Udvalgte koncerter i København, uge 18

0
459
views
Niels Skousen

Maj! Så begynder der for alvor at poppe festivaler og lignende arrangementer op hist og her, der suger navne, men der er stadig nogle valgmuligheder på et spillested nær dig… hvis du bor i hovedstadsområdet.

Vi starter lige i smørhullet i midten af København, hvor Pumpehuset byder på britisk punkrock fra hypede Shame. De gæstede Roskilde Festival sidste år, og har siden været flittigt spillet på P6 Beat med nummeret “One Rizla”. Det er da også et band, der har fundet den der vellykkede balance mellem det snotnæsede, lidt arrogante, iørefaldende, energisk og stadig  lidt “beskidte og farlige”, men ikke FOR farligt, som, især britiske musikmedier, elsker – og som ikke er for frastødende til radioen.

Bliver de det næste store? Er det nogen indenfor rockmusikken, som nogensinde bliver det igen? Who the hell knows, men et lyt værd, hvis man er til genren.

Pumpehuset // d. 3/5 // Kl. 20.00 // 150 kr.

Loppen! Jaha, vel vores største bidragsyder hvad koncerter til de her artikler angår. Torsdag lokker med finske lækkerier fra postpunk bandet Graves Pleasures, der hiver inspiration fra alt fra tidlig Bowie til The Cure. Dømt udfra billeder har de dog mere hår end udtværet make up, så det må være langhåret postpunk!

Supporten er til dem med benzin i blodet, knallertbenzin. Den leveres nemlig af Demon Head og deres stener/knallertrock, som vi har anmeldt af et par omgange i årenes løb, seneste bandet anden album Thunder on the Fields, som Jonas sendte 4 stjerner efter:

“Det lyder lidt som en opskrift på en B-gyser, men albummet er altså indspillet i en hytte, hvor bandet isolerede sig i flere uger midt om vinteren. Det har dog ikke (så vidt vides) resulteret i en film, men i et tungt rockalbum, hvor elementer fra 80’ernes britiske metal smelter sammen med beskidt rockenergi i en riff-fest af de større.

Produktionen er i den rustikke ende, hvilket også er med til at give fornemmelsen af et ægte, svedende band, der står og fyrer den af i et lille rum, hvor luften er tæt af øl, sved og røg. Det vil formentlig også være sådan et sted, det vil være optimalt at opleve Demon Head”.

Det lyder da som et glimrende match til Loppen?

Loppen // d. 3/5 // Kl. 20.30 // 75 kr.

Vi rykker til fredag og til Kulturhuset Islands Brygge, hvor der er er dobbelt på på dansk. Der var 4 stjerner til debutpladen Love, Dreams and Sunsets fra poppede In Memoirs, da jeg anmeldte den for et års tid siden:

“Titlen siger meget i dette tilfælde, det er hvad du får når du pakker den farverige gaver ud, som In Memoirs har med i sækken. Det er afgjort en af de bløde pakker, og skænket uden skam eller undskyldende attitude, tværtimod bliver den afleveret med klædelig selvsikkerhed og stolthed. Og med god grund.

For Morten Fillipsen, der gemmer sig inden i In Memoirs, har i samarbejde med Mads Bjørn, skrevet en række popsange af internationalt niveau. Ja, de skamrider nærmest genrens klichéer og konventioner i skamløs grad, hvilket der heller ikke lægges skjul på i pressematerielt, men det gøres eddermame med stil og flair for gode melodier. Hensigten har været at skabe storladen pop, med højt til loftet og plads til de store følelser, i en tilstræbt poleret indpakning. Hvilket, sjovt nok, resulterer i et album, hvor numrene føles meget ægte og stoflige, trods den “kunstige” indpakning”.

Opvarmningen leveres af Sundays (solo), så der er tale om frontmand Magnus Jacobsen, som man måske husker som rocket forsanger i hedengangne Dance With Dirt? Nu er udtrykket mere folk’et og på vokalen måske også endnu mere poppet, hvilket bestemt ikke er ulempe i dette tilfælde. Jeg har kunnet lide singlerne der indtil videre er udkommet, så… det er fjong?

Kulturhuset Islands Brygge // d. 4/5 // Kl. 20.00 // 80 kr.

Okay, den sidste sætning løb ind i en blindgyde, indrømmet, så lad os skynde os videre. Men hvorhen? Til et sted, hvor man kan begrave fremmede! Det er så i Lille Vega. Nå, det kom også til, at lyde lidt besynderligt, men der er altså tale om en koncert med den politiske ladede New York rocktrio A Place To Bury Strangers.

Hårdrock med “kig-på-dine-sko” tendenser, med mere eller mindre kaotiske afstikkere til krautland, støjkøbing og psykedeliske landskaber.

Support: Buck Gooter

Lille Vega // d. 4/5 // Kl. 20.00 // 165 kr. 

Nuvel, det lader til, at det her, rent sprogligt, er ved, at løbe lidt af sporet, så lad os haste videre til KB18, hvor der bydes på 3 danske bands fredag aften Hovednavnet er Between Oceans, der fejrer udgivelsen af deres debut-EP Oxymoron. Den er jeg, desværre, ikke sikker på, at vi når at få anmeldt, i hvert fald ikke lige foreløbig.

Til gengæld har vi fået anmeldt de 2 supportnavne. E’nemia, fra Aalborg, spiller melodisk metal/core og fik 4 stjerner for anstrengelserne da jeg anmeldte en EP fra dem helt tilbage i 2014. Bysbørnene Beneath The Silence har jeg anmeldt 2 gange, først blev det til 4 stjerner til deres debut-EP, i næste uge ryger anmeldelsen af opfølgeren online, hvor deres melodiske metal har fået en opdatering med elementer fra metalcore/djent. En lille teaser:

“Sangskrivningen er stærkere, melodierne mere slidstærke og lyden generelt større og mere fyldig. Nicklas Sonne fra Defecto har produceret, mens Mirza Radonjica (frontmand i Siamese, boss på Prime Collective) er krediteret som vokalproducer på Mette Hessellund i front. Og det kan altså mærkes den samlede pakke, at bandet har omgivet sig med nogle folk der kunne bidrage med et løft siden første EP”.

KB18 // d. 4/5 // Kl. 19.00 // Pris ?

Så hopper vi til lørdag og er tilbage på Loppen, der får canadisk besøg fra Ought, der er aktuelle med deres tredje album. Her leger de med lyden via trommemaskiner, synthezisers og et 70 mand stort mandekor.

Med som opvarmning har de det svenske indiepop band Hater, der spillede på Roskilde Rising, hvor de gjorde en fin figur, selvom de kæmpede lidt med lyden og indledningsvis blev overdøvet af noget hiphop i nærheden. Tilbage i februar var de ude med en session optaget i aarhusianske Tapetown.

Loppen // d. 5/5 // Kl. 21.00 // 140 kr.

I Lille Vega finder vi en ægte legende, der stadig besidder vid, bid, en skarp pen og en evne til at spidde samfundet og danskheden, uden at det kommer til at lyde som sure opstød fra en vrissen, afdanket gammel hippie. Jeg taler, naturligvis om Niels Skousen.

Skousens nyeste album, det anmelder roste Hvem Er Du Som Kommer Imod Mig, sendte Jonas 5 stjerner i begyndelsen af november 2016. Albummet er Skousens femte siden comeback pladen Dobbeltsyn fra 2002, hvor den aldrende trubadur har været på lidt af en “hot streak”, især hvad den skarpe lyrik angår – noget jeg også roste ham for på albummet Smil Eller Dø, som udkom tilbage i 2014.

Lille Vega // d. 5/5 // kl. 20.00 // 215 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Niels Skousen på Heartland Festival ’17

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.