The Colourmen: Beneath The Surface ★★☆☆☆☆

0
581
views

Ambitionsniveauet fejler bestemt ikke noget hos københavnske The Colourmen, der er ude med en 17 numre lang vinyl udgivelse, der suppleres med en tegneserie på coveret/gate folden, som illustration til albummets fortælling. Desværre er deres rundtur i rockhistorien, og selve fortællingen, ikke lige så indbydende som indpakningen.

Men kulørt, det er det da godt nok, det The Colourmen leverer over 17 temmelig (og for) varierede numre, der vist rummer en slags konceptfortælling om en kvindes rejse hinsides, hvor hun ender med at svæve et sted mellem himmel og helvede. Men inden vi når dertil, skal vi lige igennem lidt af et musikalsk og stilistisk kludetæppe, der, om ikke andet, har det til fælles af det fremstår lidt kikset og kitschet udført.

Og her tænker jeg, for at sige det lige ud, at de musikalske evner ikke helt står mål med ambitionerne. Det kommer for mig til, at lugte noget af rock opera møder amatørteater/musical, hvor alle mulige referencer, fra The Beatles, over Meat Loaf til punk pastiche, og mere til, bliver serveret i et lidt fesent udført musikalsk univers.

Det ene øjeblik tænker jeg blodfattig George Harrison, når “Technicolour Dream” foldes ud som pladens andet nummer, mens Meat Loaf dukker op lidt senere i den horror-rockende “Mr Strange Man”. Førstnævnte virker, trods en begrænset spilletid på 2 ½ som om idéerne slipper op endnu hurtigere, og de flerstemmige korstykker fungerer ikke rigtig – 2 ting som jeg kunne nævne gentagende gange i løbet af pladen. Hvorimod sidstnævnte bare fremstår  lettere kikset, “gimmicky” og i bund og grund er et dårligt nummer.

Senere, når fortællingen bliver tiltagende mørk for vores hovedperson, skal vi en tur ud i “Deep Black Sea”. Her er tempoet højere og mere konfronterende rockende, næsten ovre i det punkede, men på en måde hvor det lyder ret påtaget og som et band der tydeligvis ikke er punk, spiller punk  som de synes det lyder. Og så nærmer vi os igen noget der får et amatørteaterpræg – det er bare noget vi leger.

Med til disse genreskift og udflugter hører også, at vokalen forsøger sig med forskellige sangstile og klange, i mere eller mindre vellykket grad. Jeg synes ikke, at det er verdens stærkeste vokal, og den tilstræbte alsidighed kommer også til at udstille den i unødig grad. Det er lidt et tilfælde af, at prøve på at være en masse, men ende med at være underligt upersonligt og ingenting. De steder, hvor jeg formoder vi nærmer os vokalens “rigtige” klang, synes jeg heller ikke lyder voldsom overbevisende. Og i et nummer som eksempelvis “Colour Revolution”, hvor der indledningsvis forsøges med noget renere “skønsang”, kommer den ikke tæt på at matche intentionen.

Det er dog et af de numre, hvor der er lidt at komme efter, når vi efter godt 35 sekunder får et ret fint break, som overgang fra den stille intro til noget mere udsvævende og små-psykedelisk – men vi falder hurtigt tilbage igen og stemmebåndet kommer til at lyde presset. Sådan bølger det ujævne nummer så frem og tilbage. Der er flere steder med antydningen af noget der fungerer for The Colourmen, hvor især de instrumentale passager i visse numre, som dette, eller de instrumentale mellemspil der agerer bro mellem spredte numre, lyder ganske fornuftige. At de så er med til, at puste tracklisten op, er en anden snak.

I “The Universe”, der med sine næsten 4 minutter er en af de længere på pladen, lykkes de flerstemmige vokalstykker endelig. Vi skulle kun et dusin numre ind. Den rockede udladning mod slut også er hæderlig, men til gengæld fremstår første del af nummeret underligt karikeret i sin lyd, og igen dukker teater-sammenligningen op. Et egnsteater, hvor musikken er klædt ud i hjemmelavede kostumer, der på en måde ligner, men på en helt anden måde også bryder illusionen.

Egnsteaterfølelsen bliver helt tydelig i det noget ømme one-two punch mod slut, “Alf’s Song” og “Land’s End”. Førstnævnte er en duet, der netop er øm og lyder temmelig off, mens det går lidt bedre for sidstnævnte, hvor The Colourmen gæstes af Nynne Lea Henriksen i andet vers. Med sin akustiske guitar har den til gengæld noget folkemusik/visesang over sig, hvilket blot er med til at gøre det musikalske landskab endnu mere broget.

Den lidt folkede tone føres videre over i “The Morning”, hvor der går folk-pop i den, desværre på en måde hvor det lyder som The Beatles spillet af Lars Lilholt. Herefter toner pladen ud med “Flyaway: The Brain”, hvor fortællingens hovedperson, som nævnt indledningsvis, svæver rundt mellem himmel og helvede, men “it’s all in her mind”! Fanget i den mentale skærsild, plot twist ending!!

Hovedpersonen er Emily Sad, der vist også var omdrejningspunktet på den EP Jonas anmeldte fra bandet for nogle år siden, Emily Sad 1, 2, 3 and more (Alf fra ‘Alf’s Song’ er også med). På Beneath The Surface får vi så “Emily Sad 4”. Så hvis du er bekendt med The Colourmens spraglede univers giver det måske en ekstra dimension.

For mig er det bare lidt lige meget hvad persongalleriet hedder, hvad den overordnede fortælling handler om og hvad det hele går ud på. Jeg bliver aldrig fanget, hvilket nok i høj grad skyldes, at jeg ikke er specielt overbevist af det 60/70’er klingende lydtæppes kvalitet og at det som samlet pakke bare virker lidt kikset flettet sammen.

Men ambitionerne fejler bestemt ikke noget og er også med til, at vi lige og lige kan kravle op på 2 små stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg The Colourmen på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.