Home Artikler Tilbageblik 2021: Oplevelser og indtryk fra en koncertsprint

Tilbageblik 2021: Oplevelser og indtryk fra en koncertsprint

135
0

Endnu et musikår er i bogen, vi har i år valgt at droppe årslisterne og kigger i stedet tilbage på 2021 i mindre fastlåst form. Her er Kens tanker om stort og småt om det forgangne års koncerter og liveoplevelser.

På mange måder endnu et atypisk, og andre helt typisk, musikår. Ligesom 2020 blev 2021 præget og påvirket af Corona og skiftende restriktioner, og noget der til andre tider virkede som næsten “normale” tilstande. Virkeligheden er nok, at 2021 nok på sigt kan vise sig, at være det nye “normale”.

Gutter se jer!

Tagterrassen på Vanløses nye spillested Stairway summer af liv i den kølige september aftenluft. Hank Robot er gået på udendørsscenen i ensom, lurvet og kantet majestæt. Et enkelt lettere eksalteret par tager sig en svingom foran scenen, de fleste øvrige gæster er søgt mod baren. Gutter Island har, som ofte, på charmerende vis fejlbedømt situationen. Den store tilstrømning til få øl haner skaber massiv kø.

Gutter City er i fuld gang, folk tager det hele med et smil og de frivillige i baren er en herlig kombination af småsnaldrede og stressede. Ingen holder rigtig afstand længere og mundbind virker allerede som et fjernt, lidt utopisk minde. Nutiden viser, at det var en stakket frist og at man gjorde rigtigt i, at nyde frie øjeblikke som disse. Det smagte lidt af de gode, gamle, mere bekymringsfrie tider. Der var en smag og stemning af ægte festival i luften.

Arrangementet afholdes som regel i de år, hvor den rigtige Gutter ikke løber af stablen. Nu er det efterhånden 4 år siden vi sidst besøgte Gutter fortet. 20 års jubilæumsåret i 2020 blev udskudt til i år… Som så blev udskudt til 2022, da endnu en festivalsommer blev aflyst. Gutter KUNNE måske have været afviklet, som Coronasituationen så ud i august. Men, omstændighederne i forberedelsesperioden umuliggjorde det i praksis. En frustrerende og uforudsigelig virkelighed, som mange arrangementer har stået i. Man skal planlægge efter, være på forkant med og alligevel regne med det værste med noget, som ikke rigtig kan forudsiges. Den nye virkelighed, bliver 2022 meget anderledes?

Forhåbentlig har man lært af erfaringer og smittens udvikling og opførsel, så man kan forudsige visse mønstre i god tid. Men, de store festivaler og arrangementer er fortsat ekstremt udsatte. Indtil vi har vaccineret den her fucker ned på et acceptabelt niveau.

Festivaler i stor skala blev det altså igen ikke til, det kigger jeg lidt på og grubler over andetsteds, på et senere tidspunkt. Jeg nåede heller ingen koncerter i foråret, faktisk tåger disse nye normale tider så meget sammen, at jeg næsten ikke kan huske hvad der var af begrænsninger første halvdel af året… Til gengæld fik jeg indhentet lidt af det forsømte med en lille efterårskoncertsprint. Inden man fornemmede, at nu gik det nok den gale vej igen med tiltagende udvidede restriktioner.

De senere år, som fritid og overskud er blevet mere knap, har jeg snuppet hovedparten af mine årlige koncerter på festivaler. I år var det jo, igen, ikke muligt, så jeg forsøgte at “tvinge” mig selv ud på nogle spillesteder.

Duften i bageriet, indre by og forstæderne…

Det lignede sig selv. Mørkt, lavt til loftet, trykket. Overplastret med mere eller mindre obskure klistermærker og “tags”, i en sådan grad, at man får mistanke om, at udsmykningen er en del af det bærende fundament. Stengade var virkelig meget Stengade de par gange jeg nåede forbi, da efteråret begyndte at bide sig fast.

Gammelt og nyt i skøn forening, altså på den musikalske front, ikke de nævnte omgivelser. De lugter stadig lidt af prut, tis og armsved. Weekendduften af aften på Nørrebro. Svenske Then Comes Silence og deres stive gothrock har jeg set en del gange før, og bedre. Gammel kærlighed ruster ikke helt, men det var ofte support navnene, som stjal opmærksomheden og løb med de største roser til de koncerter jeg nåede forbi.

Et (stram)røvrystende, teatralsk og outreret navn som danserockende Chopper var et af dem. På en måde er det et mere udflippet og sprælsk soloudbrud fra Love Coffin. Forsanger fra kærlighedskisten, Jonatan Magnussen, er nemlig hovedmand i projektet, live med backingband og en massiv mur af backtrack . Mig og min gamle røv elskede det. Jeg er stadig lidt i tvivl om, om det i virkeligheden er for meget og over the top, men live var det i hvert fald en oplevelse, som gjorde indtryk. Festligt, lidt foruroligende og forstyrrende!

Den var lidt mere slap og løs, men momentvis spændt under Looney Gloomers, som varmede op for det buldrende og dunkende instrumentale synth-rock navn Basker Hval. Looney Gloomers tiltvang sig opmærksomheden fra det næsten FOR larmende Basker Hval med et bredt og spraglet musikalsk kludetæppe. Muligvis en gymnasial “joke”, som ved at være lidt for intern til, krydret med alt fra store kærlighedshymner til dansabel pop og mere stram og militant rock. Kuriøst, lidt for løst i kanterne stadigvæk, men befriende… frit og frejdigt.

Rigmor var nok ikke support, men lige så meget egentlig headliner, som The Entrepreneurs, da de to bands gæstede en udebane i de københavnske forstæder. Forbrændingen i Albertslund, en råkold lørdag aften i efterårsferien. Det virkede som hårde odds, men fremmødet på hæderlige 30-40 publikummer virkede dedikeret og opmærksomt lyttende. Ikke mindst da aarhusianske Rigmor åbnede efterårsballet med deres sarte, følte og poetiske dansksproget indie sammenkog.

Har man kun hørt de Michael Strunge inspirerede Rigmødre i radio eller på plade, bliver man nok lidt overrasket over bandets livelyd og stil. De bider fra sig. Hugger til og voldsomt igennem, i korte glimt og længere, syrede udløb af sangene. Rigmor er ikke kun føle føle og tyste, de er humørsyge og temperamentsfulde. The Entrepreneurs var anderledes stringente, kontrollerede og kølige. En aften, hvor følelserne hos de to bands svingende mellem, at sidde uden på tøjet og noget meget mere til knapper.

Min lidt over en måned lange spurt indeholdt mange kontraster, tydeligt eksemplificeret ved første og sidste stop. Jeg begyndte med, at hygge ved lugten i bageriet, sammen med mærkværdige Mørtel. Der gav akustisk soloshow i et lagerrum på en byggegrund. Det kunne næsten ikke være længere fra, hvad der blev disket op med i Pumpehuset i begyndelsen af november, hvor den stod på 3-retters hardcore anretning.

Den store sal viste sig nok, at være lidt FOR stor til den slags trykkogerballade. We Are Among Storms blev et lidt undervældende vindpust, mens mægtige Redwood Hill, som næsten altid, pustede sig voldsomt op. Det blev aftenens højdepunkt, men nærmest også forventeligt. Det eneste overraskende ved deres overlegne opvisning var justeringer og tilføjelser til sætlisten.

Den afsluttende og alt ødelæggende orkan skulle LLNN stå for. Sci-fi post-hardcore bandet brugte aftenen til, at markere og fejre udgivelsen af deres roste Unmaker album. Den fremragende og voldsomme plade havde fortjent bedre, for LLNN var mere forvirrende kastevinde end olm orkan. De hyggede sig vist lidt for meget, der gik snakkeklub og hyggeklub i den. LLNN er et fedt band med et fascinerende univers, men indtil videre har de ikke fået det til at fungere optimalt live.

Er jeg en del af problemet?!

Efterårets egentlige koncerthøjdepunkt var til gengæld næsten også mere snak end koncert. Til Snapshots of a Wo/Man var det dog en del af konceptet, og en koncert kun en mindre del af den samlede pakke på Urban 13. Musik var dog stadig omdrejningspunktet, i form af et dokumentarfilmsprojekt, efterfølgende paneldebat og livemusik fra en af arrangørerne, Dorte Hartmann/A Mess, som afrunding på aftenen.

En aften, der stod i sexisme og kønsdebattens tegn, en debat som i skrivende stund har ramt den danske medieverden (igen igen igen). Denne gang lader det dog til, at det rent faktisk medfører ændringer og en eller anden form for selvransagelse.

Er det nok? Og er vi i mål? Slet ikke, det og andre tanker tog jeg med fra det vellykkede arrangement. Der nok blev afviklet på en form for mental og holdningsmæssig hjemmebane, hvor ikke mange blandt publikum virkede uenige i de mange fine meninger og pointer. Men, selvom jeg også i bund og grund tilhører det velmenende og “frelste” kor, som arrangementer som dette har en tendens til stramme, så blev der alligevel sået frø. Jeg reflekterede rent faktisk efterfølgende over det jeg havde hørt, min egen rolle, og ikke mindst min egen fortid. Er og var jeg en del af problemet i højere grad end løsningen?

At se sig selv i spejlet er ikke altid lige rart… refleksion har flere betydninger.

Refleksion over refleksioner

Når jeg nu hurtigt har tænkt tilbage og ridset op i ultrakort for så, er det egentlig utroligt, hvor meget man kan nå, at opleve på lidt over en måned. Alsidigheden har gode vilkår derude, hvis man ikke er bange for, st opsøge byggepladser, forstæder eller urbane oaser, ud over de mere velkendte spillesteder.

Det understreger også hvor ærgerligt og en potentiel katastrofe det er, at vi nu befinder os i ENDNU en (nødvendig) nedlukning. Oplevelser går tabt, men det kan de også gøre, hvis man ikke selv sørger for netop at opleve dem. Hvad værre er, så er det et fornyet benspænd for en livebranche (Hele fødekæden), som virkede som om, at den lige havde genvundet fodfæstet.

Vi skal nok rejse os igen, men der ER nok grænser for, hvor mange gange man kan klare at ryge på gulvet. Inden der ryger en ryg eller hofte… Eller man bare ikke orker den potentielle risiko for, at blive væltet omkuld igen og finder noget andet at give sig til.

Så ville liveoplevelserne uigenkaldeligt være fortid.

Vi ses (forhåbentlig) til flere oplevelser, i en eller anden form, et eller andet sted, i 2022.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bonde, Powersolo til Gutter City

Previous articleTilbageblik 2021: Udgivelser, som efterlod et indtryk
Next articleEver The Ghost: Mortify (EP/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.