The Choir Hates Us: Seven Black Clouds ★★★★☆☆

0
1083
views

The Choir Hates Us er et solo-projekt for Mads Trebbien, som ellers svinger guitaren i blandt andet Puppet Arms. Her har han fået afløb for de ideer der ikke lige har passet ind i diverse bandprojekter, og det er gået hen og blevet et ganske solidt prog-rock/metal album.

Mange prog-rock bands har det med at starte dæmpet og bygge op i uendeligheder, for så at lade det hele eksplodere i et klimaks – og så gentage en lignende opbygning igen og igen. En velafprøvet og ind i mellem også meget velfungerende formel, som dog også kan tendere det forudsigelige. Seven Black Clouds starter omvendt befriende direkte med ‘Rupture’, der slynger et tungt riff i hovedet på lytteren fra start og snart hakker tungt afsted. De otte numre på albummet er dog alle dynamiske størrelser, hvor tempo og intensitet bølger op og ned undervejs.

Således også på ‘Mellifluous’, der bygger langsommere op, men dog også hurtigt når et medrivende riff-stykke, og herfra hakker effektivt afsted, blandt andet med nogle herligt tunge stykker, der godt kunne høre til hos et progressivt døds-metal band. Også ‘Retro Rocket’ har metalliske tendenser, som smelter sammen med mere postrockede flader, og der kigger også en melodisk melodistruktur op inde bag guitarfladerne, der giver en stærk effekt hen mod slutningen af nummeret.

På albummets fjerde nummer sker der pludselig noget helt andet, for efter 3 instrumentale numre, får vi også vokal allerede fra start på ‘Lead Me Out’. Den er også mere dæmpet i sit anslag, og hvor dele af det instrumentale lydbillede ind i mellem tangerer det tungere metalliske, trækker Trebbien’s vokal tilbage mod det mere prog-rockede, og er mere Steven Wilson og Porcupine Tree end Opeth. Ind i mellem undervejs kan man måske savne lidt organisk varme i instrumenternes samklang, da det, naturligt nok, når Trebbien nu har arbejdet det igennem som han selv vil have det, en kende perfektionisk skåret, og dermed også en smule klinisk ind i mellem.

Det prog-rockede og metalliske mødes igen på titelnummeret ‘Seven Black Clouds’, der bygger atmosfærisk og langsomt op, inden trommeangreb sætter guitarerne fri til tunge riffs og soli, inden vi også får et fængende bas-drevet stykke, der viser at Trebbien har ret godt fat om både at skabe elementer, der fungerer hver for sig, men også vokser når de bliver sat sammen i længere kompositioner. Her ender det i en tung riffmur, og det føles som den helt rette udgang på et af albummets bedste stykker.

Efter titelnummeret følger ‘The Chorus’ som en parentetisk lydcollage, inden  ‘A Curious Verb’ sætter i gang med en nærmest knitrende rytme (her tangerer lyden Nine Inch Nails, som produktionen også kunne give mindelser om), inden der igen bygges på, og en snørklet guitarsolo sitrer i baggrunden, og en tung bas, og keyboard-anslag med omviklet industrial-støj langsomt leder os ud af nummeret igen, og frem til albummets sidste nummer, ‘Shift’, der slås an af dæmpet guitarspil. Efter et par minutter dukker Trebbien’s vokal igen op, mellem guitarer og trommespil. “Did I forget to say goodbye//Does it matter?”, gentager vokalen let distanceret, og så ender det hele ganske pludseligt. Jeg kunne måske godt have ønsket mig at The Choir Hates Us havde sagt farvel med lidt af den riffende tyngde, fra albummets tidligere numre.

Seven Black Clouds er et album, der viser at Trebbien har mange spændende sider i sig. Overordnet fungerer albummet godt, og selv om jeg måske godt kunne ønske mig lidt mere af de tunge riffs på sidste del af albummet (og måske lidt flere dæmpede passager på første del), så er der flere kompositoriske godbidder undervejs. Måske inddragelsen af andre kræfter kan være det, der trækker The Choir Hates Us yderligere op fremadrettet, måske det fungerer bedst som solo-projekt for Trebbien. Det må tiden vise. Indtil da, bør du tjekke The Choir Hates Us ud, hvis du er til progressiv rock/metal, der fokuserer på stemninger og opbygninger. Vi lander på 4 stjerner herfra.

Seven Black Clouds er udkommet. Tjek The Choir Hates Us ud på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.