The Flaming Crew: Playground ★★☆☆☆☆

0
687
views

Som titlen antyder, så forsøger The Flaming Crew at lege med udtrykket og produktionen på Playground. Desværre bliver deres poppede-rock aldrig rigtig spændende at lytte til. 

Ok, I get it! Når man kalder en plade for ’Playground’ kan man selvfølgelig tillade sig at lege sig igennem projektet. Tanken er både sympatisk og forståelig – og for The Flaming Crews vedkommende virker det især til at være produktionen, der er leget med.

Og det starter egentlig pænt ud med den poppede You’re so happy, hvor flere temaer blander sig med hinanden og skiftet imellem falset og overdrive hos forsanger Flemming Christensen kan visse steder minde om Chris Cornell.

Men skal præmissen om at det er en legestue holde hele vejen hjem, så løber projetet ret hurtigt på problemer. Allerede på andet nummer ‘Does Anybody Know You’ er vi i noget meget mere generisk guitar-pop uden nogen særlig kant. Og hvor stemmen i første nummer er charmerende og indikerer et (i hvert fald tidligere) rockikon, så bliver det hele lidt for pænt som numrene skrider frem. 

Den før så charmerende overdrive driver mere og mere over i noget, der minder om Eran DD (og det kan vel være fint nok, men…) og selv om der er nogle fine spor i de fleste sange, så bliver helhedsindtrykket desværre lidt kedeligt og fejler i hvert fald i at røre – eller for så vidt rigtigt at holde interessen hos lytteren.  Og så begynder spørgsmålstegnet over hvor legende, projektet i virkeligheden er, at trænge sig på…

Der er gode takter her og der, men når legesygen kommer til udtryk i form af nogle filtre på vokalen på ‘Don’t Give Up’, bliver man altså noget træt. Især fordi det egentlig kunne have været et fint ballade-agtigt nummer, som i lydbilledet kunne minde lidt om en Gangway-ballade.

Der forsøges også med en duet med Freja Nøhr (?), som egentlig fungerer fint i en lidt rubato-agtig intro og tilsvarende omkvæd – men så snart trommerne sætter ind, forsvinder musikaliteten i nummeret og det virker ikke helt som om, alle i bandet leger med…Men vi skal også lige slæbes igennem en klassisk inspireret upbeat-sag på ‘Let Them Know’, men som bliver humoristisk på sådan en Zididada-agtig måde. Hvilket er fint, men… Pointen er nok, at der prøves lidt for meget på at være kliché-agtigt humoristisk, men fordi den ikke rammer hovedet på sømmet, bliver det lidt…off?

Sidste nummer ‘Walk With Me’ rocker lidt derudaf og passer i stemning godt med åbningsnummeret, så der er muligvis tænkt i en form for rød tråd/at binde sløjfe på mini-albummet på denne måde. Men i den sidste ende er de to numre bare ikke rigtigt gode nok til at løfte de fem resterende til noget, der giver lyst til at hive pladen frem igen.

Faktisk er ét af de største problemer nok, at der – selv om der spilles pænt – ikke rigtigt leveres noget, der virker vigtigt, interessant – eller for den sags skyld legende. To stjerner kan virke lidt fedtet. Men vi har simpelt hen fået SÅ meget god musik ind i år, og så bliver det her altså bare for generisk og kedeligt. Og falder i virkeligheden på gulvet med et klask.

Al respekt for at ville lege med musik. Men når niveauet er at sætte fjollede filtre på vokalen og halv-croone sig igennem, så er det alt, alt for nemt at kigge mod andre gode plader, der lyser mere af energi og spillelyst.

Du kan finde The Flaming Crew på facebook.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.