “Ved Oddesundbroen” og “Herretacklinger”, der begge føles noget lange i spyttet. Begge rummer dog nogle af de flotteste brug af strygere på pladen, men ellers det som om musikken her bliver lidt udvasket og svæver væk, mens man virkelig skal koncentrere sig for at fange ordene.

“Strålefare” tidligere på albummet, som har en fin midt-00er Kashmir indie/alt-rock vibe kørende for sig, bliver som samlet nummer lidt stivbenet i det. Her lyder teksten ikke specielt sang-egnet og som sang kommer det aldrig til at fungere særligt godt. Til gengæld er den mere mørke og maskinelle klang på et nummer som “Ultradisciplin” på pladens anden halvdel så spændende, det lyder som et pulserende, low-fi elektronisk soundtrack et computerspil fra 80erne, at jeg helt glemmer at fæstne med ved lyrikken.

At Palaver er lidt af et musikalsk kludetæppe gør egentlig ikke det store. Et nummer som “Tåreperser” kører i en pågående, æggende og lidt “farlig” tango-latin danserytme, med lummervarm stemning, mens åbneren “75 Strafpoint” har en anderledes rockende puls. Det giver musikken et diffust, drømmende og ikke-virkeligt skær, med mange lag og masser af detaljer.

Men den manglende følelse af en større sammenhæng mellem musik og tekstunivers, hvor de to dele mest arbejder hver for sig, gør at Palaver som musikalbum brækker over. Eller fragmenterer for meget.

Upopulær Mekanik emmer af uforløst potentiale som musikalsk projekt, en skam, for enkelt delene er værd at lytte til. Palaver er ikke et mislykket album, det er bare mindre end summen af dens enkeltdele.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Upopulær Mekanik på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.