Toldermania, Atlas, d. 1/12 – 2018

0
319
views

En mørk december aften i Aarhus og 8 punk bands på plakaten. Her kan du læse hvordan det gik, da War of Destruction, Out of Bounds, Riverhead, Smertegrænsens Toldere, Fright Eye, Ulceras, Ond Tro og Narcosatanicos indtog Atlas.

På plakaten stod Smertegrænsens Toldere som er et band, der generelt trækker gode anmeldelser her på siden. Kiggede man dog nærmere på detaljerne, så kunne man konstatere, at der var tale om meget mere end en koncert: Otte bands talte line-up’et og med et dogme om 20 minutters spilletid til hvert band, løste man punkens udfordring i mangel på variation og det faktum, at flere af bandsene brændte så meget igennem, at mere end 20 minutter kunne være farligt for medlemmernes helbred. To fluer med ét smæk.

Og smæk på var i øvrigt et begreb, der bar igennem på aftenen. Der var ikke megen tid til sjælere og langsomme stykker og pauserne var desuden fyldt godt ud med mellemøstlig/asiatisk DJ så hvile til ørerne skulle man ikke regne med.
I øvrigt lidt sjovt med dén DJ-booking, men punk er af årsager jeg ikke kender meget åbent som miljø, så på sin egen måde passede det ind ved ikke rigtigt at passe ind.

War of Destruction

…træder på scenen kl 21 og fastslår at veteraner stadig kan spille punk. Med trommer, bas og guitar bag den energiske indpisker i front, bliver vi i den grad sat i gang. En tydelig publikumsfavorit og der råbes lystigt med på ”Det er ikke / Fucking godt nok”-omkvæd,som forsangeren enten karter rundt på scenen og råber – eller står helt ude blandt publikum og skriger ind i en fans hoved.

Man har nemlig på aftenen disponeret det sådan, at scenen er på gulvet (foran Atlas’ scene), hvilket betyder 1:1 øjenhøjde med publikummet for bandet, men også at Atlas kommer til at virke ret fyldt.

Igen to fluer…

At kalde War of Destruction sofistikeret vil være at gå galt i byen. Men det er afsindigt energisk og insisterende og jeg var faktisk ikke klar over, at man kunne møde den punk-oplevelse i Danmark i dag ud over hos arrangementets headliner. Så tak for det!
Powerakkorder er gud, soloer en by i et land meget, meget langt væk, men konstant insisterende energi kompenserer rigeligt for den slags detaljer.

Otte numre bliver det til med de ikke helt nye herrer, og koncerten slutter da også berettiget efter 20 minutter med et ’Jeg er træt’ fra forsangeren, Hans, – og med hans energi og karten rundt, forstår man ham.

Stærk start!

Ti minutter til at stille om og her kommer aftenens første overraskelse så.

Out of Bounds

Ikke fordi bandet som sådan stak ud, genremæssigt, men fordi de ikke var annonceret i programmet. Tilsyneladende var Wölfblood røget af programmet, og aalborgenserne i OoB var så sprunget til.

Det var rigtig fint, for de leverede både en ungdom, men også et nyt, anderledes bud på hvad punk er: Med elementer af collegepunk (blandt andet kor), spillede trioen dog en ganske potent koncert. Det hele åbner med, at forsangeren råber 1-2-3-4 og så er vi ellers i gang med engelske tekster og høj energi.

Hvor War of Destruction måske ikke havde så mange gear ud over det højeste, viser Out of Bounds med deres variation mellem hård scream, ren punk og faktisk også nogle mere stille passager, at der er flere tangenter at spille på.

Og alligevel virker koncerten lidt minder effektiv end åbnerne: Bundet af instrumenter og dermed forhindret i at have en forsanger, der konkret interagerer med publikum, leverer trioen bare et andet bud på, hvad punk er. Bestemt ikke dårligt, men det bliver tydeligt hvor effektivt det er at have en forsanger, der kan karte ud blandt publikum.

Variationen hos Out of Bounds er dog kærkommen og rolige, små melodistykker på guitaren afløses af en god gang smæk, drevet ikke mindst af en energisk trommeslager.
Virkelig uprætentiøs performance – men stærk oplevelse og dejligt at se lidt yngre musikere!

Riverhead

…tager så kl 22 total revanche. For her er der om nogen tale om en forsanger, der er på, agerer og spiller skuespil lige så meget som der råbes. Tænk Lard eller lignende og læg så nogle år til.

Den svenske forsanger bruger mere tid liggende, knælende eller sprællende på gulvet, mens han screamer sine følelser ud, og bandet kommer til at se helt statiske ud bag ham – til trods for at de ikke holder igen.

Flere gange er forsangeren i fare for at vælte i sit mikrofonstativ så det må fjernes, når han går ud blandt publikum for at synge et vers fra én af Atlas’ scenekasse-opbygninger, så er han ret lige glad med hvor ledningen til mikrofonen løber og generelt er det hele ret afsindigt, men også noget, der får mig til at knibe mig selv i armen: Sker det her virkelig i 2018?

Det gør det i den grad og forsangeren må have et andet energibudget end os andre, da han karter rundt som sjældent set før. Et komisk højdepunkt bliver, da han i sin karten rundt skvatter i en slat øl midt i en strofe, som så – efter han er faldet – ikonisk nok slutter med verset ”might as well…” *skvatter og falder* ”…kill myself”. Nå, han er hurtigt oppe igen og tilbage står vi som publikum nærmest måbende over de energiudladninger, vi har været vidne til.

Det smitter i øvrigt også – der er ved at være etableret mush-pit med en blanding af gamle og unge, mænd og kvinder og generelt bare den diversitet, punkmiljøet tilbyder. Absolut aftenens vildeste performance ikke mindst på grund af den svenske forsanger, der er her, der og alle vegne og synger mere rodende rundt på gulvet, siddende på trommesættet eller hoppende rundt, end stående.

Smertegrænsens Toldere

Det er på den måde nærmest ærgerligt for headlineren at de kommer efter et så energisk, ekstrovert band.

Det skal ikke tage noget fra tolderne, men selv om der bliver gjort stor indsats for at holde gryden i kog og levere ud over scenekanten, så vil performancen nok alligevel stå i skyggen af Riverhead. Ikke at det skal tage noget fra tolderne: Koncerten minder om sidst, jeg anmeldte, og der er ikke plads til pauser mellem numrene, som dog er noget længere end jeg huskede.

Publikum er helt med, der råbes med og da der råbes ”mere brænde / mere benzin!!” kan jeg ikke lade være at overveje om det nu også er klogt med de nu ikke helt unge kunstnere på scenen.

Vildskaben tager til, det nu aktive moshpit spreder sig lidt og da en fan kommer op på scenen og vil lægge en t-shirt omkring halsen på forsangeren, kommer det nærmest til en slags slåskamp de to imellem. Igen: Vildt nok, det sker i 2018!

Smertegrænsens toldere er rutinerede og kommer også – vildskab til trods – til at fremstå lidt mere integritetsfyldt efter Riverhead, hvor forsangeren lå mere ned og rodede, end han stod op.

Fright Eye

Hvordan kommer man så videre efter sådan to energi-bomber? Det er nærmest umuligt og publikum bliver også færre efter headlineren er gået af. Fright Eye gør dog et forsøg og introducerer sig som et højskoleband med mange år på bagen.

De lider lidt af forsangeren-er-bundet-af-sit-instrument-syndrom men spiller ellers virkelig fedt. Men om det er fordi de ikke fysisk kommer ud over scenen, fordi jeg er ved at opbygge en punk-fatigue, eller simpelt hen fordi deres materiale er lidt ensformigt eller forudsigeligt, skal jeg ikke kunne sige.

Men jeg mister personligt lidt interessen og har svært ved at se, hvorfor Fright Eye skulle være interessant. Og det er ærgerligt, da det er et dygtigt band – vi har bare både set vildere og bedre på aftenen.

Ulceras

Og desværre bliver det en lignende analyse af Ulceras, der af mystiske årsager spiller spansksproget punk.

Når overraskelsen over, at det er spansk, der råbes på har lagt sig, så må det også konstateres at for al den energi, der ligges i instrumenter og fremførsel, så er det ikke på den måde en særlig performance.

Igen taber jeg lidt interessen – det hjælper heller ikke, at jeg ikke taler spansk.

Ond Tro

Og dermed begynder jeg for alvor at blive bange for, at nu er der ikke mere energi fra os publikum til bandsene – og så går Ond Tro på. Det er ret hardcore-agtigt og bandet har de begrænsninger, end trio sætter. Men de spiller potent, vildt og af og til en lille smule tungt.

Det er ikke sofistikeret, der er tendens til lidt Mötörhead-tilgang til tingene, men de ender med at spille et hæderligt 20-minutters sæt, hvor der blandt andet også trækkes op til soloer en gang imellem. Bandet får lige hevet lidt op i os og får givet os et los i bagdelen, før frygten for at vi nu for alvor er for trætte sætter ind.

Narcosatanicos

Så fyldes scenen af det ret store Narcosatanicos. En virkelig fin booking som afslutter, da bandet egentlig kunne have været booket til goth-, postrock- eller her punk-aftener.

Det er, med andre ord, stadig et band, der er svært at sætte i bås. Der ligges sfærisk ud med eBow og saxofonen og én af guitarerne leger chase. I line-up beskrivelsen står der bare ’kaos’ ud for Narcosatanicos, og det er underligt præcist, for der sker ret meget, er en ordentlig røvfuld guitarer på scenen og der growles/råbes/synges fint igennem – mens linjen føres an af saxofonen.

Dog slipper bandet ikke helt for – genreforvirring til trods – at fremstå lidt ensformigt og da der afsluttes med et ret punket nummer, føles det helt rart at de også kan ’vende hjem’ og ikke fortaber sig i det større støjende inferno hele vejen igennem settet.

De tilbageværende publikummer er godt møre og det er efterhånden et par acts siden at der har været mosh-pit, så da tonerne ringer ud fra Narcosatanicos, er det næsten nådigt, at vi kan gå ud i natten og køle lidt af på vejen hjem.

Otte punk bands på én aften er 20 minutters koncerter til trods cirka to for mange. Det er lidt ærgerligt, men jeg kan ikke være den eneste, der følte en vis fatigue da vi nåede hen under slutningen på aftenen. At publikum også næsten halveredes efter headlineren, understreger blot denne pointe.

Når det så er sagt, så er det tydeligt, at der er et fint punkmiljø i Danmark: Både trækkende på nogle gamle han-elefanter, men også unge byder ind. Og alle har energien til fælles. Det er stærkt!

Der var ikke noget, der var dårligt på denne aften og alle prøvede at sparke til os som publikum. Noget publikum i øvrigt var helt med på og flere gange blev der både forsøgt at sparke igen og opstå lidt venskabelig tomult.

En god aften, der dog satte høje krav til både bands og publikums energiniveauer. Jeg var i hvert fald godt brugt, da jeg kom hjem!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.