The Van: The Van ★★★★☆☆

0
461
views

Fjern et ’blue’ og man får The Van. Bandet viser på deres selvbetitlede album stor erfaring, legesyge og evner med klassiske rock-dyder. Det er solidt og skal tages for kvaliteten snarere end genkendeligheden og pop-hooks.

Begrebet ’den blå vogn’ findes ikke rigtigt på samme måde på engelsk, og The Blue Vans navn har på den måde i høj grad refereret til Danmark og danskere til trods for at bandet synger på engelsk.

Om fjernelsen af ’Blue’ så er fordi bandet ønsker større international anerkendelse, er svært at afgøre. Men på den selvbetitlede The Van viser bandet at deres håndværk og energi er i orden og at rocken lever.

I en klassisk albums-kliché er numrene som en sandwich ’pakket ind’ i åbningsnummeret ‘Tank Chase’ (hhv ’Intro’ og ’Outro’). Det er helt enkelt et relativt simpelt, instrumentalt stykke musik, som synes at have til formål at vise at The Van ynder at spille røven ud af bukserne: Solidt tempo, en bas der vil fremad, en simpel guitar-stemme og ikke mindst et progressivt orgel. Fedt!

Netop tangentinstrumenterne har på The Van fået en central plads og selv om det er oplagt at tænke, at rock især handler om guitarer, så er det en sand fornøjelse at høre hvordan Rhodes, klaver og selvfølgelig Hammond i den grad har sin plads i rocken.
The Van trækker stadig på 70’ernes lidt flippede energi og har i forhold til til Blue-tiden valgt at tillade at numrene bliver lidt længere.

Det fungerer rigtig fint og de lidt længere numre når aldrig at blive kedelige. Det er så den positive vinkel – for der er heller ikke nødvendigvis den store pop-appeal ved de første par gennemlytninger. Og det til trods for at der er et nummer, der – måske lidt ironisk – hedder ‘P.O.P.’

Det gør bare ikke så meget med manglen på klare hooks. For der ER hooks, der synges fedt af Westmark i front og kor ligger skarpt, lækkert og løftende uden at overtage. Musikalsk er det en superstærk plade, hvor alt er velkomponeret og -disponeret og det er tydeligt at det er erfarne kræfter, der har været på spil her.

‘Rose Of Jericho’, som vi har haft som Dagens Track, har et klassisk hippie-backbeat-præg og lugter både lidt af flower child og hippie-shake. Dansabelt er det i hvert fald i høj grad! Igen spiller progressiv bas og skarpt orgel en væsentlig rolle for nummerets energi.

Det derpå følgende ‘I Gotta Learn How To Lose’ har lidt Jim Morrison-præg og med lækkert rhodes, tilbagelænede trommer og generelt overskud i udtrykket står balladen stærkt blandt de mere dansable numre på pladen.

Som nævnt er tangentarbejdet generelt stærkt og da vi nærmer os pladens afslutning med tredjesidste nummer, ‘Little Losers’, reddes en lidt ordinær sang af – indrømmet noget kliché-præget – honky-tonk klaver med små, fine løb og fjerdedele hamret igennem. Små detaljer løfter altså numrene op fra det noget ordinære.

Interessant er det også at konstatere, hvordan trommerne ligger anderledes her end på resten af pladen; bandet har villet finde en stemning til nummeret, og har justeret så den opnås.

Og det er det, man skal elske The Van-pladen for; det er afsindigt dygtigt lavet det hele. Der er konstante detaljer, tydelige overvejelser, overskud og udtryk til at trække sangene hjem. Man keder sig aldrig over de ti numre. Men ret beset lover ‘Tank Chase’ (både intro og outro) nok lidt mere energi, end de øvre otte numre leverer.

The Van-pladen er og bliver en særdeles dansabel plade og alene kvaliteten i fremførslen gør den til til en plade i den gode ende af skalaen. Men lidt som da Queen of The Stone Age sidst udgav en plade, hvor det synes at have været dansen, der var i centrum, så står jeg tilbage med samme følelse efter at have gennemlyttet og analyseret The Vans The Van: – Dygtigt håndværk til trods, så bliver det bare ikke rigtigt den plade, der ’redder rocken’.

Måske har rocken ikke på den måde brug for at blive reddet, eller måske er der en pointe i at rock fungerer bedst live. Under alle omstændigheder lægger The Van med The Van i kakkelovnen til nogle spændende live-koncerter.

Men som plade mangler The Van simpelt hen signatur-numre, der har radiokvalitet. Når alt er lagt sammen, er der dog begået en fin, professionel og dygtigt lavet plade, hvor især tangentarbejdet står ekstra positivt frem.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.