Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Love Coffin: Second Skin ★★★★☆☆

The Love Coffin: Second Skin ★★★★☆☆

545
0

Københavnske The Love Coffin er klar med album nummer to, der meget passende hedder Second Skin. Det bliver dog ikke til en decideret genfødsel for bandet, mere en konsolidering af deres position over 10 ret varierede rocknumre.

The Love Coffin er et af den slags øvre undergrundsbands som på mange måder lader til, at have “hele pakken”, eller i hvert fald meget af den. Men det er den sidste, lille udefinerbare ingrediens som mangler, der gør forskellen mellem af forblive i undergrunden og et bredere gennembrud. At det ikke kom med sidste efterårs supersingle “Nothing At All”, er mig forsat en gåde og skide ærgerligt. Nummer er også inkluderet på Second Skin og virker stadig lige så frisk, medrivende og fængende som første gang jeg lagde ører til den dansable gothrockede sag.

Så det er åbenbart ikke en stærk single, som er det der mangler? “Nothing At All” får også følgeskab af en lidt anderledes single i form af “Mortalized”, hvor The Love Coffin spiller nogle lidt andre kort ud. Her holder de dem tættere på kroppen med et lusket pokerfjæs og satser på det mere snigende og ulmende opbyggende, hvor nummeret flammer op i nogle korte, voldsomme eksplosioner, hvor det næsten bliver helt æggende og hoftestødende.

Begge numre falder på pladens første halvdel, der også er den stærkeste. Ikke kun fordi singlerne trækker læsset, jo, det gør de, men der er nu også andre fine stunder som den krybende og mere afventende åbner “Stripped Down”. Den, og det her kan lyde underligt, lyder for mig lidt som Genesis’ “Land of Confusion” i nedsat tempo. Det er noget med klangen og atmosfæren i den synthtåge der binder rummet mellem de øvrige instrumenter og vokalen sammen. Vokalen er forresten et helt kapitel for sig hos The Love Coffin og er måske både bandets stærkeste kort, eller i hvert fald det mest markante og unikke og noget af det der kunne afskrække nogle lyttere. Den vrider sig, snerrer, skaber sig, holder igen, lyder udefinerbar hvad køn angår, flirtende med noget androgynt. Det er et helt lille studie i sig selv, at holde øje med hvad der sker på den front pladen igennem.

På et nummer som “Fall”, der indleder den lidt mere ujævne anden halvdel af pladen er vi eksempelvis nået så langt væk fra udgangspunktet, at det rå og mere punkede udtryk lyder som om det kunne stamme fra en anden person. Hvis det ikke var fordi den afslørede sin sande natur i de mere vrælende og vrængende glimt. Jeg er på, men jeg har forståelse for, hvis andre lyttere står lidt af eller synes vokalarbejdet bliver en kende for teatralsk. Og teatralsk er det generelt hos The Love Coffin, ikke på en måde hvor det lyder som om de spiller forskellige roller eller “gør som om”. Stilen er bare ret dramatisk og udtryksfuld, om det så er den The Cure’sk klingende “A Shrinking Thing”, den mere bastant rockende “Caught In A Fire” eller den lange, udflydende og atmosfæriske “Void”, hvor bandet tager sig god tid og driver afsted i næsten 6 ½ minut. De to sidstnævnte er del af pladens anden halvdel, som jeg kaldte ujævn i toppen af dette afsnit. Ved ikke helt om det er det rette ord. Afvekslende uden at det hele fænger lige godt?

Det kunne så også være en deloverskrift for Second Skin. Det der er godt på pladen er virkelig godt, hvis ikke decideret fremragende. Men der er også en del stunder, hvor numrene ikke helt rammer plet i samme grad. The Love Coffin rammer stadig indenfor skiven, men det er fuldtræfferne man naturligt husker efterfølgende. Alt i alt giver det en plade nogle tydelige lyspunkter og ingen hvor jeg synes bundniveauet ryger under solidt. Det er på mange måder en klassisk 4-stjernet plade for mig, hvilket der bestemt intet er galt med. Jeg mener, 4 er jo lig med godt og det er en plade jeg kommer til at høre adskillige gange. Ikke alle bands og plader er eller behøver være til topkarakter, det er ikke det samme som, at de ikke er værd at lytte til.

The Love Coffin ER værd at lytte til og flere burde gøre det. Så er vi tilbage ved start og jeg er ikke helt kommet nærmere svaret på, hvorfor det ikke er tilfældet? Måske er tredje gang lykkens gang?

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.