The Breeders, Voxhall 11/11 – 2018 ★★★★☆☆

1
167
views

Et velspillende og veloplagt The Breeders tog imod søndagspublikummet på Voxhall til en koncert, der ikke rummede et dårligt nummer, men dog bar præg af – ja – at være en søndagskoncert.

Lad mig sige det med det samme: The Breeders har ikke fyldt meget i min musik-verden. Ud over ‘Cannonball’ kan jeg ikke påstå at kende nogen numre, og da jeg var afsted for at anmelde på et afbud fra en kollega, kan jeg ikke påstå at min research var særlig gennemarbejdet.

Jeg havde dog erfaret, at det var Kim Deals projekt og sammen med søsteren var de aftenens store oplevelse.

“HVAD LAVER DU? KIGGER DU OP???!” tænker de andre bandmedlemmer nok, da forsangeren spejder ud over publikum…Disco Doom var ikke crowpleasere.

Inden da havde Disco Doom ikke så meget opvarmet som slacket/stenet sig igennem et set, jeg ikke nåede at se så meget af da jeg først ankom omkring 20.15. Fire skikkelser på scenen gjorde alt for at vende opmærksomheden ind mod sig selv eller gulvet, spillet noget slacket rock og generelt have så meget stage appeal som Bob Dylan på de seneste turneer. Det lød på ingen måde dårligt, men der var heller ikke megen energi at hente ud af bandet og selv om de skruede lidt op et par gange – og med deres stenede/slackede tilgang næsten i glimt kunne nærme sig Dinosaur Jr, ville det være løgn at påstå at det var ’opvarmende’ på nogen måde.

Nå. Det var jo heller ikke dem, vi var kommet for at høre.



The Breeders
21.05 træder The Breeders så på scenen og med ordene ”Hi, we’re The Breeders. We’re here to play some songs” sætter Kim Deal gang i en let country-agtig sag. Den særegne stemme indtager straks en central og åben plads og Voxhall viser sig fra sin bedste side med ret tydelige vokaler oven på bandets underlægning. Fire mand – eller tre kvinder og en mand – høj står de spredt på scenen.

Der følges anderledes punket op med ‘Wait in The Car’ og dermed er stemningen slået godt an for aftenen: For bandet kan på den ene side set ikke fornægte sit amerikanske bagland og baggrund, men på den anden er der også tale om en pæn, punket tilgang til musikken. Mellem disse poler ligger også en del ballade-materiale, der med Kim Deals vokal til tider sender mine tanker i retning af Catatonia (ja, jeg ved godt The Breeders kom først, men…).

Og vi bliver i punk-sporet et par numre endnu, hvor vi af det eneste mandlige bandmedlem, trommeslageren, bliver mindet om, at Rock 1 faktisk er en fed rytme, når den spilles med den rette energi.

Energi og dynamik er der også masser af mellem søstrene Deal, som ping-ponger mellem numrene. Det er ikke altid lige begavet, det de får rablet af, men de insisterer flere gange på, at publikum får deres numre til at lyde bedre end nogen sinde. Ja, ok. Deres indspilninger virker godt nok også ret skramlede, og publikum elsker jo at blive rost…

Femte nummer i sættet er så den første ballade, titelnummeret ‘All Nerve’, fra seneste album – men vi når ikke at sygne hen i Kim Deals vokal, før der også bliver kastet lidt distortion efter den akustiske guitar, hun nu er iklædt. Næsten brutalt, faktisk.

‘Invisible Man’ cementerer at søstrene får rigtig meget ud af Kims særegne vokal bakket op på kor af Kelley. Der ér bare noget over punket udtryk og gode vokaler – også selv om Kelley tydeligvis har en del effekter på sin mikrofon – og ja, Kim har to mikrofoner, så hun lige kan kaste noget distorted vokal ind i ligningen her og der.

Bandet får besøg af en keyboardspiller under et nummer (en 6/8-sag, jeg ikke fangede titlen på) og med den konstante variation, roen og den konstant tilstedeværende underliggende punkede energi, begynder det at ligne en virkelig god koncert. Som 11. nummer falder så ‘Cannonball’, som selvfølgelig tager kegler og skaber decideret hoppestemning i det eller ret mondæne søndagspublikum. Og hvilken retning skal et band så tage, når de har skudt deres absolut største hit af midt i sættet?

Det er klart, energien falder lidt, men ‘Bang On’ leveres og klappestykket falder ikke HELT til jorden, hvilket også udløser ros fra bandet til publikum – og så er vi ligesom glade og videre.

Inden da har Kelley stået og gjort sig morsom med, hvor de nu lige er? Nåh, Danmark er et land og ikke en by? ”I think I have strained a muscle in my head. From dealing with ALL THOSE FACTS” siger hun drenget – og slutter med ”Trump’s my president, so what could you expect?!”.

Well… Flattery will get you everywhere, Kelley, but charm will take you further. Og det er måske det, der redder sådan en omgang; den grove, energiske charme fra scenen. Måske er der bare nogen, der har fortalt dem, at danskerne er tossede med humor? Hvorom alting er, så bringer det os videre fra den stærke levering af ‘Cannonball’, der – uanset hvordan vi vender og drejer det – er en klassiker. Vi ryger tilbage i det country-inspirede med ‘Driving on 9’’, hvor Kelley synger violinsoloen fra pladen – igen med grov charme mere end æstetikken som force. Fedt.

Det bliver også til et cover af et deep south band (titlen fangede jeg ikke) og ‘Spacewoman’ og ‘S.O.S.’ falder, inden der byttes lidt rundt på instrumenterne så Kim griber bassen under ‘Nervous Mary’ og ‘Gigantic’ som bliver de sidste numre, inden bandet går af scenen inden encoret.

Vi får tre ekstra-numre, hvoraf det sidste slutter med bas og trommer, som Kim og Kelley hver især afslutter på deres guitarer, vinker koket til publikum og får givet sætlister til folk blandt de forreste.

Og dermed slutter en virkelig fin koncert med et stærkt spillende og højst charmerende band. Der blev – som nævnt – ikke spillet et eneste dårligt eller svagt nummer, og den eneste anke var at det var en søndagskoncert hvilket bare sætter en lidt anderledes ramme for punket rock, end hvis den havde ligget en lørdag.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.