Home Artikler Repeatlisten #5

Repeatlisten #5

456
0

SÅ er det SIDSTE OMGAAAANG (i 2021) for Repeatlisten! Sniger navne som Anders Knudsen, The New Weavers, Rigmor, Diplomatic Immunity, Lurid Purple Flowers eller Luster sig med i de fine selskab inden vi kårer årets BEDSTE single?!

Svaret er… måske! Du må lige væbne dig med lidt tålmodighed, eller snyde og scrolle ned i bunden. Men, ikke for langt, for nederst finder du reglerne for Repeatlisten. Så, er du interesseret i dem, ny læser eller har glemt hvad det her går ud på, søg mod bunden, så spiller vi lidt ventemusik i mens.

Eller går i gang med, hvad der er blevet lyttet til denne gang? Som nævnt, så bliver det her den sidste udgave af Repeatlisten i år. Listen som erstattede det gamle På Repeat format, som havde kørt i over 100 udgaver med 7-800 singler anmeldt. Nu kæmper singler i stedet for om en af kun 12 pladser på Repeatlisten, hvor man kun kommer med, hvis man kan presse et nummer fra listen ud.

Numre, der er markeret med fed/kursiv er de sange, som jeg udvalgte til, at komme i betragtning til ugens liste. Puljen bestod i denne omgang af følgende 22 numre.

Lyttepuljen til Repeatlisten #5:

Fjelding – “Streets”, Helena Gao – “Dreaming of a Cabaret”, Lurid Purple Flowers – “Darkness”, Diplomatic Immunity – “Now’s The Time”, Annette Odimer – “Clear Vision”, Singvogel – “Chefs Fjæs”, C4R4V4N – “When we left this morning”, Rigmor – “Plasticsolen”, Oriental Park Pug Boys – “Sætter min nat som jeg vil”, Tom Bjerg – “Sig Hvad Det Er”, Lukas Vanggaard – “En Af De Få Små”, The New Weavers – “Don’t Make A Scene”, Steen Wrønding – “90 Graders Vask”, Søren Manscher – “Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv”, Dead Racoon Riot – “Kiss Of Drip”, Writhe – “Beacon”, Hernia – “Escape”, Luster – “Burn All Bridges”, Bear With Me – “Sun”, PBSM – “Falling”, The Shrines – “Watch U” og Anders Knudsen – “The Quiet Earth”.

The New Weavers – “Don’t Make a Scene”

Stones! Ja, jeg får rullende sten vibes af den her seje rocker, der slingrer med swager og dingler med i stamme jeans ned af boulevarden. Måske samme boulevard, som Lou Reed, der er også lidt New Yorker coolness over løjerne, men ikke nogen knarvorn kulde, som hos den afdøde gnavpot.

Det er mere løst og “sjusket”, selvom nummeret på effektiv vis kører på skinner, de er bare lidt krumme og slidte, som hos Rolling Stones. Lidt i retning af måden der vibrerer og “rasler” og “knirker” på et nummer som “Gimme Shelter”, ikke mindst indledningen på klassikerne, hvor nummeret nærmest skal trækkes i gang. Men, det er samtidig også lidt lummer sumpet, som hos John Fogerty? Og med samme fornemmelse får en fængende melodi og et godt omkvæd.

Helt op på DET niveau når The New Weavers, trods alt, ikke. Men, mindre kan bestemt også gøre det. Fuck, hvor er det et fedt nummer! Hov, jeg afbrød lige mig selv her, efter at have genstartet sangen. Kernen i The New Weavers beskrives som to gamle venner, der har spillet sammen i forskellige sammenhænge i 15 år.

Der er også en herlig, varm følelse af to gutter, der læner sig mod hinanden, ryg mod ryg på en scene, fyrer den lede, fede rock af. Vender sig, får øjenkontakt, deler et øjeblik, en af den slags, hvor man ved, at man “har den”. Efterfulgt af et bredt smil, der siger det hele. De ved det, Vi ved det.

Dead Racoon Riot – “Kiss of Drip”

En af de lidt mere sjældne, i hvert fald for mig. Det er ikke så ofte, at regulære instrumental numre sniger sig med i det fine selskab her på Repeatlisten.

Ikke fordi, at vi ikke kan lide den slags, men der er et eller andet ved instrumentalmusik som gør, at det for mig ikke er oplagte singler. Det er måske bare en lidt firkantet tankegang…

Eller også tænker jeg ofte “film” eller “soundtrack”, når vi taler musik uden ord.

Nuvel! Dead Racoon Riot, som jeg tidligere har anmeldt en EP fra, bevæger sig også her indenfor det mere filmiske. Ikke fordi, at “Kiss of Drip” klinger af filmscore. Nej, det dufter mere af en slags western, noget Tarantino’sk, eller gulig og falmet b-film. Grindhouse garage, med ekkoer af The Shadows og den slags pionerer indenfor de instrumentale genre.

Det er stemningsfuldt, ganske afvekslende mellem noget luskende, tempofyldt og atmosfæriske passager, hvor man lige kan får sig en puster. Eller nyde solen? Her er lummer varmt og sådan lidt schlogget, semi støvet og beskidt stemning.

Jeg har, måske ikke så meget at sige til det, det er sgu bare et effektivt og godt, lille nummer. Ikke noget nyskabende eller banebrydende, men Manger du lige en lydbid/baggrundssang til din film/reklame/computerspil/whatever, så ville det her måske kunne bruges?

Anders Knudsen – “The Quiet Earth”

Er det her egentlig en julesang? Både ja og nej. Der er klart noget “julet”, eller skulle man sige “højtideligt” eller “opstemt”, over klang og stemning på Anders Knudsens nyeste single.

Sangen er en del af et projekt, hvor Knudsen agter at udsende en julesingle hvert år indtil 2030. Ligesom teksten refererer til vinterlandskaber, nævner julen og andet, som gør den julet. Men, det er en del af noget andet og “mere” end blot en julesang.

Knudsen gør sig også som guitarist i Dør Nr. 13, når de er aktive. Ligesom frontmand Lasse Storm, så lader det til, at det er solo udflugter, der er i højsædet hos Knudsen for tiden.

De har begge udsendt stærke singler i år, og “The Quiet Earth” er bestemt ingen undtagelse. De bedste julesange, medmindre du bare skal have ren hygge, er for mig sange, som også fungerer på egen hånd. Udenom jule konteksten, sange der lige så godt kunne være udsendt på et hvilket som helst tidspunkt. Men tilfældigvis lige rummer et eller andet element, der får en lille juleklokke til at ringe.

“The Quiet Earth” er et sådan nummer. Det er kort og godt en glimrende sang. Gribende, rørende og vedkommende, på den måde hvor man ikke helt kan forklare hvorfor. Den går bare ind. Ind og rammer og bliver der. Noget af det skyldes, muligvis Knudsens “uperfekte” levering, stemme og stemmeføring. Han har ikke verdens største eller stærkeste vokal, men han leverer her en virkelig stærk præstation. Vokaler kan godt være fede uden, at det behøver betyde teknisk flot, fejlfri og alt det der…

Det her kan noget andet.

Stemningen er fortryllende. Slumrende. Snedækket. Varm… Lægger sig som en dyne omkring en. Men, også opløftende og med rolig, brise lignende fremdrift i form af den fine akustiske melodi og sangens “hemmelige” våben. Vokalharmonier og kor, diskret og alligevel markant, så engle synger og det hele løfter sig. Som en frisk mundfuld luft en frostklar vintermorgen, efter man har holdt vejret lidt for længe…

Ahhhhh….

Smukt, smukt, smukt nummer. Aldrende, hjerteløs kynisk anmeldertype rørt. Jeg lægger mig lige.

Rigmor – “Plasticsolen”

En af de bekymringer jeg har haft på Rigmors bekostning er, at deres udgangspunkt, og inspiration i Michael Stunges digtning, måske med tiden kunne blive en spændetrøje. En kreativ og kunstnerisk blindgyde, hvor de ikke formår at bryde ud, finde deres helt egen stemme og komme videre.

Indtil videre har det kun spøgt i baghovedet, bandet har med deres varierede sange på EP og single bevist, at de ER meget mere end et Michael Strunge band. Alligevel spøger han. Og så udsender de poetiske, sarte og følsomme, men også i glimt dramatiske og temperamentsfulde indie-poprockere et nummer som dette. Med den mest Strunge klingende titel, som nogensinde er blevet Strunget!

Heldigvis for os alle, så er det et F R E M R A G E N D E nummer. Eneste kritik punkt, hvis man overhovedet kan kalde det, det: det er næste for kort. Eller slutter for abrupt. Og visse lyttere vil måske finde tempoet i de korte vers en anelse tungt bagi, dog ikke et problem for mig, jeg synes de fungerer som opbygning til omkvædet.

Jeg vil ikke spilde jeres tid, og skrive den her fine, fine og delikate sag i stykker. Lyt selv. God tekst, ingen fedt, de spilder heller ikke tiden og når hurtigt frem til det glimrede omkvæd. Rigmor virker i balance, kontrol og det hele nøje afstemt. Og den bratte slutning giver bestemt mening, og er også virkningsfuld, både som punktum og understregning af sangens mening og stemning.

Er bare så grådig op til jul, at jeg vil have mere end de 2 minutter og 22 sekunder jeg får. MERE!

Let’s rock mini/special/add on/ekstraudsendelse!

I anledning af, at der er en række fine rocknumre med i bunken denne gang, men som ikke lige formår at møve sig ind på listen, samler jeg dem lige her. Og fordi det er mit format og jeg kan gøre lige hvad der passer mig!

Luster – “Burn All Bridges”

Hvor fanden har Luster planket den melodi og især det keyboard klingende riff i omkvædet fra?? DAMMIT, har det det lige på tungen, hvad pokker er det, det minder mig om?! Argh

Nå, nu skal vi ikke anklage nogen for direkte tyveri, slet ikke op til jul. Luster skal jo ikke stå til regnskab for mine frie associationer, og vage antydninger til et nummer jeg i skrivende stund ikke engang kan huske. Har de ladet sig inspirere, så har de fundet et godt sted at gøre det.

“Burn All Bridges” lægger på mange måder i helt naturlig forlængelse og i tråd med, hvad man har hørt tidligere fra Luster. Medrivende og velsmurt 80er klingende synth-pop/rock. Gode, iørefaldende melodier, det lyder som det skal, glider effektivt og så bare ud over stepperne.

Diplomatic Immunity – “Now”s The Time”

Så skal vi sgu have en stykke med rock, der lige så solidt, velkendt og driftsikkert som en sildemad i juledagene. Nyder man det ikke for tit og i overflod, så er det en dejlig spise, som aldrig går af mode.

Jeg nyder ikke så tit et stykke med højbelagt rock af den slags, som Diplomatic Immunity leverer her. Måske det forhøjer nydelsen lidt, at jeg ikke har forspist mig i den slags? Nuvel, det er nu også en rigtig fin rocksang bandet har begået!

Det lyder, som om de sigter efter de store 90er stadions. Med store armbevægelser, stor lyd og stort set hele. Vel at mærke uden at det kammer helt over. Det bliver aldrig oppustet lir, eller for selvfedt.

Lurid Purple Flowers – “Darkness”

Det hugger, vugger, slænger og vrider sig hos Lurid Purple Flowers. Kvindevokal, beskidt lyd, tilpas med melodi og struktur, samtidig med, at man får nogle tungt rockende psykedeliske Vibes.

Sej sang, der smager dejligt af undergrunden.

HERNIA – “Escape”

Rask, fyldt med effektiv fremdrift og fart. Det suser sgu bare gnidningsfrit afsted i et let-punkrocket lydbillede… Ud mod horisonten og videre…

Writhe – “Beacon”

Writhe bevæger sig også indenfor det punkrockede, men er lidt mere flossede og dirty/cool i deres lyd. Det er mere britisk. Og mere Ice Age. Udmærket nummer, men savner mere personlighed og en selvstændig stil.

Singvogel – “Chefs Fjæs”

Hva er der galt med dit ansigt, chef?! Singvogel bringer stadig den hærgede, sparre, skæve og ustyrlige rock fra den aarhusianske undergrund. Grimt og stolt af det, med rette. Musik med et fjæs, som kun en mor kunne holde af. Og mig, selvfølgelig!

OK, lytterunden er afsluttet og vi skal have sat listen… den er svær. Ikke hvad der skal ind, men hvad der ryger ud inden vi kårer årets singler på Repeat næste gang…

Inde i varmen er Rigmor, The New Weavers og Anders Knudsen. Nuvel… jeg laver reglerne, så… jeg kan også ændre dem efter for godt befindende. Jeg er fræk og kategoriserer Anders Knudsens “The Quite Earth”, som et bonus julenummer på listen. Vi siger farvel til “Farvel For Evigt” med “Atom” Chris Dall  og De Må Være Belgiere og “Paradis”.

Næste gang kan det være, at vi kaster hele regelbogen ud af vinduet, når Repeatlisten vender tilbage med en rangeret liste over årets BEDSTE singler… eller “bare” mine personlige favoritter.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Bo Sveidahl, Anders Knudsen pressefoto

Previous articleThe Sleeping Man Project: The Birds and the Bees (EP/Anmeldelse)
Next articleTilbageblik 2021: Udgivelser, som efterlod et indtryk

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.