Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Sally: Radbrækket (EP/Anmeldelse)

Sally: Radbrækket (EP/Anmeldelse)

336
0

“Subtil fandenivoldskhed”, det er et af de udtryk EP-debuterende Sally hæfter på deres, på overfladen, rolige indie-rock. Stille skvulp og krusninger, som over 6 helstøbte sange tager sig god tid. Måske også momentvis lidt FOR god tid? Nej?

Joooh, jeg er lidt i tvivl. For det er godt det her, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Billedeskabende og stemningsfuldt, sart og delikat. Med spredt opblussen af noget temperament. På sin vis minder aarhusianernes poetiske, dansksprogede indie-univers om bysbørnene Rigmors ditto.

Faktisk i en sådan grad, at Spotifys algoritmer var enige. I hvert fald valgte den automatiske afspilning, at fortsætte med Rigmors “Plasticsolen”, da Radbrækket tonede ud. Hvilket ikke nødvendigvis er til Sallys fordel, da de fleste numre på debuten ikke helt når op på det niveau. Men Sally er også, trods en række fællestræk, noget lidt andet og sammenligningen ikke helt 1:1.

Sally ER subtile. Det er sart og sagte med lange passager, hvor musikken stille svæver og væver sig omkring en. Det er klart en “lytte” udgivelse, hvor de rolige melodier ved første lyt kan virke en kende anonyme. Eller i hvert fald så diskrete, at de lidt falder i et med lydtapetet i baggrunden. Tror gerne, at Sally VIL have at man LYTTER og insisterer på, at tålmodighed er en dyd, som lytterne er i stand til at praktisere.

Det giver en EP med 6 numre, hvor der er en høj grad af sammenhæng og musikalsk homogenitet. Der er dog sange, som skiller sig ud. Selv om jeg her kalder Sally diskrete, så fedtspiller de ikke som sådan. Faktisk vil jeg mene, at de fyrer deres to stærkeste sange af først.

Der åbnes med “Fred”, der tager sig god tid med at vågne op. Der små-slumres rent musikalsk, mens en klar kvinderøst indleder med “Spejlbillede i skyggen // Mørke øjne glimter // Kød og blod vrister sig fri af den arv der følger med”. 1 ½ minut inde begynder sangen for alvor, at vågne op og viser tænder med et pludseligt, voldsomt udbrud. Inden det trækker sig lidt tilbage under den varme dyne igen.

“Rastløse sjæle -aldrig findes fred”, lyder det senere, men også at “din stærke kerne lyser”. Så der beskrives både en tvivl og rastløshed, måske en søgen og noget opbyggeligt og styrkende. Det matcher meget godt op- og nedture i den bølgende musik. Som rooooligt glider over i den efterfølgende “De Kommer Flyvende”. Nærmere snigende.

Ikke som en tyv om natten, men højt på himlen, fra nord, hører vi i teksten. Her begynder Sally Errebo-Brandts vokal at minde mig om Mathilde Falch i klang og tone? Bestemt ikke en dårlig ting, det tilføjer noget karakter, modenhed og sørgmodigt mørke, der samtidig rummer en kraft. Noget livserfaring. Ganske imponerende, hverken Sally, sangerinden eller bandet, har mange rynker. Så skyldes de i hvert fald ikke årene levet. Men måske har de nogen af at være alvorstunge?

Her er ikke skyggen af humor eller selvironi. Det ville nok også bryde stemning og stil, og afspore bandets ret klare vision. Men når vi når til tredje nummer på Radbrækket, “Løgn”, så begynder jeg alligevel at savne et eller andet. Noget der rusker lidt mere op i den tunge sindsstemning, det melankolske blå og alle de her FØLELSER. Det er måske bare lige et nummer for føle-føle til mig i længden, hvilket i dette tilfælde så var forholdsvis hurtigt. Til gengæld er sangen utroligt smukt sunget og forløst, der er ikke en finger, at sætte på hverken stemme eller musikalsk håndværk!

Uha, det bliver næsten decideret søvndyssende på den efterfølgende “Vægtløs”. Der forresten deler titel med et nummer af Rigmor… Der var den igen. 2-0 til Rigmødrene, ikke at det på nogen måde skal være en konkurrence eller irriterende sammenligning. Den var bare oplagt. Og gav mig noget at skrive om, så jeg ikke falder helt hen, eller bliver kvalt i Sallys alt for tykke og tunge vinterdyne. Jeg sover helst kun med lagen…

Igen er det musikalsk flot udført, leveret, pakket ind og alt det der. Sally er dygtige til det de gør, har helt styr på deres lyd og hvad de vil. Men fremdriften hænger i en tynd tråd, da “Tynd Tråd” fortsætter i det lavmælte spor. Nu begynder jeg også, at skulle kæmpe for at lytte til den generelt vellykkede lyrik. Hvis man altså kan lide sådan noget dansk emo-poesi. Beklager, hvis det lyder som noget negativt.

Inden jeg undskylder alt for meget over noget musik og et band, som egentlig ikke lyder som en undskyldning for dem selv, bare virkelig stilrene: jeg kan godt lide Sally og Radbrækket. Den kræver blot, at man virkelig er i det rette humør. Ikke har en dag, hvor der skal ske en masse for at holde interessen fanget. Eller i mindre bidder, som eksempelvis de udsendte singler.

Radbrækket lukker med titelsangen, tempoet og melodien sniger sig tilbage i Sallys sovekammer. Det er lige før, at gardinerne bliver rullet fra mod slut! Måske med de svedige hænder, der synges om? Her er noget af den subtile fandenivoldskhed bandet selv beskrev, og som jeg godt kunne ønske mig lidt mere af fordelt ud over EP’ens 26 minutter.

“Forsvinder væk fra verden…”, lyder det gentagne gange mod slut, mens musikken toner ud. Velkommen til verden, Sally. Det skal nok gå, især hvis vi kan få en lille smule mere dynamik i den musikalske dyne. Måske endda løftet den, eller ligefrem sat ild til den?!

Indtil da en mere end godkendt debut, der viser et band, som på den gode måde lyder ældre end de er. Nu skal vi bare have lidt mere ungdommeligt drama mikset ind i alle de ungdommelige følelser.

Af Ken Damgaard Thomsen

Artwork: Anders B. Rothman

Previous articleGlitchi: Cats Have Nine Lives (EP/Anmeldelse)
Next articleThe Sleeping Man Project: The Birds and the Bees (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.