Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Uddød: Uddød (EP) ★★★☆☆☆

Uddød: Uddød (EP) ★★★☆☆☆

476
0

Uddød har valgt et navn der passer til vores tid, heldigvis formår silkeborgenserne, at frembringe en puls i deres klassiske undergrunds-doom/sludge på denne debut-EP.

OK, så bandet har heller ikke haft meget erfaring under vesten, da de gik i Lydpotten, i Silkeborg for, at indspille denne EP live i studiet, De er dannet i maj 2019 og har valgt at slæbe sig frem ad velbetrådte stier med en omgang klassisk klingende doom/sludge. Originalitet scorer de ikke mange point for, ligesom det måske kniber lidt med at gøre sangskrivningen decideret mindeværdig. Det er en fremgangsmåde og lyd, hvor mantraet synes at være, at det behøver ikke være kønt, bare det er tungt nok.

Og tungt er det hos Uddød, der brummer, sejtrækker og momentvis gynger, som en gammel supertanker fanget i en storm på Atlanterhavet en kold vinternat. Lyden er rustik og gusten, men med tilpas meget bund til, at der er noget sagt og kraft i de 4 numre, så de ikke går helt på grund. Vokalen er nok lidt en smagssag, jeg får associationer til Casper Popp fra Bersærk, hvis kan pressede vokalen endnu mere og kastede sig ud i doom og sludge. Den er faretruende tæt på, at virke anstrengt, stedvis halv-skinger, men den holder sig lige indenfor de tålelige parametre og giver Uddød et generelt forpint og plaget udtryk, der i glimt har lidt vibrator, der får det til at ruske og sitre i øregangene.

Uddød er en grum, stor og flosset bassemand, der trækker sin smadrede korpus olmt ud af startblokken på den over 7 minutter lange “Kød og Blod”. “Et liv, mit liv er svundet bort // Min sol, min sol er løbet sort”, lyder åbningslinjerne, så ved man ligesom klokken har slået. Musikken ulmer kun antydende i begyndelsen, men vokser sig stille og roligt større i takt med, at vokalen tager til i intensitet og lydstyrke. Melodien begynder at vugge og gynge og efterlader et dybt, slimet spor i mens bandet trækker den tunge satan fremad – det lyder som en kamp, hvor alle kræfter skal lægges i for at rykke svinet ud af stedet. Men det lykkes, og Uddød begynder at lyde som en musikalsk damptrommel, der er svær at stoppe når den først er sat i bevægelse.

Det trækker måske lidt ud, men sangen er så tung, at bandet måske selv har problemer med at bremse den ned? Det lykkes dog og vi fortsætter over i den 6 ½ minut lange single “Petrinas Hævn”, der saver ondt og lidt mere tempofyldt afsted fra start. Tempofyldt, altså alt er relativt ikke? Men for genren er der kommet lidt mere fart i maskineriet, selvom virkemidlerne er nogenlunde de samme. Uddød har måske også en lille snert af noget psykedelisk i deres lyd, heller ikke en ukendt ting for genren. Vokalen lyder næsten endnu mere på randen af et sammenbrud her, den får godt med POWER i glimt, hvor klangen nærmer sig en form for heavy-grunge? Det er mere sjældent end kønt, som min mor nok ville have sagt, men ikke uden sin egen “grimme” undergrundscharme.

Og det kunne egentlig være et overordnet skudsmål for Uddød, det svælger og stinker af dunkel undergrund og fugtig kælder, hvor det hele er lidt jordslået og fugtigt. “Petrinas Hævn” er lige ved at gå i stå lidt over halvvejs, men rejser sig så igen med et tuuuung, langsomt svajende groove, der presser den mod målstregen. Her tager “Hedengangen” over, du kan vel nærmest høre sangen for dig med den titel. Det er ikke fordi Uddød gør noget for, ikke at læne sig kraftigt op af klichéer og genrekonventioner i alt fra deres musikalske udtryk, til titler og lyrikken, men på den anden side lever de også op til forventningerne og leverer varen, kan man sige.

“Jeg tog alting for givet, havde nok i mig selv”, lyder det bistert og insisterende fra start, mens musikken hakker og spruttet i korte hug. Her får jeg for alvor Bersærk associationer og Uddød lyder som en tungere, grimmere og mere uren halv-bror til de succesfulde hedningerockere. Der er i hvert fald antydningen af en rocket melodi begravet i undergrundsæstetikken her, men den holdes nede af nogle bombastiske, oppulente trommeslag. Bulder og brag og en konstant kværnende melodi slider fremad på EPens korteste nummer, der begrænser sig til knap 5 minutter. Det havde måske været en mere oplagt single, men det er nok smag og behag?

Uddød lukker dødsballet med den lidt over 6 minutter lange “Helvede på Jord”. Så er det da sat på plads og slået fast med syvtommer søm… Her leger Uddød dog lidt med tempo og formlen, i hvert fald indledningsvist, hvor det virker som om trommerne har mistet tålmodigheden med resten af orkesteret og besluttet sig for at sætte farten op og gå i udbrud. Det giver en god kontrast og nogle gnidninger i lydbilledet, der lige får en stund bryder med monotonien, inden instrumenterne igen finder hinanden og får dannet en massiv fælles front. Fin lille finte, inden vi er tilbage i mere vante omgivelser. Der er dog stadig noget modstand i sangen, hvor det virker som om bandet er lige ved at presse melodien og groovet så meget, at det flår sangen fra hinanden – det kunne være spændende at høre, hvad der rent faktisk ville ske, hvis Uddød pressede på og sprængte deres rammer?

Det bliver ikke i denne omgang, at Uddød bryder doom/sludge-grænserne ned, de forbliver på indenfor undergrundens trygge rammer og i en form for velkendt comfort zone. Det er nu heller ikke nødvendigvis en dårlig ting, og man skal jo starte et sted. Tager man bandets korte levetid i betragtning, så er Uddød bestemt ikke udrydningstruet, der er plads til at vokse, sådan lidt hele vejen rundt, men fundamentet er ganske solidt. Det er ikke et kønt fundament, men det skal det heller ikke være i denne forbindelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.