ORM: Orm ★★★★★★

0
1659
views

Så fik den endelig arbejdet sig op til overfladen, debutpladen fra danske ORM, der har været ventet med spænding. Heldigvis indfries alle forventninger – og lidt til. Det her er et lille, black metallisk mesterværk.

Ja, 6 stjerner står der jo øverst, læg i det hvad I vil. I denne forbindelse skal det betyde noget i retning af “kan ikke gøres meget bedre indenfor den givne ramme” og “jeg tror jeg elsker den her plade og vil elske MED den”. Ja, så er det sagt!

ORM har taget sig tid siden de begyndte at røre på sig i slutningen af 2015, hvor de offentliggjorde to numre på Bandcamp. Lovende lød det, dog kom det måske alligevel som en overraskelse, at Roskilde Festival bookede den på det tidspunkt noget hemmelighedsfulde kvartet til Rising Scenen, efter meget få koncerter.

Det havde måske også været endnu bedre at vente, for begge parter? I hvert fald føles ormen nu helt udvokset, og mere end klar til at vise hvad den har arbejdet med i undergrunden det sidste års tid – 5 numre der i den grad tåler at se dagens lys. Eller rettere, Roskilde Festival skal sådan set bare booke dem igen i fart og give dem et dunkelt spilletidspunkt på en lille scene.

For bandets black metal møder melodiske heavyrock tendenser (tænk en mere modbydelig udgave af et band som Tribulation, eller ældre referencer i den dur) fortjener både små, klaustrofobiske og lidt fugtige omgivelser, og at nå ud til et bredere publikum end blot en snæver inderkreds.

ORM spiller grumt og hæsligt nok til at skolegårdens hårde nitter, ovre i hjørnet, kan være med, og smukt og inkluderende nok til, at folk der måske ikke ville bevæge sig ind i det område, kan være med. Det skyldes både bandets sans for stort anlagte melodier, men også bare noget så enkelt som fremragende sangskrivning.

Der åbnes lige på og hårdt med den voldsomme over 7 minutter lange “Blood Of Your Blood”, der var et af de to Bandcamp numre bandet udsendte i 2015. Der vises absolut ingen nåde fra start, hvor der hugges til og sangen vælter ud af højtalerne som en flodbølge . Det er skumsprøjtende black metal for orkan styrke, med alt hvad det søstærke hjerte kan begære. Men ligesom det kan være et skræmmende syn, og dødsens farligt, når naturkræfterne raser på denne måde, så er der også noget fascinerende, dragende og ligefrem smukt over det.

Det er råt, du er i elementernes vold og kan bare håbe på det bedste, men samtidig kan man også for alvor føle, at man lever og ånder. Hos ORM findes skønheden og lyset i mørket ikke kun i de episke melodier, men også i bandets “hemmelige våben”, kvindekoret. Et kor indspillet i Stefans Kirken i København, der for første gang lokker dig tættere på med højstemte toner 3 minutter inde i pladen, for så at dukke op på rette tid og sted igen, som albummet skrider frem.

Nogen vil måske betragte det som en slags gimmick, eller unødvendig tilføjelse til det ellers sorte og slimede univers, men jeg synes det giver musikken det sidste løft. Der kommer nogle kontraster i spil, mørke og lys, det grimme og det skønne, og det er med til, at få resten af tonerne til at fremstå ekstra ubehagelige i sammenligning med.

Vi skal 5 minutter ind i den efterfølgende “Ancient Echoes” inden sirenerne kalder på os igen, da har vi også fået flosset øregangene tilstrækkeligt af modbydelig dommedagsdæmonvokal til, at koret virker som dulmende salve. ORM brager igen fremad som pesten over Europa i middelalderen, men tager lige de nødvendige pauser og små ophold til, at samle kræfter til næste ryk og lade trommerne sætte sig i kroppen på lytteren – så det ikke “bare” pisker derudaf.

“Temple Of The Deaf” følger efter, og ja, det kan godt blive vildere. Spilletiden er nu presset op over 8 minutter, og i mindre kompetente hænder kunne det måske godt være en for stor mundfuld med de her kontinuerligt lange numre, der kan lyde som middelalderlig afstraffelse i opskruet tempo – for så kan man nå at se mere blod sprøjte! Fik jeg nævnt, at bandets tekstunivers har sådan en hel dimension med sjov og spas fra gamle dage og andet godt? Nej, nå, men derfor disse referencer. Det er ellers endnu et lag i ORM’s musik, men et hvor jeg kun lige har fået skrabet lidt i overfladen.

Any way, det er ikke kun bandets sans for timing, dosering af virkemidler og glimrende sangskrivning der gør, at man hænger på. Det lyder også fantastisk i Lasse Ballades nærmest perfekte produktion. Ballades touch har man de senere år hørt i forbindelse med bands som Solbrud, Halshug, Slægt og nogle hardcore bands, men på denne udgivelse er det som om han får trukket på alle de erfaringer han har gjort sig med de navne og får det hele til at gå op i en højere enhed. Lyden og produktionen matcher musikken og de nævnte elementer der er i spil, og spilles på. Det føles og lyder simpelthen som om den optimale symbiose, og Ballade fortjener stor ros for det her.

Men når materialet er så godt som den 10 minutter lange “Apotheosis”, er det måske også en gave at arbejde med? Det er på mange måder albummets alsidige epicenter og kulminationen på den F5er der er bygget op til. Dermed ikke sagt, at den næsten lige så lange lukker “A Tree Ablaze/Yggdrasil Brænder” ikke får jorden til at ryste og træværk af nyere og ældre dato til at futte af. Men hvor “Apotheosis” er stormens peak, så er “A Tree Ablaze/Yggdrasil Brænder” måske mere der, hvor de sidste ting giver efter og falder sammen efterfølgende.

“Apotheosis” åbner rolig og tilforladeligt med akustisk guitar, der sætter en melankolsk og eftertænksom tone, men det er, som man også fornemmer, i den grad “stilhed” før stormen. Spændingen trækkes da heller ikke unødigt, men lige tilpas så opbygningen virker og efter 1 minut brydes roen. Og så går det slag og i slag mod undergangen og udfrielsen. Heldigvis venter englekoret på den anden side efter 8 minutter, hvoraf de sidste to inden har fungeret som fremragende forventningsopbyggere til frelsen. Men til slut opsluges vi alligevel at flammerne nedefra.

Og så brænder Yggdrasil, livets træ, dommedagstrommerne buldrer, englene synger, og de sidste fortabte sjæle tages med når ormen trækker sig tilbage, graver igen nedad og efterlader en forkullet verden…

Af Ken Damgaard Thomsen

Orm udkommer via Indisciplinarian d. 24/3, følg bandet på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.