The Love Coffin: Cloudlands ★★★☆☆☆

0
220
views

Det starter godt på Cloudlands, The Love Coffin’s debutalbum, men som dynamik og intensitet smuldrer, gør albummets tiltrækningskraft også. 

The Love Coffin udsendte sidst i september debutalbummet Cloudlands. Der er dog på ingen måde tale om et uprøvet navn. The Love Coffin har udsendt et par EP’er og spillet en del koncerter både i Danmark og udlandet.

Den københavnske kvintet bevæger sig stadig i et sortrandet udtryk, der trækker på new romance bølgen og post-punken. Jonathan K. Magnussen’s vokal er stadig et markant bekendtskab – han både snerrer, vrisser og hyler ind i mellem. Lige så bygger albummet, ganske naturligt, videre på lyden fra blandt andet EP’en Buffalo Thunder fra 2016, hvor akustiske guitarer ofte bruges som rytmisk element, mens de elektriske guitarer flænser og flår og skaber dynamik i lydbilledet.

Som for eksempel på åbneren ‘Sense of Indifference’, der veksler mellem passager hvor Magnussen’s vokal understøttes af akustisk guitar, og mere støjende og tempofyldte passager. Quiet-loud-dynamikken har været anvendt vidt og bredt i efterhånden mange år i rockmusikken, men derfor fungerer formlen stadig, også fordi The Love Coffin virkelig formår at sætte kul under kedlerne på de støjende stykker.

Den efterfølgende ‘Pure’ er så poppet som jeg har hørt The Love Coffin hidtil. Her er der godt nok stadig lidt af samme dynamik som på åbneren, men guitarerne flår og flænser ikke i samme grad, og der er givet plads til de melodiøse kvaliteter i omkvædet. Det er heldigvis bestemt ikke tandløst, men altså med lidt mindre skarpe hjørner.

Det er måske netop her, der er den største forskel at spore fra Buffalo Thunder – The Love Coffin virker mere rundede, knap så insisterende på at gøre det ‘grimt’ støjende. For eksempel på den udmærkede og kontrollerede ‘Blind’, der i en tidligere inkarnation af bandet nemt kunne være endt bistre skrig og distortion. Her ligger der hele tiden noget og ulmer under overfladen, som giver nummeret en stærk understrøm af energi. Senere på albummet begynder det dog at føles som om, der mangler noget i lydbilledet. Det vender jeg tilbage til.

Indevarslende er det stadig, for eksempel på ‘See Me When I Crawl’, med dens hjemsøgende guitar. Desværre er det som om det næsten bliver lidt for tungt i rumpen her, mens Magnussen foredrager om selvfornedrelse. “I’m not a saint, I’m only a man”, konstaterer Magnussen undervejs, og sådan er det jo (heldigvis) for de fleste af os.

De melodiøse kvaliteter er fremtrædende igen på ‘Save It All’, hvor Magnussen’s vokal også flere steder understøttes af andre stemmer. Her er vi også i den lyseste ende af The Love Coffin’s spektrum, hvor der bliver sparet på de gnistrende elektriske guitarer og i stedet brugt og eksperimenteret med andre byggeklodser (vokaler og percussion/trommer), igen med positiv effekt.

Tempoet er også fortsat adstadigt på ‘Take Good Care of Me’. Det er måske også her omkring jeg faktisk begynder at savne lidt af The Love Coffin’s tidligere eksplosivitet og intensitet, når en måske nok saftig bas sirligt indpakkes i overvejende nydelige guitarfigurer, og hvor Magnussen måske nok fortsat lyder sammenbidt, men det alligevel næsten virker for pænt. Altså, for pænt til The Love Coffin. Jeg begynder faktisk at kede mig lidt på denne del af albummet.

Heldigvis sætter en dynamisk baslinie lidt fut i løjerne på ‘Life is Beautiful’, hvor trommerne er ditto dynamiske, mens keys’ene føjer et lidt lettere lag til. Her lyder The Love Coffin lidt henad Nick Cave i start 90’erne eller start 00’erne, mens Magnussen synger om “sweet love, sweet chemistry”. Og så bliver knap 5 minutter alligevel bare for lang tid, selv om der leges lidt med hvinende guitarer mod slutningen.

Titelnummeret ‘Cloudlands’ falder som næstsidste nummer, og med sine knap 8 minutter er det også albummets længste. Her tager The Love Coffin sig igen tid til at bygge op, men det er også som om det aldrig rigtig bliver forløst. I stedet synes jeg det ender med at stå lidt instrumentalt i stampe, mens et sample langsomt overtager.

Der kommer heller ikke mere fart over feltet på afslutteren ‘Concrete Foreign Shores’. Igen er det ikke dårligt udført, men jeg mister simpelthen interessen en smule når dynamikken og tempoet går fløjten hos The Love Coffin – især når det sker over et halvt album. Første del af Cloudlands fungerede fint for mig, men anden halvdel ender desværre med at være skuffende. Jeg mangler simpelthen noget mere tempo og dynamik, for uden fremstår sangene på sidste del af albummet desværre ret ordinære.

Det er ærgerligt, for jeg synes egentlig The Love Coffin har nogle værktøjer ikke alle danske bands har. Her vælger de dog at spare så meget på dem, at det ender halvkedsommeligt. Derfor lander vi også på 3 stjerner.

Du kan finde The Love Coffin på Facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.