Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Sleeping Man Project: The Birds and the Bees (EP/Anmeldelse)

The Sleeping Man Project: The Birds and the Bees (EP/Anmeldelse)

741
0

The Sleeping Man Project har gode sange, lyder godt, og vugger for det meste afsted i et velkendt musikalsk terræn i adstadigt tempo. Har man brug for et musikalsk frikvarter fra julemusik og 2021, så kan man roligt springe på The Birds and the Bees.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Leonard Cohen, da jeg første gang hørte Jakob Dahn’s vokal på første nummer på EP’en The Birds and the Bees. Ikke at den er så dyb og ru og rusten som afdøde Cohen’s var, især til sidst, men der er noget med både sangens stemning og intonationen i vokalen, og så kvindekorarrangementet, der tydeligt slægter Cohen på. ‘I Tried With Coffee’, hedder åbneren, og her behandler Dahn en form for skrivekrise, og påkalder sig muser, engel “and everything above (…) I really don’t need much/A great review in Pitchfork/A few world tours is enough”.

Det er nu ikke fordi det lyder af Cohen det hele. Men der er alligevel noget over lyden,  der fører tilbage til en anden tid, rent musikalsk. Også på titelnummeret, der har lidt mere tempo, men stadig rocker relativt adstadigt, med et solidt trommebeat og tangenter som definerer den instrumentale underlægning. Dahn synger mere her, og det er ind i mellem ganske fængende.

Det er det også på ‘Alive’, der bevæger sig i nogenlunde samme tempo. Her spiller den elektriske guitar dog en lidt større rolle. Det er dog sangskrivningen, der har den bærende rolle i The Sleeping Man Project. Jakob Dahn er da heller ingen vårhare, og har 25 år på bagen som sangskriver og den erfaring skinner også igennem i det rolige lydbillede og det stilfærdige fokus på gode melodier. Her er ikke noget, der springer frem i hovedet på én og bider lytteren i struben, men der er til gengæld en generel vellyd og nogle fint sammenstykkede sange at gå på opdagelse i.

Der er lidt western/americana-stemning i underlægning og intonation på ‘We Sleep’, i hvert fald indledningsvist, men det bliver efterhånden en mere storladen sag med “uuuh”-kor og tangenter, mens ‘Did You Give In To Love’ vugger afsted som et cheesy møde mellem fransk chanson og Franz Ferdinand. Også her er det catchy og lyder godt, og på nogle punkter føles The Sleeping Man Project også lidt som et frikvarter fra tidens toner – det virker kort og godt bare som om, Dahn og hans hjælpere har været interesserede i at indspille nogle gode sange, der lyder godt, og ikke at opfinde nye veje.

Det er så på en måde også anken ved projektet – for Leonard Cohen og andre af The Sleeping Man Project’s inspirationskilder (Nick Cave og The National nævnes eksempelvis også) laver jo også musik, der lyder godt, og som også skubber væsentligt mere til egne musikalske grænser end Dahn og co. gør, på denne udgivelse i hvert fald.

Men det er også tunge navne at referere til, og i det store hele slipper The Sleeping Man Project altså ganske godt fra det. Om det er nok til at Cohen og Cave-pladerne derhjemme skal have en lille pause, kan man jo så selv vurdere ved at give The Sleeping Man Project et lyt.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Cover: Suse Hartung

Previous articleSally: Radbrækket (EP/Anmeldelse)
Next articleRepeatlisten #5

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.