Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Men: Tomorrow’s Hits **** (4/6)

The Men: Tomorrow’s Hits **** (4/6)

1710
0

Amerikanske The Men’s femte studiealbum har fået titlen Tomorrow’s Hits – en lidt ironisk titel, i det numrene i høj grad trækker på den klassiske amerikanske rocks værktøjskasse, ligesom den også henviser til 60’ernes og 70’ernes rock-albums og deres ind i mellem bombastiske titler. 

Tomorrow’s Hits er femte udgivelse på fem år for The Men, og der er sket lidt af en udvikling (i hvert fald på album) med det flittigt turnerende band. Forskellen fra 2011’s Leave Home er således til at tage og føle på. Hvor Leave Home var en hyperenergisk, højtempo punkrock eksplosion, er Tomorrow’s Hits, i tråd med udviklingen på 2013’s New Moon, et album, der trækker mere på Tom Petty, Neil Young og country-rock end på punk og hardcore-inspirationer. Faktisk endnu mere, end tilfældet var på New Moon.

Kvintetten har i højere grad inkorporeret keys i lydbilledet, ligesom også instrumenter som lap steel, mundharmonika og saxofon kigger frem. Otte numre er der blevet plads til på albummet fra den produktive Brooklyn-kvintet, som egentlig er indspillet tilbage i slutningen af 2012.  Albummet lægger ud med ‘Dark Waltz’, en røverhistorie, der indledes med “My mom gave me this guitar/In nineteen and seventy-four/It’s true”. Dengang var der næppe nogen af bandmedlemmerne, der var født, men man fornemmer det musikalske slægtskab til tiden, og nummeret fremstår da også som en hyldest til klassisk amerikansk rock med sin keys-bårne fremdrift, den fine guitarsolo, og mundharmonikaen, der runder nummeret af.

På ‘Get What You Give’ er det nærmest ren mainstream-rocklyd, med ekkoer af blandt andre Lynyrd Skynyrd, der skyller ud af højtalerne og det lyder noget mere af Alabama end af Brooklyn, New York. Dén lyd viser The Men at de mestrer ganske fint, uden dog at tilføje afgørende nyt.

Den efterfølgende ‘Another Night’ er medrivende med sit energiske trommespil, det uptempo klaverspil og blæsersektionen, hvor blandt andet saxofonen et par gange springer ud i fuldt flor, så man næsten føler sig hensat til en E-Street jam. “I gotta believe in something/that’s all I can do,” synger hvem af bandmedlemmerne, der nu er vokalist på dette nummer. Bandet skiftes nemlig om sangertjansen, hvor alle, undtagen trommeslager Rich Samis, bidrager vokalt.

‘Different Days’ har en anden, mere bitter karakter. “I waited for the sun to fade/And I hate being young,” vrænger vokalisten, på en bund af rastløs bas og trommer, hvor blæsere og keys i højere grad bidrager til en fornemmelse af ubekvemhed, end de ellers gør på de øvrige numre, hvor de mere fungerer som glasur på rockkagen (og for keys’ vedkommende har en central rolle i mange af kompositionerne).

Vi kommer ned i tempo på ‘Sleepless’, der har en mere country-rocket feeling, med lapsteel, og er et mere tilbagelænet pusterum efter ‘Different Days’. Afsted det går igen på ‘Pearly Gates’, der lyder som en ustoppelig live-jam. Det er et af de numre, hvor jeg som lytter kan blive en lille smule irriteret på The Men og tænke, at hvis de nu skruede lidt ned for alle virkemidlerne og “bare” lavede en sang, der fungerede på album, så kunne de spille en overstyret version live. Nu fik vi en overstyret album-version i stedet, og det er et af de numre, jeg hurtigst bliver træt af på albummet.

Til gengæld viser bandet på den efterfølgende ‘Settle Me Down’, at de netop godt kan begrænse sig i studiet. Det er ikke det nummer på albummet, der først springer i øjnene, men til gengæld så vokser det med gennemlytningerne. Her er hverken fræsende guitarer eller blæserkapløb, bare et veldisponeret rocknummer, med vokalharmonier og fint guitarspil. Det kan måske i nogle ører virke lidt kedeligt når det nu er The Men, der er tale om, men for mig bekræfter det netop, at bandet rent faktisk besidder evnen til at kunne begrænse sig og ikke bare give los konstant.

Det hele slutter med ‘Going Down’, der igen sætter fart. Det er ikke The Men’s mest mindeværdige rocknummer, trods et ganske fint riff, og når der nu kun er valgt otte skæringer ud, virker det som et lidt pudsigt valg, når man ved hvor produktive bandet er. Det passer dog fint ind i den gennemgående stemning på albummet, og falder som sådan ikke igennem. Det gør bandet i det hele taget heller ikke på Tomorrow’s Hits, selv om fans af bandets tidlige materiale nok vil føle at det er lidt for pænt i kanten. For mig bekræfter det, at det er et band i udvikling, og i den udvikling virker Tomorrow’s Hits som en trædesten mod noget andet – formentlig en nødvendig en af slagsen for bandet. De har formentlig også allerede bevæget sig videre, for albummet, som tidligere nævnt, indspillet tilbage i slutningen af 2012. At dømme på deres live-optrædener i Danmark i sidste uge, så har de i hvert fald ikke lagt støj-rocken helt på hylden.

I mine ører står sidste års New Moon stærkere i billedet som album, men der er absolut også meget kvalitet at finde på Tomorrow’s Hits. The Men formår absolut at skrue solide og i nogle tilfælde rigtig stærke rocknumre sammen, også med byggeklodser fra 60’erne og 70’erne, ligesom deres fandenivoldske tilgang også er et plus i mine ører. Det er bestemt nok til 4 solide stjerner herfra, selv om albummet langt fra er kvintettens bedste.

The Men spiller på årets Roskilde Festival.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.