Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Slow Scare: In Purple & Blue (Album/anmeldelse)

The Slow Scare: In Purple & Blue (Album/anmeldelse)

448
0

En sejt produceret og spillet samt kvindevokalbåret plade med hints af triphop og industrial? Det lyder som noget af en mundfuld, men uden at forfalde til ekstremer er det, hvad The Slow Scares In Purple & Blue byder på.

De kalder det støj-pop. Det er en lidt sær definition på et band, der trækker på, ja, rigtig mange referencer men ikke rigtigt excellerer i poppede hooks. Men lige nøjagtigt poppens hooks er kun begrænset savnet. Faktisk er det ret fedt, hvordan vokalen og dermed melodistemmen ofte bliver nærmest tonløs.
Og vokalen? Ja, der er noget virkelig cool over bassist/sanger Anna Haanings let overblæste vokal – ofte dubbet flerstemmigt. Og med rum. For The Slow Scare elsker rum. Ikke som i kirke-rumklang, men som i ’en mikrofon i den anden ende af lokalet og lokalet har nok fliser på væggene’ på både vokal og guitar. Det fungerer.

Og med denne lidt kolde sound og den til tider afslappede, til tider anstrengte, til andre overblæste, andre igen næsten knækkende vokal kan projektet i glimt få hints af trip-hop. Ikke mindst fordi guitar og produktion er holdt helt vildt stramt. Skarpt. I dét der rum. Spændende!

Som i ‘How I Get To Keep You’, der trækker på orientalsk tonalitet og på én gang arbejder vandret i stemmeføring, guitar og temaer – men også har et ret bastant elektronisk beat til at hugge lodret. Ja, det bliver næsten up-tempo i bridge og refræn. Men stadig… Cool.

Sejt
Det betyder at der der sættes stemninger, der måske ikke får lytteren i perle-humør, men stadig kan forføre. Og forføres bliver der i særklasse gjort på balladen ‘Cold F’, der nogenlunde midtskibs på pladen sender tankerne i retning af stemmeknæk og stemningssætning á la Sorten Muld – dog her på engelsk og lidende. Åh, så lidende.

Generelt står balladematerialet stærkt og også ‘Only Yours’ er forførende, voldsom og appellerende. Men tricket er allermest at tempoet bliver sejt, der bliver spillet bag på beatet og det skaber både ro – men hiver og flår i lytteren.

Det er en sejt produceret plade!

Lidt mærkeligt bliver det næsten på ‘Puppet’, der med sin industrielle æstetik og mandevokalen (Frederik Ejdrup?) får lov på dramatisk vis at gøre sin entre, inden den sidste, seje ballade lukker pladen ned med sløvt beat og synthbas og femme fatale-vokal ovenpå.

Der er virkelig meget at holde af på The Slow Scares In Purple and Blue.

Et velproduceret koncept
Pladen er skide spændende lavet og produceret og pressematerialet lægger da heller ikke skjul på, at det er en konceptplade. Jeg er dog ikke helt sikker på hvilket koncept?
Men det lyder som rigtig meget godt dansk musik med kvindevokal er mødtes og har besluttet sig for at lave… Det her.
Der er hints af ML Buch, Jomi men også internationale ting som Ladytron, noget industrielt og maskinelt.

Og så er vi tilbage ved den der med poppen. For selv om pladen åbner stærkt med ‘Scream (All You Want)’, så er det måske netop melodiske hooks, der kunne have fået denne plade til at række mod de øverste hylder; tænk hvis den kolde lyd havde haft små melodiske tricks som Massive Attack? Eller det industrielle en gang imellem to en lille smuttur ud i et hook? Påfaldende er det i hvert fald at titelnummeret nærmest er det mindst interessante af de ti vi får serveret.

Men hooks og tricks vil i så fald kun være for netop for alvor at række mod de allerhøjeste hylder. For det er en stærkt spillet og produceret plade, der bliver ved med at være interessant.
Det bliver spændende at høre om den så ’bare var et koncept’ eller om der kommer mere i samme boldgade!


Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleRISIKO: Kalkuleret (Album/anmeldelse)
Next articleAntiplanet: Benspænder (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.