UHØRT ’16: Reportage og korte anmeldelser, fredag d. 12/8

0
952
views

Første dag på årets Uhørt Festival på Refshaleøen bød på regnvejr, en mørk aften, musikalske op- og nedture og en lille festival, der lader til at have lidt vokseværk hist og her. Her kan du læse en reportage fra dagen og skriverier om koncerter med John Alcabean, Forever Still, Rebecca Lou, JÆRV, Aksglæde og Alpha Male.

Disclaimer: Koncerter på Uhørt varer 30 minutter, det er ikke lang tid at bedømme noget ud fra, og tilmed er kunstnerne af og til navne man trods research ikke har det store kendskab til på forhånd. Jeg flekser lidt med måden vi bedømmer på og vores stjerneskala, og uddeler kun stjerner når jeg føler mig godt nok inde i materialet til at det virker fair. I andre tilfælde prøver jeg et for os nyt +/- system til at bedømme koncerterne og de optrædende.

Grundet noget så trivielt som job ude i den virkelige verden, landede vi først på Refhaleøen klokken 19.00, mens regnen silede ned fra den betongrå himmel. På en måde står regn og grå himmel bare ret godt til omgivelserne omkring det gamle B&W værft på Refshaleøen og de omkringliggende gamle og mere eller mindre forfaldne bygninger. Men derfor kunne man da godt ønske sig lidt sol til at tørre den lille kile med grønt, der er skubbet ind mellem beton og mursten og udgør Uhørt’s festivalplads.

Nuvel, holdet, der i år består af undertegnede og fotograf, samt fællesejet 4-årig (der har været med de seneste to år) og en veninde, der er førstegangsbesøgende satte kurs mod indgangen – veninden synes i øvrigt at festivalen og pladsen er virkelig hyggelig, hvis nogen derude indsamler opinionsdata.

Succes! Vi kom ind uden problemer og forsinkelser i år! De seneste to år har ellers budt på “ja, jeg sørger for at skrive jer på presselisten” efterfulgt ved indgangen af “jeg kan ikke finde jeres navne på listen”. Så ingen behov for mail-udvekslinger og tilkaldelse af ansvarspersoner fra højere op i systemet (altid håndteret med et smil og uden yderligere bøvl i øvrigt) for at vi kunne lege medie på pladsen. En overraskende velbesøgt plads, især vejret taget i betragtning – godt at se så meget regntøj… på en måde.

svabe, svabe scenen
svabe, svabe scenen

Skønt, for jeg havde egentlig lidt travlt og satte i rask trav mod Sort Scene, den lille indendørs “øvelokalescene” i fjerneste hjørne af pladsen, hvor John Alcabean skulle gå på klokken 19.20. Jeg havde faktisk så meget fart i stængerne og fokus på at kigge lige ud, at jeg slet ikke opdagede første ændring og tegn på vokseværk på pladsen, nemlig en ombygget og større Hvid Scene. Den ligger også kun klods op af indgangen, så det kan jo være nemt at overse den slags. Før mindede teltet om en af de der Agora pavilioner man kan finde rundt omkring på Roskilde Festival, nu er teltet omkring dobbelt så stort, ligner mere et rigtigt telt og er blevet lukket af i siderne. Før var den runde pavilion åben hele vejen ud fra scenekanten, nu er der kommet en åbning i “bagenden”, og ellers er der lukket af, hvilket har den fine effekt, at hvis du vil se koncerten, så er du lidt tvunget til at gå ind i teltet og opsøge musikken eller i hvert fald stå med front mod scenen. Tidligere var der ofte lidt tyndt besat oppe foran, men til gengæld en mere eller mindre opmærksom kødrand rundt om teltet. Problem løst!

Problemerne jeg tidligere har omtalt med den lille Sorte Scene er der dog stadig og blev i løbet af aftenen endnu tydeligere end jeg tidligere har bidt mærke i.

John Alcabean
John Alcabean

John Alcabean, Sort Scene

Der var en del faktorer der kom til at spille ind i min oplevelse af trioen John Alcabean’s optræden på Sort Scene, nogle af dem falder tilbage på bandet, mens andre er nogen jeg må tage på min kappe, derfor bringes +/- systemet også på banen fra start, og et løfte om at jeg nok skal fange bandet live igen en anden gang i andre rammer (det bliver ikke sidste gang jeg smider det kort, hehe).

Først og fremmest så synes jeg, at det nu er helt tydeligt at den Sorte Scene er ved at have udtjent sin værnepligt på Uhørt Festival. Den er simpelthen for lille og giver en tvivlsom koncertoplevelse til alt for mange, og giver kunstnerne nogle vanskelige arbejdsbetingelser i forhold til de andre scener. Jeg kan sagtens se fidusen og logikken i, at nogle af de udvalgte bands er for “små” og “ukendte”, eller bare ikke helt klar til at kunne bære en større scene, nogle bands musik har måske endda ligefrem godt af at blive lukket ind i hvad der virker som en lille kælder med lavt til loftet.

Således også John Alcabean og deres post-punkede støj-rock med et alternativt rocktwist, jeg kan sagtens se idéen i, at de ha brug for mørke og en lidt indelukket og klaustrofobisk stemning. Men, illusionen brydes, eller når faktisk aldrig at manifestere sig, når man konstant bliver skubbet, er klemt inde blandt fugtige regnslag og rygsække, napper efter vejret i tropevarmen, har svært ved at få et ordentlig udsyn, trods at der ikke er langt op til scenen og at der er en uendelig udskiftning af publikum på et meget, meget trangt og begrænset areal – der alle derudover skal ud og ind af en en lille døråbning.

Midt blandt asen og masen (næsten altid venlig, men alligevel voldsomt forstyrrende) og forsøg på at undgå at sidde fast i flaskehals, stod den her unge trio oppe på scenen og fik lov til at sole sig, og svede, lidt i rampelyset. Hvilket de desværre ikke slap synderligt overbevisende fra. De virkede i mine øjne og ører, så vidt de ikke blev forstyrret af al udenomsakitivteten, kort og godt ikke helt klar til at stå der.

Den er egentlig ikke meget længere. Jeg synes sangene falmede på Sort, der kom aldrig nok luft under melodiernes vinger eller liv i sangene til at det lettede, eller nåede ordentlig ud i selv dette lille lokale. Forsangeren virkede en kende off, der blev stedvis endda sunget falsk, den slags kan jo være en del af “punk-pakken” og ligefrem meningen, her virkede det dog mere som om der manglede noget teknik og træning.

Og det er her der er et lys i det efterhånden meget prutlumre og lugtende mørke på Sort for John Alcabean, de er unge og har tiden foran sig. De er jo, som sceneplaceringen indikerer, kun lige startet. Jeg tror først og fremmest de har brug for at spille en helvedes masse koncerter og så bare høvle løs i øvelokalet og få banket nogle flere stærke numre ud, for at de kan skrive sådan nogle viser et nummer som “Need Comfort”. Vi skal bare have flere af den kaliber.

Plus-siden: De har alderen med sig, virker som nogle charmerende gutter på en scene og har et eller andet sted fundet en lyd, eller den lyd de skal arbejde videre med.

Minus-siden: Der mangler live-erfaring, der skal trænes og øves over hele linjen for at få hele maskineriet i topform og der skal skrives flere sange man husker bagefter.

Herefter var det i fuld galop, eller i hvert fald rask trav, hele 30 meter over til Royal Scenen (ikke Tak Rock, som jeg fik skrevet i foromtale, den har åbenbart skiftet navn) for at se noget kvinde-frontet melodiske metal fra Forever Still. Og søreme om man ikke kunne spotte to goth par på forreste rækker, to separate goth par – de talte ikke med hinanden!  Uhørt er måske lille, men alligevel overraskende mangfoldig hvad angår publikumssammensætning og aldersspredning. Du ser sådan lidt af “alt”, men i mikroskala, forstår sig.

Her fik jeg også tid til at indhandle en tiltrængt cola, var stadig lidt spaced out over, at jeg kom direkte fra job. “En cola tak”, “men… men det er altså Pepsi?!”, “ja, jeg ved det….”…. man kan møde en sjæleven de mest overraskende steder, i dette tilfælde var det altså drikkevaresalget ved Royal Scenen, bare rolig unknown friend, jeg vidste hvad jeg gik ind til og det er ikke din skyld….. Pepsi….

Forever Still
Forever Still

Forever Still, Royal Scenen ★★☆☆☆☆

Kvartetten Forever Still blev, desværre, lidt også en Pepsi-oplevelse for mig, det vil sige det smagte lidt henad det der sigtes efter, melodisk og emotionel metal med store følelser og armbevægelser, men alligevel var der noget lidt syntetisk over smagen og et eller andet der gjorde, at det ikke føltes som the real deal.

I frontkvinde og omdrejningspunkt Maja Shining har de ellers på papiret et trumfkort, hun har looket, kan synge og også en god portion karisma både på en scene, men især, skulle det vise sig, på studieversionerne af bandets kompositioner. Live-udgaverne lå ellers nogenlunde tæt op af disse, men det var som om, bandets ihærdige indsats til trods, det aldrig helt kom ordentligt ud over scenekanten og fik forplantet sig blandt publikum – der, desværre, ikke blev flere, men færre som bandets 30 minutter i tørvejr skred frem.

Her blev de bestemt heller ikke hjulpet på vej af lyden, der var underligt skinger og skarp på den skærende måde i lange stræk, det var simpelthen ikke rart at høre på. Shinings lyse, højstemte vokal, spædet op med spredte, dramatiske og desperate skrig, gik egentlig nogenlunde klart igennem, faktisk så meget at hun overdøvede bandet i etellers glimrende nummer som  “Awake the Fire”, der skiller sig ud på bandets plade, Tied Down – her var den ved at drukne. Det var simpelthen som om der ikke var skruet højt nok op for instrumenterne i lydbilledet, der manglede bund og fylde.

Forever Still
Forever Still

Måske godt det samme, for når man momentvis fik fat i den instrumentale del, så lød det sgu ærligt talt noget sjasket, som scenegulvet der blev forsøgt moppet tørt inden koncerten. En underlig kombination af bulder, brag og hårde attituder, hvor man alligevel ikke rigtig kunne høre noget, og da slet ikke nogen af de nuancer der er at finde i studieudgaverne. Det gjorde at ellers fine skæringer som “Scars” og “Breath In”, eller den nye “Fight”, blev tværet ud over scenegulvet og var svære at skelne fra hinanden, når Shining forsøgte at samle dem op.

Dermed kom for meget af materialet også til at fremstå temmelig ordinært og formularisk. Det er en genre jeg i forvejen kan have det lidt svært ved, fordi følelserne sidder så meget ude på tøjet og der hele tiden er knyttede næver og hjerter der bliver krænget ud, men når lyden og leveringen så ikke lige står så skarpt at det lyder fedt, ja så falder det lidt til jorden. Ligesom Maja Shining i øvrigt var ved i begyndelsen af sættet, hvor hende og bassisten ville samme vej på scenen, uden at få set sig for, det var lige ved at koste Shining en tur ud over scenekanten, men heldigvis var hun åndsnærværende nok til at genvinde balancen.

Forever Still og Shining blev desværre, af forskellige årsager oppe på scenen rent musikalsk, så mange og store følelser og så lidt effekt, hvor kun semi-balladen “Once Upon A Nightmare” rigtig fik fat i mig. Der er delelementer der fungerer her, men helhedsoplevelsen haltede, så vi ender, beklageligvis, under middel.

Forever Still
Forever Still

Dernæst var det tid til at besøge Hvid Scene for første gang i år og få set lidt nærmere på det nye telt og indretningen. Der er siddepladser, eller udsynspunkter, inde i teltet i form af de velkendte grønne trækasser, som også fungerer som små oaser og visuelle pejlemærker rundt omkring på pladsen. En alt i alt godkendt opgradering af Hvid Scene, så mangler vi bare at få rykket den Sorte ud af øvelokalet.

Rebecca Lou, Hvid Scene ★★★★★☆

Det var ikke fordi konferrencieren lagde en dæmper på forventningerne inden Rebecca Lou og band gik på, han fortalte uden omsvøb hvor meget han så frem til denne koncert og at han havde fulgt hendes karriere igennem snart mange år. En af de stærkeste vokaler i dansk rock, jo jo, den fik ikke for lidt og man kunne da godt være blevet lidt nervøs på Rebecca Lou og bandmedlemmers vegne, hvis det ikke var fordi at Lou har en eller anden no bullshit, no fucks given’ attitude, der skinner igennem i alt fra videoer til pressemateriale.

Og der var da absolut heller ingen grund til bekymring, det her telt var hendes og hvis det ikke havde været det, så fuck det, jeg erobrer det alligevel. Man kunne godt have ønsket sig et lidt mere medlevende publikum i begyndelsen, hvor folk fremstod som en bunke fugtige regnslag, der lå og dampede i en bunke, men langsomt men sikkert kom der mere liv i teltet.

Rebecca Lou
Rebecca Lou

Det skyldes, selvfølgelig, ikke mindst Rebecca Lou og hendes pop-punkede sange, onde tunger vil sikkert påstå, at fordi der er et ret pop-melodisk og iørefaldende element i nogle af sangene, ikke mindst studieudgaverne, så har det ikke rigtig noget med RIGTIG punk at gøre. Fair nok, prøv at sige det til hende og se om det rager hende en bønne! Live var der dog, måske ikke overraskende, skruet godt op for tyngden og hårdhedsgraden af materialet (jeg har kun hørt to numre, så sammenligningsgrundlaget er lidt tyndt, men alligevel), så det måske ikke var punk i en smadret ungdomshus forstand, men der var sgu godt med gods i skidtet.

Nyeste single, “No Surrender”, er et godt eksempel herpå. Den er nærmest 80’er synth-poppet i studieudgaven, som der netop er udkommet en video til, men her skulle vi frem til omkvædet inden jeg var helt sikker på at det var den, fordi den live blev meget mere pågående. I det hele taget var der noget ulmende vildskab og en foruroligende energi i sættet, Lou og bands levering og sangene, der gav en følelsen af at overvære en flok rovdyr i bur. Rovdyr der kredser om tremmerne, og “pacer” roligt, og alligevel faretruende frem og tilbage, mens de venter på at nogen stikker labberne eller snuden for langt frem.

Rebecca Lou
Rebecca Lou

På trods af at jeg ikke kendte materialet og kun fik fat i løsrevne tekstbrokker, så fik denne overordnede følelse rigtig godt fat i mig. En vekslen mellem det lidt imødekommende (der lokker offeret nærmere), knurrende brummepunk og mere pumpende passager og så den der fornemmelse af, at nu får man en på lampen lige om lidt. Virkningsfuldt, faktisk for virkningsfuldt, at man godt kunne have ønsket sig en endnu længere koncert og endnu mere opbygning inden der blev hugget til med den potente lukker “Gorilla Grrl”.

Hvor tit kan man lige sige det om en koncert med en kunstner, som ikke har udsendt flere numre?

Derefter var det tid til at slappe lidt af og tage det med ro, det kom til at foregå i selskab med relativt hypede JÆRV, hvis electro-sangerinde toner trak en stor forsamling foran Royal Scenen. jeg fik mig dagens første fadøl, mens jeg zonede lidt ud til de skarpt leverede toner fra den store scene. Hun sang sgu meget godt hende JÆRV, med den rigtig lancering og markedsføring (som allerede kører på højtryk), så kunne det godt blive noget der kom længere og bredere ud.

JÆRV
JÆRV

Herefter tog jeg mig en reel musikpause, der var også lige en 4-årig der trængte til en ordentlig lur efter DM i Vejrmøller og overstimulering af musik, så jeg gearede lidt ned, fik mig en bajer mere og en “cola” til jakkelommen og fandt mit spot godt oppe foran til Aksglæde, som skulle på Royal Scene klokken 22.40. Den koncert kan i læse om i en separat anmeldelse HER.

Efter Aksglæde takkede af var der efter en lang dag ude i virkeligheden opbrudsstemning i vores lille flok, så i mens de damer pakkede sammen og trak ud mod bilen i mørket, og det var fandeme en MØRK aften i går, så trak jeg over mod Sort Scene for at fange noget af Alpha Male.

Alpha Male, Sort Scene

OK, den her bliver kort og den bliver også med et tilbud om rain check. Jeg nåede kun halvdelen af koncerten og forholdene var så kummerlige, at det næsten var umuligt at bedømme bandets præstation.

Da jeg ankom til Sort Scene var en del folk forsamlet udenfor, og der var tilsyneladende fin plads indenfor. Det var der måske en logisk forklaring på, for temperaturforskellen mellem ude og inde, kombineret med en duft der bedst kan beskrives som “herreomklædningsrum efter en serie 6 fodboldkamp + sportstaske med vådt tøj der har været pakket ned i 14 dage”, gjorde at det føltes som at få en knytnæve direkte i fjæset lige når man trådte ind i lokalet. En ildelugtende knytnæve. Eller man skulle måske skrive “forsøgte at træde ind i lokalet”, for flere så ud som om de fysisk blev skubbet tilbage når de ramte døråbningen.

Jeg forsøgte at finde et spot, hvor man kunne snappe lidt luft udefra, men da musikken begyndte blev der så stuvende fuldt, at jeg slet ikke kunne koncentrere mig om de fermt rockende toner fra scenen og måtte stille mig ude foran. Her fik jeg mig så en smøg, mens et velspillende band tilsyneladende gjorde en fin figur indenfor, men altså, en jeg må smage mere på ved en anden lejlighed.

Plus-siden: bandet lød som om de havde totalt styr på deres electro-støjrockende lyd, der live var meget mere 90’er klingende (på den fede måde) end jeg havde opdaget på studieudgaverne

Minus-siden: Sort Scene

UHØRT, Royal Scenen
UHØRT, Royal Scenen

Og dermed vraltede jeg ud i natten med lidt uforettet sag som afslutning, på en dag som Uhørt sikkert er, og kan, være godt tilfredse med. Hvis man kan lokke omkring 800 mand ud i et afsidesliggende industrikvarter på en indledningsvis regnfuld aften, så har man gjort et eller andet rigtig og har fat i noget der virker.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.